En kvinde omkring de 50, i joggingdragt og med bare fødder, stiger af S-toget på Nordhavn Station. Det er to graders frost, og vinden får de ventende i aftenmørket til at knappe frakken op i halsen og stampe med støvlerne for at holde varmen.

På sine bare fødder går kvinden nu gennem sne og is, hen mod udgangen.

Kvinden uden sko og strømper passerer måske 30 ventende på perronen. Mange kaster stjålne blikke efter hende. En lille pige peger på hendes fødder og siger noget til sin mor. Et ungt par i forhallen stirrer nysgerrigt. Hende uden sko har bleg af kulde sat kurs mod trappen.

Jeg stopper hende og spørger, om det ikke er koldt at gå rundt uden sko. »Jo, det er det«, men dem glemte hun hjemme.

»Hjemme?«.

»Ja, det er i Nivå«.

»Skulle du ikke tage hjem og få varmen?«.

»Jo tak«.

»Hvordan plejer du at komme hjem?«.

»Sommetider kører politiet mig«.

Jeg beder kvinden sætte sig på bænken i forhallen og forklarer hende, at så må vi prøve at ringe til politiet.

»Jo tak«, siger hun. Jo tak. Hun tænder en cigaret. De bare fødder hviler på cementgulvet.

»Vagthavende«, siger damen i den anden ende af telefonen. Hun vil vide, hvad kvinden med de bare fødder hedder.

»Hvad hedder du?«, spørger jeg.

»Birgit«, svarer hun. Ikke mere.

»Birgit hedder kun Birgit«, siger jeg til politidamen i telefonen, »og hun har ingen sko på«.

»Er hun psykisk syg?«, spørger damen.

»Ja«.

»Har hun penge?«, spørger damen.

»Har du nogen penge?«, spørger jeg.

»2.000«, siger Birgit.

»Birgit siger, at hun har 2.000«, siger jeg til politidamen i telefonen.

»Så kan hun tage en taxa«, siger politidamen, »hun prøver nok at snyde sig til at blive kørt hjem af os«.

»Jamen, hun har ingen sko på«, siger jeg.

»Ring efter en taxa, siger damen, 4x35, farvel«.

»Farvel«, siger jeg.

»Birgit, politiet siger, at vi skal ringe efter en taxa«.

»Jo tak«. »Har du virkelig 2.000 kroner?«, spørger jeg.

»Ja«. Birgit med de bare fødder stikker en hånd i lommen og trækker en tusindkroneseddel og to femhundredekronesedler frem.

»O.k, så ringer jeg efter en taxa, Birgit«.

»Jo tak«.

»Taxa«, siger damen i telefonen.

»Ja«, siger jeg. »Jeg vil gerne have en vogn til Nordhavn Station«.

»Hvad er adressen?«, spørger damen.

»Jeg ved ikke, hvad adressen er«, svarer jeg.

»Så kan jeg ikke sende en vogn, desværre«, siger damen.

»Jamen, kan du ikke gøre en undtagelse?«, spørger jeg, »for det er lidt specielt, det her. Vi taler om en kvinde, der er kommet af sted uden sko, og som fryser – men hun har penge«.

»Desværre«, siger damen, »prøv at gå ned på gaden og kig efter en vogn«.

Jeg siger til Birgit, at vi skal ned ad trappen og ud på gaden og praje en vogn.

»Jo tak«.

»Kan du gå?«, spørger jeg og ser på hendes fødder.

»Jo tak«, siger Birgit. Jo tak. Så går vi. Birgit uden sko sætter sig på trappens nederste trin, mens jeg tager opstilling ved kantstenen.

Hun kan ikke se mig i aftenmørket og kommer ud på fortovet. Der står hun med de bare fødder i sneen.

»Gå tilbage«, siger jeg, »jeg skal nok hente dig«.

»Jo tak«.

En taxa standser. Jeg åbner døren og forklarer chaufføren, at det her er lidt specielt. At kvinden, han skal køre til Nivå, ikke har sko på og ikke noget overtøj, selv om det er januar og frostvejr.

Han kigger skeptisk på mig og min sorte overfrakke og habitjakken indenunder og bukserne med pressefolder og de sorte sko, der blev pudset i morges.

»Har hun penge?«, spørger han med accent.

»Ja«.

Jeg henter Birgit inde på trappen. Folk kigger på hendes fødder og på den grå joggingtrøje, hvis hætte blafrer i vinden.

»Kom med, nu er der en vogn«.

»Jo tak«.

Vi går ud til taxaen, og Birgit kommer ind på bagsædet.

»Hav det godt«, siger jeg, og jeg hører Birgit svare »jo tak«, inden jeg lukker bildøren.