Juridisk set er kildebeskyttelsen for journalister en undtagelse fra den almindelige vidnepligt.

Retsplejeloven § 172 gælder for medier, der hører under medieansvarsloven og fritager fra at afgive vidneforklaring om kilder. Der er tilsvarende undtagelser i retsplejelovens regler om udlevering af materiale, beslaglæggelse og ransagning.

Formålet er at styrke ytringsfriheden for borgere, der har vigtige oplysninger, men ikke tør stå frem som kilde, fordi de risikerer repressalier f.eks. fra en arbejdsgiver. Kildebeskyttelse giver whistle blowere en mulighed for at få oplysninger frem om samfundsmæssige forhold. For journalister og medier er kildebeskyttelse og vidnefritagelse i nogle tilfælde nødvendig for at løfte opgaven som public watchdog. Kildebeskyttelse giver journalister og redaktører mulighed for at modtage og formidle vigtige oplysninger, der ellers ville forblive hemmelige. Til gengæld får de ansvaret for publicering af en oplysning, når kilden er anonym.

Vidnefritagelse gælder for oplysninger, der kan afsløre, hvem der er kilden. Det vil sige oplysninger om en anonym kilde, interviewperson, forfatter, fotograf eller en person, der medvirker anonymt i et indslag. Kildebeskyttelsen efter retsplejeloven omfatter som udgangspunkt ikke oplysningens indhold eller andet researchmateriale. Andet materiale og andre oplysninger end selve oplysningen om kildens identitet vil dog være beskyttet, når der er en reel risiko for, at videregivelse vil afsløre kildens identitet.

Oplysninger om myndigheder og virksomheder er ikke omfattet af vidnefritagelsen. Kildebeskyttelsen har til formål at få oplysninger frem om myndigheder og andre samfundsmæssige forhold, og derfor ville det være besynderligt, om myndigheder og virksomheder skulle beskyttes. Hvis kildens arbejdssted kun omfatter få personer, kan det dog være nødvendigt, at det ikke bliver omtalt eller kun med en bredere formulering.

TV 2, der i 2007 modtog og publicerede en oplysning om udsendelse af jægersoldater til Irak, har siden beskyttet både kilden og myndigheden. Da der i 2007 blev rejst beskyldninger mod politikere for at røbe fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn, kunne TV 2 uden problemer med kildebeskyttelsen have oplyst, at den anonyme kilde ikke havde oplysningen fra Udenrigspolitisk Nævn.

TV 2 har for nylig sendt den mangeårige medarbejder Kaare R. Skou på tvungen afspadsering, fordi han uden at afsløre kilden oplyste, at kilden kom fra Forsvarsministeriet. TV 2’s beskyttelse af myndigheden (evt. ministeriet) har ikke grundlag i de gældende principper for kildebeskyttelse.

Vidnefritagelse gælder ifølge retsplejeloven for redaktører og redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattet af medieansvarsloven. Vidnefritagelsen gælder også for freelance-journalister, der leverer stof til medier, og for andre personer, f.eks. teknikere, der har tilknytning til fremstilling af et indslag i radio/tv (eller publicering af en artikel i en avis). I den enkelte sag vil vidnefritagelsen gælde for den ansvarshavende redaktør, journalister og andre, der arbejder redaktionelt eller med den tekniske produktion ved det medie, der modtager en oplysning fra en anonym kilde.

Den aktuelle udløber af lækagesagen fra 2007 starter med, at journalist Christoffer Guldbrandsen udtaler, at Forsvarsministeriets spindoktor, Jacob Winther, var kilden til lækagen i 2007. Jacob Winther afviser beskyldningen, og Guldbrandsen er anmeldt til politiet for injurier. På baggrund af en anden anmeldelse skal politiet samtidig undersøge, om tavshedspligten er overtrådt ved lækagen i 2007.

Journalist Nils Giversen oplyser, at han i januar 2010 har optaget en samtale, der kan afsløre, at Jacob Winther var kilden til lækagen i 2007. Nils Giversen er efterfølgende fratrådt stillingen som journalist ved DR, og DR’s generaldirektør og ansvarshavende redaktør, Kenneth Plummer, har bestemt, at lydfilens indhold ikke må publiceres eller omtales i DR’s programmer.

Politiet er formentlig interesseret i at få kendskab til lydfilens indhold. Kildebeskyttelse og vidnefritagelse kan vanskeliggøre politiets arbejde, men to personer, der har kendskab til lydfilens indhold, er sandsynligvis omfattet af den almindelige vidnepligt.

Bestyrelsesformanden for DR, Michael Christiansen, har meget overraskende oplyst, at han har hørt lydfilen. Retsplejelovens regler om vidnefritagelse gælder som nævnt for redaktører, journalister og andre, der udfører arbejde i forbindelse med et indslag. Bestyrelsesformanden har ifølge radio- og fjernsynsloven ikke redaktionelle opgaver og er ikke omfattet af vidnefritagelse.

De mere overordnede hensyn til informationsfrihed, som kildebeskyttelsen bygger på, taler klart imod, at en bestyrelsesformand på nogen måde blander sig i, om nyhedsindslag bør publiceres. Michael Christiansen, der selv afviser, at han har blandet sig i DR’s redaktionelle overvejelser, må således være omfattet af den almindelige vidnepligt.

Nils Giversen har oplyst, at hans samtale og lydoptagelse om lækagen ikke var led i arbejdet på DR, men havde en privat karakter. Hvis det lægges til grund, at Giversens lydoptagelse reelt var af privat karakter, er han heller ikke omfattet af vidnefritagelsen efter retsplejeloven. Den gælder for oplysninger, der modtages under arbejde for et medie. En journalist, der modtager oplysninger eller gør iagttagelser som privatperson, er omfattet af den almindelige vidnepligt.