Søren  Ulrik Thomsen. Digter og bosiddende i København siden 1972. Foto: Jens DreslingSøren Ulrik Thomsen, gennem de seneste år har du med jævne mellemrum beklaget udviklingen i København. Hvad er det, der irriterer dig?

»At København er i færd med at tabe nogle helt centrale storbykvaliteter. Storbystemningen fordufter brat lige præcis dér, hvor brokvartererne slutter, f.eks. ved Pile Allé, Svanemøllen, Bellahøj og Sundbyvester Plads. Inden for dette begrænsede område er der over de seneste 130 år opstået et herligt intenst og tumultarisk storbyliv, som det ligger dybt i den danske bondesjæl at dæmonisere og bekæmpe«.

Hvordan oplevede du selv København, da du flyttede til byen?

»Jeg flyttede hertil fra provinsen i 1972 med mine forældre, og i hvert fald i én henseende var byen bedre. Her boede og færdedes folk fra alle sociale grupper nemlig ud og ind mellem hinanden. I den samme opgang i St. Kongensgade kunne der bo akademikere, kontorfolk og ufaglærte, og jeg har altid opfattet denne sociale vægtløshed, som karakteristisk for den moderne storby. Men siden dengang er alle med beskedne indtægter jo købt ud af husene og København transformeret til et stort homogent og hundedyrt middelklassekvarter med dertil hørende kultur, hvor alle vi arkitekter og kunstnere og journalister så kan sidde i vores hyggehelvede til andelsboligforeningens arbejdsweekend. Dødssygt!. Men København har også vundet en virkelig storbykvalitet siden 70’erne, fordi indvandringen til gengæld har givet byen en etnisk diversitet og tilført stedet en befriende og tiltrængt international air«.

Inden for de seneste år har man fjernet en stor del af trafikken, eksempelvis på Nørrebrogade. Det er generelt sværere at være bilist i København. Hvad synes du om den udvikling?

»Lukningen af Nørrebrogade er det absolut værste, der er sket i København siden de store nedrivninger i 70’erne. Klaus Bondam lancerede sig som storbyens mand med fokus på metropolzonerne, men sjovt nok er det lige præcis de få steder, hvor byen virkelig fortætter sig og en gnistrende energi opstår, som han ikke kan tåle og giver sig til at frisere. Nørrebrogade en fredag eftermiddag i myldretiden var et af de festligste steder i København, og se nu hen ad den øde gade med de flove blomsterstativer så høje som HT-busser. Dem så jeg forleden helt magen til på gågaden i Viborg, og det siger jo alt om, at drømmen er at omskabe landets eneste storby til en provinsby«.

Biler har det jo med at larme og svine – skal vi ikke begrænse antallet af biler i byen?

»Trafik er festligt. Jeg er selv cyklist og har ikke engang kørekort til bil, men synes, at de områder, hvor man kun må færdes med christianiacykel og barnevogn og folk sidder og drikker kaffe på kørebanen, er øretæveindbydende kælne og kedsommelige. Den store skurk er opdelingen af byen i adskilte funktioner, altså områder udelukkende med boliger, trafik eller shopping, mens det sprudlende storbyliv altid opstår, hvor alle komponenter er til stede samtidig: Gader som f.eks. den vidunderlige Gl. Kongevej med butikker, kontorer, boliger og institutioner – og med al slags trafik; fodgængere, busser, cykler og biler«.

Flere af brokvartererne er blevet byfornyet, husene er blevet shinet op, der er kommet bad, toilet og centralvarme mange steder – hvad siger du til den udvikling?

»Selvfølgelig er det fint, at der er kommet ordentlige sanitære forhold, knap så fint, at ingen af de oprindelige beboere fik råd til at nyde fremskridtet. I de senere år er alle patinerede mure blevet vasket ned og alt puds malet op, så byen i dag ser ud, som om den var bygget i morges. Men dermed spulede man altså også megen stemning ud, og hvad er det egentlig, der er så flovt ved, at byen har en historie, og at vi ikke er de første mennesker i København?«.

Minder København for meget om en dødssyg forstad?

»I 60’erne flyttede folk ud af byen, nu går strømmen den anden vej. På den ene side har folk et brændende begær efter at bo i storbyen, men kan faktisk ikke rigtig holde den ud og tager alle normerne fra forstaden med sig. Hvorfor er ’grønt’ f.eks. automatisk et plusord i byudvikling? Hele resten af Danmark er i forvejen en stor græsplæne, som man når ud til efter syv minutter med S-toget«.

Er det ikke en noget romantisk opfattelse af byen?

»Tværtimod er det mig, der holder fast i storbyens moderne kvaliteter og kritiserer de sentimentale forsøg på at gøre København til en landsby«.