Ytringsfriheden er en vigtig sag, men det er ytringsfundamentalisme ikke.

Da jeg for nogle år siden meldte mig ind i Trykkefrihedsselskabet og efterfølgende blev valgt ind i bestyrelsen, var min motivation for at kæmpe for retten til det frie ord særdeles høj.

Ytringsfriheden er en forudsætning for, at vi kan holde magthavere og ekstremister i skak og opretholde et velfungerende demokrati.

I år har Trykkefrihedsselskabet, som er folkeligt funderet, fået et broderselskab i form af det nystartede elitære netværk Fri Debat, der vil kæmpe for retten til at komme med blasfemiske og racistiske udtalelser.

LÆSNyt debatnetværk vil afskaffe racismeparagraffen

I tider hvor det florerer med racistiske udmeldinger alle vegne, er afskaffelsen af racisme- og blasfemiparagrafferne blevet deres hjerteblod.

Jeg havde egentlig overvejet at fortsætte mit bestyrelsesarbejde i Trykkefrihedsselskabet, og for nogle måneder siden var jeg også kommet til den konklusion, at jeg til generalforsamlingen ville genopstille som bestyrelsesmedlem.

Men det gør jeg ikke. Jeg har derimod efter grundige overvejelser besluttet, at tiden nu er kommet for mig til at sige farvel til Trykkefrihedsselskabet.

Det er min opfattelse, at Trykkefrihedsselskabet efterhånden giver for meget taletid til folk med racistiske holdninger, der hører hjemme på den yderste højrefløj.

Hvorfor inviterer man eksempelvis repræsentanter for det belgiske parti Vlaams Belang? Hvorfor kæmper man kun for Geert Wilders’ ytringer? Og sidst, men ikke mindst, hvorfor kæmper man for ophævelsen af straffelovens paragraf 266 b, den såkaldte racismeparagraf?

Det er sandsynligt, at vi i 2010 vil opleve Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat kæmpe skulder ved skulder for at afskaffe racismeparagraffen i Danmark.

Det er forståeligt, at man ønsker at afskaffe blasfemiparagraffen, der internationalt set kun bliver brugt til at kvæle religionskritik, men en racismeparagraf bør alle lande, og i særdeleshed alle europæiske lande, have. Og det er netop mit ønske om at bevare racismeparagraffen, som har fået mig til at sige farvel til Trykkefrihedsselskabet.

Jeg mener bestemt, at racismeparagraffen har sin berettigelse, og dette kan bedst belyses i et historisk perspektiv. Det er ikke længere siden, end at der fortsat findes førstehåndsvidner til, at Europa oplevede etnisk udrensning og folkemord på jøder. Og hvor er der i nyere tid sket etnisk udrensning af muslimer, kroater og serbere? I Europas egen baghave.

Og hvordan ligger landet egentlig, når det drejer sig om integration af folk med anden etnisk baggrund i de europæiske lande? Jo, de arbejdspladser, som har ringe prestige, og som ingen derfor for alvor går og drømmer om såsom rengøringsassistenter, social- og sundhedshjælpere, kioskejere o.l., dem kan indvandrerne bekvemt fylde ud.

Men findes der blot ét land blandt EU’s medlemslande, som har formået at integrere indvandrere, som det eksempelvis er sket i USA? Har indvandrere i Europa noget sted fået mulighed for at præstere, som indvandrere har gjort på den anden side af Atlanten?

Min indiske baggrund har foranlediget mig til at følge med i, hvorledes indiske immigranter i USA klarer sig. Og svaret er, at de klarer sig intet mindre end forrygende. I USA har indvandrerne ikke udelukkende lavtlønnede job. De beklæder også eftertragtede stillinger.

Lasse Jensen fra P1-programmet ’Mennesker og medier’ berettede for nogle uger siden, hvorledes CNN’s førende medicinske ekspert, Sanjay Gupta, måtte træde til ved operationsbordet under jordskælvskatastrofen i Haiti. Sanjay Gupta har indisk baggrund, og han er langtfra den eneste indvandrer ansat på CNN.

Hvis man tænder for CNN, mødes man kl. 8.00 af programmet ’World Report’, der præsenteres af Zain Verjee, hvis forældre er indiske muslimer. Kl. 12.00 vil man ofte opleve Monita Rajpal på sendefladen.

Hendes forældre er punjabihinduer fra Indien. Stjernejournalister som Hala Gorani, Christiane Amanpour og Fareed Zakaria har ligeledes indvandrerbaggrund, hvilket også er tilfældet for vejrpigen Jennifer Delgado.

Rigtig mange af de bedste job på CNN er således besat af indvandrere, og det samme gør sig gældende for utallige andre arbejdspladser. Selv om indvandrere med indisk baggrund kun udgør ca. 1 procent af den amerikanske befolkning, er mere end 200.000 af dem blevet millionærer. Ville dette kunne ske i Europa? Jeg tvivler. Et land som USA kunne måske derfor som et af ganske få bære at fritages for en racismeparagraf.

For virkeligheden i dag er barsk. Det er kun 35 år siden, at Australien afskaffede deres ’Only white immigration’-politik. Denne politik indebar, at kun folk fra europæiske lande fik lov til at indvandre til Australien.

Lovgivningen var åbenlyst racistisk. Og hvad er situationen i Australien i dag?

Der er talrige racistiske overfald på indvandrere, som befinder sig i Australien på ganske lovlig vis. Her oplever man racistiske overfald på uskyldige mennesker, som på vej hjem fra arbejde færdes alene på gaden. Australsk politi har som følge heraf angiveligt advaret indiske studerende og opfordret dem til at klæde sig som fattige frem for at bære rundt på deres dyre computere.

’Hate speech’ har altid været en god forretning. Man kan kun frygte, at det midt i finanskrisen bliver endnu mere attraktivt og endnu lettere at markedsføre ’hate speech’.

Derfor har Danmark behov for en racismeparagraf, og derfor vil jeg kæmpe for, at den bevares.

Racismeparagraffen er skabt for at beskytte mindretal, indvandrere og folk, som ellers ikke har mulighed for at forsvare sig, enten fordi de ikke kan komme til orde, eller fordi de konstant er udsat for chikane eller stigmatisering. Netop dette er racismeparagraffens helt centrale funktion.

Som jeg anførte i starten af denne artikel, er ytringsfriheden en uhyre vigtig sag at kæmpe for. Men ytringsfrihedsfundamentalister er farlige, fordi de maskerer sig som menneskerettighedsforkæmpere. Men er de virkelig det? Jeg er i tvivl.