Danmark er et overvågningssamfund.

Det var konklusionen på en undersøgelse, som den internationale ngo Privacy International lavede for et par år siden. Organisationen udgav et kort, hvor verdens lande var markeret med forskellige farver, som viste, hvor massiv overvågningen i hvert land var.

De sorte lande var de værste. Blandt dem var USA, Kina, Rusland og England. Umiddelbart derefter fulgte en gruppe markeret med rosa. Det var lande som Frankrig og Indien – og så Danmark, som dermed var flere pladser foran Tyskland, Italien, Canada og Argentina.

At beskrive Morten Korchs fødeland som et overvågningssamfund virker umiddelbart overdrevet, men meget tyder på, at Privacy International har fat i den lange ende. Hvor overvågning for få år siden var noget, vi frygtede og forsøgte at sætte grænser for, betragter vi det i dag som en berusende trylledrik. Vi bruger overvågning mod snart sagt alle former for kriminalitet, uro og snyd, og vi har intet imod selv at blive overvåget.

Ingen ved præcist, hvor mange overvågningskameraer der er i Danmark, men det er flere hundrede tusinde. Disse kameraer skal forhindre kriminalitet og gøre danskerne trygge. Derfor hænger de nu ikke kun i butiks- og banklokaler, men også på facader og over flugtveje. I taxaer, busser, tog og på stationer følger de vores færden. På landets virksomheder er kameraerne en del af det almindelige sikkerhedsudstyr, og det samme gælder i stigende grad i private hjem. Politiet har fået mulighed for at etablere overvågning af gader og stræder, og alt tyder på, at boligforeninger snart får lov til at filme deres udendørs arealer.

Videoovervågningen står ikke alene. Den såkaldte logningsbekendtgørelse medfører, at informationer om danskernes elektroniske kommunikation gemmes. For den almindelige borger betyder det, at myndighederne 'logger' information om vores telefonopkald, mailkorrespondance og brug af internettet.

Det officielle formål er at fange terrorister, men også andre bliver ramt. Det ved de f.eks. på landets campingpladser, som nu ikke længere kan tilbyde gæsterne fri adgang til computere med internetopkobling. I disse tider kan man åbenbart ikke være for forsigtig, og terrorister kan godt gå i campinghabit.

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen er lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og leder af Forum for Overvågningsstudier samme sted.

Han forsker i overvågning, herunder i videoovervågningens muligheder og konsekvenser, ligesom han er ved at skrive personnummerets historie.

Logningsbekendtgørelsen er hullet og nem at omgå. Terroristerne kan f.eks. bruge computerne på det lokale bibliotek, som er fritaget for bekendtgørelsens krav. Det har derfor været fremført, at der er brug for en stramning, sådan at det kan blive nødvendigt at vise pas, hvis man vil bruge bibliotekets computere. Den lokale bibliotekar skal så ikke kun rådgive borgerne om de nyeste romaner og gode havebøger, men også optræde som grænsevagt – intet pas, ingen adgang.

Der er flere eksempler: For at højne sikkerheden indføres biometriske pas, som ikke kun indeholder et billede, men også fingeraftryk. Man udvikler ansigtsscannere, som måske kan genkende terrorister, og man laver analyser, som gør det muligt at afsløre bankrøvere på deres gangart. Kommuner ansætter privatdetektiver for at lede efter sociale bedragere, forsikringsselskaber fanger snydere på Facebook, og bankerne noterer flittigt, hvor mange penge vi bruger i hvilke forretninger. Og sådan kunne man blive ved.

Meningen med meget af denne overvågning er tilsyneladende at genvinde noget af den tryghed, som vi mener at have tabt. Vi synes, at verden er blevet usikker og farlig, men med overvågningen har vi fået en trylledrik, som gør det muligt at vende tilbage til fredeligere tilstande, hvor vi ikke bliver snydt, forulempet og overfaldet. Tror vi.

For der er intet forskningsmæssigt belæg for, at overvågningen kan leve op til vores forventninger. Videoovervågning fører ikke til mindre vold, og det er usandsynligt, at logningsbekendtgørelsen medfører, at vi fanger flere terrorister. Måske afslører kommunen flere sociale bedragere, og en forsikringssvindler har kun godt af at blive fanget. Men alting har en pris - også overvågning - og det er ikke uden omkostning at erstatte tillid med kontrol.

Skal vi være urolige over denne udvikling? Måske, men vi er det ikke. Meningsmålinger viser, at bortset fra omklædnings- og prøverum og trafikken, så er der snart sagt ikke det sted, som vi ikke ønsker overvåget. Vi er tilsyneladende sikre på overvågningens effektivitet, og vi er overbeviste om, at den kun rammer personer med onde intentioner. Vi har ikke noget at skjule, og derfor heller ikke noget at frygte.

I Danmark anno 2010 forstår vi ikke overvågning i termer af den totalitære og kontrollerende Big Brother. Vi har for længst indset, at overvågningen ikke udføres for at undertrykke os, men for at beskytte os. Den udføres i retfærdighedens navn for at sikre ret og rimelighed. Den sørger for, at ingen nasser på os, og at ingen snyder fællesskabet. Overvågningen er ikke ond – den er nødvendig og omsorgsfuld og i nogle tilfælde endda underholdende.

Det sidste ser man i populære tv-programmer, hvor deltagerne spiller, konkurrerer og elsker under overvågning. For et par år siden hed programmet Big Brother, i dag hedder det Paradise Hotel. I disse programmer er overvågningen blevet til leg og konkurrence. Deltagerne er ikke ofre – tværtimod udnytter de kompetent overvågningen med eksponeringen og berømmelsen som mål. Noget lignende ser man på internettjenester som Twitter og Facebook. Disse tjenester bruges hver dag af flere hundrede tusinde danskere, der frivilligt og helt uden angst afgiver selv meget private informationer. At arbejdsgivere, forsikringsselskaber og eks-kærester følger med, generer os ikke.

Danmark er i sandhed et overvågningssamfund, hvor den totale gennemlysning er blevet et ønskværdigt mål. Men spørgsmålet er, om det ikke ville være hensigtsmæssigt, at vi kort stoppede op og begyndte at diskutere, hvad vores overvågningsfascination gør ved os selv, og det samfund vi lever i.

Ambitionen med denne artikelserie om Big Brother 2.0 på politiken.dk er netop at sætte fokus på overvågningen og dens konsekvenser. I seriens næste artikel diskuteres videoovervågning og mulighederne for at bruge kameraer til at forhindre kriminalitet. Baggrunden er den hastige vækst i antallet af overvågningskameraer og den optimisme, som knytter sig til brugen af dem.

Den tredje artikel viser, hvordan informationsteknologi fremmer den registrerings- og logningsmani, som præger det danske samfund. Med it gives nye muligheder for service og effektivitet, men også for øget overvågning.

Seriens fjerde artikel omhandler biometrisk overvågning, som vinder kraftigt frem i disse år. Biometrisk overvågning er kendetegnet ved, at den baserer sig på kendetegn ved kroppen, som man f.eks. kender det fra brug af fingeraftryk. Fortalerne peger på, at biometriske teknologier er et effektivt våben i kampen mod terrorisme og anden kriminalitet, men det er samtidig klart, at biometrisk overvågning er forbundet med store problemer.

Endelig tager seriens sidste artikel fat i en af de væsentligste årsager til disse års udbredelse af overvågning, nemlig ønsket om, at folk skal kunne føle sig trygge. Det er imidlertid langt fra sikkert, at øget overvågning fører til øget tryghed.

Tværtimod.