Hvordan kan en minister slippe af sted med at være så dum i 8 år? Spørgsmålet er akut og bør besvares her i januar, før videnskabsminister Helge Sander (V) bliver forhenværende minister inden for de næste måneder.

Før, fordi jeg ikke vil beskyldes for at sparke til manden, når han er væk. Og før, fordi det skal siges: fordi offentligheden skal oplyses om den ubodelige skade, han har forvoldt danske universiteter, og hvordan han har blokeret for en fri debatkultur.

I stedet for at være den frie tankes højeste sted i demokratiet er universitetet blevet kuet og politiseret.

Det kan lyde primitivt og desperat at kalde en minister dum. Jeg gør det alligevel, vel vidende at jeg ikke er alene; folk er blot for pæne, eller også har de noget i klemme, så de ikke tør kalde en skovl for en skovl.

Man risikerer også at blive stemplet som højpandet besserwisser eller ’smagsdommer’ – regeringens karakteristik af dem, som ved noget.

Derfor må jeg også lige beskytte mig selv: Jeg beskylder ikke Helge Sander for at være sinke; han er uden tvivl normalbegavet. Jeg er heller ikke imod, at postbude eller journalister skal kunne blive ministre.

Tegning:  Roald Als.

Nej, jeg er som samfundsborger forarget over, at Sander på ottende år er så uinformeret om det, han er minister for.

Det er ynkeligt og pinligt, at vi har haft en minister for den højeste viden, som ingen anelse har om sjælen i sit ministerområde, og det er en skærpende omstændighed, at han heller ikke har været interesseret i at få denne indsigt.

Han har afviklet sin ministertid 2001-2009 ved at messe enkle mantraer i offentligheden: »Fra forskning til faktura«. »Regeringen har givet milliarder til forskning og universiteter«. »Universiteter i verdensklasse«. »Universiteterne har selvstyre, for det står i universitetsloven«. »Forskerne har forskningsfrihed, for det står i universitetsloven«.

Det er en minister, der med universitetsloven har indført et topstyret bureaukrati, hvor han kun er forpligtet til at tale med universitetsbestyrelsesformænd, hvoraf flertallet i øvrigt er pensionerede erhvervsfolk, der godt kan lide den slags magtstrukturer.

En minister, der ikke har villet møde sine kritikere eller tale om problemer i åben debat. Når han har optrådt, har han blot sat et af mantraerne i gang. En sjælden gang i januar 2009 ved Videnskabernes Selskabs årsmøde lagde han talepapiret fra sig, selv om hans spindoktor havde sat som betingelse for ministerens optræden, at der ikke skulle være debat.

Men det blev der, og så kom ministeren til at kræve af kritikerne, at de skulle komme med »lig på bordet«, før han ville overveje ændringer af systemet. Den udtalelse afslørede en kulturkløft og har forfulgt ham siden.

En minister, hvis reaktion på kritik er at blive ubehagelig og intimiderende. Da professor Peter Harder for fem år siden konstaterede, at taxametersystemet underminerer kvalitetsstandarder, bad Sander KU’s rektor om at irettesætte professoren, for professorer må ikke kritisere systemet.

Da Sander i en sjælden tv-duel blev konfronteret med en kritiker, beskyldte en irriteret minister sine kritikere for at være motiveret af mindreværd og misundelse:

»De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen, er jo et antal forskere. Men der er mange andre, som er jublende lykkelige – især de forskere, som bliver prioriteret i disse år, hvor forskningen tilføres masser af millioner og milliarder. Så er der selvfølgelig nogle, som ikke bliver prioriteret. Og de finder på en masse bortforklaringer, og det er kritikken et bevis på …« (Deadline 26.1.2009).

En minister, der kun kan debattere som magtens tæskehold, hvilket måske forklarer, hvorfor så få har lyst til at stå frem med problematisering af Sanders regime eller kalde en skovl for en skovl, hvor dumheden er gjort til politisk dyd.

I december kom en Universitetsevaluering med et problemkatalog, som på mange områder gav kritikerne ret: De ansatte mangler medindflydelse. Der bør (gen-)indføres reel medindflydelse. Instruktionsbeføjelsen om, at en institutleder kan diktere en bestemt forskning udført af sine ansatte, skal væk. Universiteterne har formelt fået selvstyre, men i praksis har Sander indført detailstyring, »omfattende og i mange tilfælde meget detaljeret regulering«. Og så videre …

Og hvad var så ministerens svar? En omklamring – uden at svare på kritikken. Evalueringen er »positiv«, sagde han og erklærede frejdigt, at tiden er inde til »fuldt selvstyre«.

På det opfølgende testspørgsmål, om regeringen så vil ophæve forbuddet mod gruppeeksamen, svarede han dog nej i usminket magtsprog: »Der er et klart politisk flertal for stadigvæk at bevare forbuddet«, fordi regeringen og Dansk Folkeparti står bag forbuddet. Som parterne ikke har begrundet sagligt og som ingen uddannelseseksperter støtter!

Altså en minister for den højeste viden i landet igennem 8 år, der mest vil blive husket i offentligheden for, at han klappede Christine Antorini (S) i numsen! Men han har altså meget værre gerninger på samvittigheden: Han har undermineret det universitet, som skulle være en grundsten i vores oplyste demokrati.

Regeringens drastiske reformer har gjort, at de ikke længere er uafhængige institutioner, men ’politiserede’, fordi eksterne parter har direkte indflydelse på beslutninger og forvaltning.

Ministre, embedsmænd og erhvervsfolk kan styre via øremærkede puljer, strategier, udviklingskontrakter, bekendtgørelser, pålæg osv.

Universiteter skal nu være redskaber for erhvervslivet og konkurrencekraften, så vi kan få »konkurrenceevne og fortsat velstand«, et andet mantra.

Og i takt hermed er universitetsfolkets frihedsgrader til at tænke frie tanker – og eksempelvis sige dumme folk imod på et oplyst og informeret grundlag – indsnævret. Nu tør kun de allerdummeste åbent sige noget, der anfægter systemet eller magthaverne, for det kan kun give dig problemer.

Og det er så det, jeg lige har gjort.