Niels Martin Andersen

Blå bog

23 år, studerende og bachelor i historie og samfundsfag.

Igennem hele min opvækst var universitetet et forjættet land.

Drømmen blev dog til virkelighed godt hjulpet på vej af et par forældre, som vidste, at knægten skulle skubbes lidt i den rigtige retning.

Således gik det til, at jeg efter et enkelt sabbatår troppede op på historiestudiet. Det kildede lidt maven, for jeg var godt klar over, at dette var et vigtigt sted, hvis mine drømme og ambitioner skulle indfries.

Nervøsiteten blev ikke mindre den sensommerdag i Århus, da en ældre universitetslektor stillede sig op og gjaldede, at os ti procent, der alligevel var kommet for at drive den af, lige så godt kunne smutte omgående. Studiet bød på nye metoder og teknikker, og de intelligente undervisere og auraen omkring stedet indgød en vis portion ærefrygt.

Boksehandskerne var altså spændt på, men det var også nødvendigt, for uden for murene gjaldede et enstemmigt Folketing, at det var os, som var Danmarks råstof i den globaliserede verden.

Undervisningen var både spændende og god og langt mere interessant, end jeg havde drømt om, der var bare ikke nok af den. På mit første halve år havde jeg 10 timers undervisning om ugen, hvorefter tallet faldt til cirka 6 timer om ugen.

Langsomt men sikkert fandt vi ud af, at hvis vi gik til timerne og fulgte nogenlunde med, krævede det blot, at man læste op til eksamenerne, hvis man skulle sikre sig gode karakterer.

Vi gjorde det, som alle tænkende væsener ville gøre og ydede en indsats, der flugtede med vores mål.

I stedet for at investere min tid i universitetet, som jo i princippet betalte min løn, blev undervisningen mere og mere sekundær. Jeg anskaffede mig et par job, og startede en frivillig forening på studiet. Pengene var nødvendige, fordi i modsætning til hvad nogen måske tror, er det dyrt at være studerende.

Tirsdag er fast Sankt Oluf dag, hvor vi mødes til frokost. Fredag og lørdag står på byture, og der kan vi ikke nøjes med de billige fredagsbarer og skåler således helst i kulørte cocktails.

Vi handler måske ikke ind i den nyåbnede Irma, som lige er kommet til Århus, men der bliver sjældent spekuleret ret længe over, hvad der skal smides i indkøbskurven.

Med vennerne snakker man om vin og kaffe fra Etiopien. Vi tager til vinsmagning og hilser høfligt på pensionisterne. Som regel starter dagen ikke før kl. 9, og det skal gå helt ad Pommern til, hvis den skal slutte meget senere end 16.

Den studerende, som lever af havregryn og pasta med ketchup, er efter mit bedste skøn kun en realitet for dem, som selv vælger det. Som studerende er der mulighed for at have et ret stort rådighedsbeløb. Når huslejen, avisabonnementet, bladabonnementet og fadderbarnet er betalt, er der fri leg for resten.

Jeg kan godt forstå, hvis en faglært arbejder føler, at de studerende på landets universiteter har det lidt for godt. Det billede, jeg tegner af min og mange af mine venners hverdag, er både privilegeret og fri. Vi bliver kaldt blomsten af Danmarks ungdom, og vi indretter os i en meget egoistisk hverdag med få forpligtelser og mange fornøjelser.

Vi modtager løn af staten og får at vide, at vi er fremtiden – hvorimod de faglærte og ufaglærte i stigende grad bliver betragtet som en eksportvare, der skal sælges til de varme lande.

Jeg accepterer ideen om videnssamfundet, men så burde de politiske beslutningstagere til gengæld honorere dette med nogle seriøse uddannelser på landets universiteter. Det danske mantra har de seneste år været kreativitet og omstillingsparathed. Uden tvivl vigtige egenskaber, som ganske sikkert vil blive efterspurgt i fremtiden. Dette må imidlertid ikke overskygge de uddannelsesmæssige målsætninger. Vi må sætte overliggeren højere og på den måde sikre de bedste uddannelser og de mest kreative hjerner.

De studerende skal kort sagt lave mere for de penge, de får fra staten hver måned. Det er ikke i orden, at de grupper, som i stigende grad bliver marginaliseret i samfundet, hver måned via skattechecken, skal finansiere unge studerendes restaurant- og byture. Studiet skal være den primære beskæftigelse – kun herved sikrer man en høj faglighed, der vil garantere, at Danmark kan følge med i det globale kapløb.

Og med det nuværende arbejdsniveau kan man også diskutere, om man kunne overføre nogle af de penge, vi i dag får i SU, til flere undervisningstimer på universitetet, ikke?

Det ville i hvert fald være en langt bedre investering for både samfundet og den studerende.