Lars Olsen - du mener, at eliten har sat sig på dagsordenen i dansk politik?

»Ja, på bare en enkelt generation er der sket et markant skred, der betyder, at det politiske univers nu domineres af akademisk uddannede politikere – som omgiver sig med rådgivere, mediefolk og embedsmænd, der også har gået på universitetet«.

»Samtidig har embedsmændene fået mere magt i forhold til de folkevalgte, og der er kommet et nyt ekspertlag, der præger debatten og beslutninger. Dertil kommer, at de højtuddannede ofte gifter sig med hinanden, er naboer og i det hele taget lever et liv, der adskiller sig fra maskinarbejderens og pædagogens liv«.

»Faren er, at de højere klasser lukker sig om sig selv. Før var politikerne en folkelig modvægt til embedsapparatet. I dag har eksperter, embedsmænd og politikere samme sociale baggrund. Og det er et problem«.

Men det er vel ikke et problem, at beslutningstagere er veluddannede?

»Demokratisk set er det uholdbart, at den politiske kaste lever i en virkelighedsboble, som kan løsrive sig fra den brede befolkning. Dermed havner store dele af befolkningens erfaringsverden under den politiske radarskærm. Det sker f.eks., når ingen ministres og partilederes børn har gået på teknisk skole. Eller når sølle to folketingsmedlemmer bor i den almene boligsektor«.

Er der ikke bare tale om, at arbejderklassen har fået et uddannelsesløft – at Anker Jørgensen i dag er cand.scient.pol.?

»Det er rigtigt, at flere fra ufaglærte og faglærte familier uddanner sig nu end i 1970’erne. Men det er altså stadig over halvdelen af akademikerbørnene, der går den akademiske vej, mens det er under hver tiende af de ufaglærtes børn«.

»Det demokratiske problem er, at brede befolkningslags hverdagserfaringer glider ud af den politiske scene. Selv blandt de 30-40-årige udgør personer uden videregående uddannelse flertallet!«.

Hvis den akademiske elite dækker hele det politiske spektrum, så bliver alle synspunkter da repræsenteret , ikke?

»Jeg skelner i min bog mellem tre segmenter i eliten, som tilsammen udgør ca. 6 procent af befolkningen: erhvervseliten, som består af det ledende lag i den private sektor, og som typisk stemmer borgerligt. Djøf-eliten i toppen af den offentlige administration, der ofte politisk befinder sig omkring midten. Og kultur- og uddannelseseliten, som består af universitetslærere, mediefolk, kunstnere, forskere mv., som typisk stemmer på SF, S og de radikale«.

»Politik er langt hen ad vejen et iscenesat slagsmål mellem disse eliter. Men selv om de på nogle områder er dybt uenige, så har eliterne på tværs af segmenter og politiske skel nogle fælles forestillinger, som adskiller dem markant fra resten af befolkningen«.

Og hvad er så det?

»Det handler blandt andet om nogle særlige modernitetsforestillinger: at vi står ved indgangen til en slags fagre ny verden, hvor vores hidtidige viden henvises til historiens mødding. Klassesamfundet er væk, vi skriver vores egen biografi i det nye ’postmoderne, globaliserede videnssamfund’«.

»Dette tankesæt skaber nogle særlige eliteholdninger: »Globaliseringen er god«, »indvandring er til fordel for alle«, »den offentlige sektor skal centraliseres«, »ansvar for egen læring er godt«, »væk med efterlønnen« osv., osv.«.

Men måske har eliten ret? Måske er de højtuddannede bare bedre i stand til at overskue de nye udfordringer, vi står over for?

»Det er en del af forklaringen. Men problemet er, at de bedrestillede klasser tager afsæt i deres egen livssituation og verdensbillede og fuldstændig overser, at f.eks. globaliseringen er socialt skæv i den forstand, at den kommer den højtuddannede til gode, mens fabriksarbejderen oplever, at hans arbejde flytter til Kina, og at hans børn chikaneres af utilpassede indvandrerunge nede i gården«.

»Der er en ubehagelig tendens til, at hvis man sætter spørgsmålstegn ved den dagsorden, som storbyens højere middelklasse ruller ud, så er man en nostalgiker, der klamrer sig til fortiden. Det værste, man kan være, er ’ikke-omstillingsparat’«.

Men f.eks. inden for uddannelserne skal vi da omstille os til det globaliserede videnssamfund, ikke?

»Akademiseringen af uddannelserne er et grelt eksempel på elitens modernitetstænkning. I Reform 2000 blev erhvervsuddannelserne indrettet i korte moduler, så skoletrætte 16-årige kunne lave deres egen uddannelsesplan og tage ansvar for egen læring. I dag skal gymnasieelever lære abstrakt videnskabsteori og børn i folkeskolen redegøre for deres metodeovervejelser. Over hele linjen ser vi, at akademiske undervisningsformer vinder frem«.

Du taler konsekvent om elitens øgede magt, men du ignorerer fuldstændig, at VKO med ’systemskiftet’ i 2001 fik skubbet eliten væk og gjort op med smagsdommere og eksperter?

»Det er rigtigt, at VKO i 2001 mobiliserede en stor del af befolkningen. Det startede med indvandringspolitikken og blev iscenesat meget stærkt i Foghs tale om smagsdommerne. Jo, her kan man godt tale om en folkelig mobilisering. Og pudsigt nok lever kultur- og uddannelseseliten sig ind i offerrollen og overtager billedet af folkedybet, der angriber de lærde«.

Men de folkelige dagsordener i forhold til indvandring og retspolitik blev jo faktisk hørt af politikerne – og er i dag omsat til lovgivning af den elite, som du kalder både døv og blind?

»Det er korrekt, at politikerne på enkelte højpolitiserede områder lyttede til folkelige dagsordener. Men 2001 var jo kun et opgør med kultur- og uddannelseseliten, mens erhvervseliten fik mere magt, se bare på den økonomiske fordelingspolitik, som er blevet mere skæv siden 2001. Og for det andet taler vi kun om enkeltområder som indvandring og retspolitik. Min kritik af elitens snævre univers handler om en langt bredere samfundsudvikling«.

Fredningen af efterlønnen er jo endnu et eksempel på, at folkeflertallet og meningsmålingerne vinder over elitens ønsker?

»Enig. Det er også et højpolitiseret emne, hvor man har været nødt til at lytte. Men igen: Min hovedpointe om elitedominansen går på de mindre politiserede emner som f.eks. uddannelser, boliger og centraliseringen af samfundet; politireformen, sygehusene, kommunalreformen. Her ser vi igen og igen, at storbyernes højere klasser ignorerer praktikerne derude – fra politibetjente og lærere til almindelige mennesker«.

Er du ikke bange for at blive taget som gidsel af Dansk Folkeparti, som vil sige: Olsen har ret, vi har ikke vundet endnu – eliten sidder stadig på dagsordenen?

»Jeg hører til på venstre side af midten. Men det glæder mig da, at mine tidligere bøger har vakt interesse bredt – fra SF over Socialdemokraterne til Venstre. Hvis Dansk Folkeparti, som jeg bestemt ikke sympatiserer med, også kan blive inspireret, er det da fint. Selv en blind høne kan finde et guldkorn«.

I bogen retter du en brod mod centrum-venstre-partierne?

»Jeg mener, at centrum-venstre-partierne har en særlig forpligtelse til at se samfundet nedefra, men jeg kan også konstatere, at centrum-venstre har taget farve fra kultur- og uddannelseseliten, der jo forestiller sig, at vi lever i et postmoderne, klasseløst samfund, hvor vi skriver vores egen biografi«.

Så Mette Frederiksen & co. er slet ikke socialt indignerede?

»Problemet er, at fokus for ofte rettes mod de 10 procent forhutlede i bunden: stofmisbrugere, hjemløse og de mest marginaliserede indvandrere. Centrum-venstre overser, at kontorassistenten og postbuddet ikke har de samme muligheder som de velstillede, for eksempel omkring uddannelse og indflydelse i arbejdslivet«.

Hvis der er noget, S-ledelsen har gentaget, så er det da, at man skal lytte til ’den almindelige dansker’. Det samme gælder SF, som kritiseres for populisme. Sparker du ikke åbne døre ind?

»Jeg mener, at både S og SF har taget et stort skridt i den rigtige retning siden 1990’erne. S-SF-aksen har forsøgt at nærme sig almindelige mennesker på indvandrings- og retspolitikken, samtidig med at den har holdt en venstreorienteret profil i forhold til velfærden«.

»Den bevægelse er jeg enig i. Problemet er, at den er for fantasiløs. Man forholder sig til emner, der allerede er på dagsordenen, og mangler nye varer på hylderne. Jeg synes, at man skulle udvikle en uddannelsespolitik, som passer til det store flertal, der stadig kommer fra hjem uden boglig uddannelse. Og så skal man udvikle en ny regionalpolitik, en politik for mere demokrati på arbejdspladsen og en boligpolitik, der stopper den almene sektors nedtur«.

Du er selv cand.phil. og kommer fra en akademikerfamilie. Hvorfor kan du gennemskue det, som den øvrige elite ikke kan gennemskue?

»Jeg ville formentlig have samme forestillinger som resten af eliten, hvis ikke det var, fordi jeg har boet 30 år på Nørrebro, har en datter, der har gået i en indvandrertung folkeskole, og jeg er gift med en kvinde fra arbejderklassen. Disse hverdagslivserfaringer er vigtige for mig. Det er nu engang hverdagslivet, der former vores holdninger, og ikke rapporter og redegørelser«.

Vil du ikke bare tilbage til et fortidsideal, der aldrig har eksisteret?

»Slet ikke. Samfundsudviklingen har da været positiv. Men samtidig er der nogle kvaliteter ved det danske folkestyre, som vi skal holde fast i. Det handler om engagementet fra de brede, folkelige lag og om de socialt blandede samfund, hvor vi lever tæt sammen til trods for økonomiske skel og uddannelsesskel«.

»Jeg advarer imod, at vi i modernitetens hellige navn kaster de gode kvaliteter ved det danske samfund over bord. Det er det, eliterne er i gang med. Ikke af ond vilje. Men fordi de lider af social blindhed«.