blå bog

Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt er 66 og professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Han har skrevet, redigeret og bidraget til mere end 200 bøger om organisation og ledelse og har skrevet flere hundrede artikler og kronikker i danske og udenlandske tidsskrifter, fagblade og dagblade om ledelse, organisations- og samfundsforhold.

Menneskerettighederne er dybt forankret i den danske kultur. Derfor er det forkasteligt og fuldstændig uacceptabelt, når politikeren Pia Kjærsgaard forleden angiveligt blev truet på livet og måtte have politiassistance.

Men! Og der er et stort men: Tonen, sproget, holdningerne og retorikken i den danske politiske debat har ændret sig drastisk gennem de seneste år.

Der finder en human nedkøling sted i Danmark i disse år. Der finder en forråelse sted. Tonen er mere og mere uanstændig. Sproget er uhørt hårdt. Holdningerne nærmer sig racisme. Retorikken er uciviliseret, reaktionær, intolerant og primitiv.

Ansvaret for dette, hovedansvaret for dette, er let at placere, det er Pia Kjærsgaard og hendes håndgangne mænd af præster, bønder og andre, der gennem de sidste 15-20 år har forpestet tonen i dansk politik i uhørt grad og omfang.

Der er næsten ingen grænser for, hvad der er sagt om fremmede, muslimer, ikke-danskere, venstreorienterede, kunstnere, forfattere, eksperter og forskere.

Pia Kjærsgaard har ført an, det bedste hun har lært, og i det omfang hun ikke selv har lært det og mestrer det, har formørkede præster og andre totalt skruppelløse røster hjulpet hende til nye rekorder i demagogiske og grænseoverskridende udtalelser.

På den baggrund sidder man og undres, når man nu hører en næsten grædende og klynkende Pia Kjærsgaard beklage sig.

Tilsølet.  Tegning: Roald Als

Hun beklager jamrende, at det nu er kommet så vidt i det danske demokrati, at sådan noget kan ske; at der er blevet en sådan intolerance og tone; hun begræder hårdheden i det politiske debat- og holdningsmiljø; hun trygler efter forståelse og varme; hun fremstår som forfulgt og forhadt, og det forstår hun intet af – hun, partilederen, der nu i mere end 25 år har hamret løs på andre.

Sandheden er, at Pia Kjærsgaard er hovedansvarlig for denne udvikling. Hun har aldrig, aldrig lagt fingre imellem. Hun og hendes parti har ført an i en dæmonisering og fornedrelse af den politiske tone og debat i Danmark, der er helt uhørt og ulykkelig. Der kan fyldes bøger med citater og udtalelser. Jeg nævner bare et par stykker:

Den 10. december 2008 udtalte partileder Pia Kjærsgaard sig til TV 2 News om den dengang aktuelle såkaldte Tunesersag. Hun sagde bl.a.: »Tuneserens menneskerettigheder, ja det lyder jo absurd«. Og senere sagde hun: »Jo mere utålelig vi gør tilværelsen for ham, desto bedre«. På det tidspunkt var den såkaldte tuneser mistænkt for at have haft til hensigt at gøre noget ulovligt!

Sådan kan en dansk parlamentariker og partileder simpelthen ikke udtale sig. Men det gjorde Pia Kjærsgaard. Det umulige sker – ikke bare på de økonomiske og finansielle områder, men også holdningsmæssigt, moralsk, sprogligt og politisk.

Hans Hertel skrev for nylig – med henvisning til livet for asylsøgere i Sandholmlejren: »Indespærring af nedbrudte børn og voksne i uvished skal vise verden, at vores ideer om selvrealisering i samtalekøkkenet og kreativ udfoldelse på Blå Stue kun gælder vores egne, ikke fejlfarver med fejlreligioner«. (Kritik nr. 191, april 2009).

Hans Hertel taler i den nævnte artikel om »etnisk udrensning på moralsk niveau« og om »vores officielle ideal om Det Rene Protestantiske Danmark«. Bag det ligger, hvad sociologer kalder kulturel eugenik, dvs. åndelig racehygiejne, der vil udskille fremmedelementer, som menes at inficere vores nationale kultur.

Det er kommet så vidt, at nogle danske politikere for alvor taler om at provokere lovgivningsmæssigt og administrativt i forhold til menneskerettighederne – med henblik på at få justeret og ændret – og det vil sige strammet – menneskerettighedserklæringerne.

Var det Pia Kjærsgaard? Ja, det var det. Det er skræmmende. Der er en kulde i samfundet, ikke bare på grund af de aktuelle økonomiske kriser, men også fordi vi ser politiske talemåder og holdninger, som jeg indtil nu har anset for at være aldeles udanske, men som nu gennemsyrer og forpester den offentlige debat i en sådan grad, at en politisk debat om en række vigtige spørgsmål er umulig.

På bagsiden af det frisind, den lighed og det fællesskab, som vi i Danmark elsker at tale om og fremhæve, findes i den danske kultur nogle negative og meget tydelige træk, der handler om ligegyldighed, middelmådighed og lukkethed.

Alle ved, hvilke uhyrligheder Pia Kjærsgaard, Mogens Camre, Jesper Langballe, Søren Krarup og andre har formuleret offentligt. Vi har alle set og hørt det.

Det endnu mere ulykkelige er, at denne formørkede gruppe af danske danskere er blevet bakket op og understøttet af en regering og en skruppelløs regeringschef gennem mere end ti år.

Forfatteren Carsten Jensen formulerede det præcist i Politiken for nylig, hvor han sagde: »Anders Fogh Rasmussen – den efter min mening mest skruppelløse, amoralske og menneskeligt uhyggelige statsminister, vi nogen sinde har haft«.

LÆS ARTIKELCarsten Jensen: Det borgerlige Danmark er rådnet op indefra

Det er derfor, det politiske niveau og den politiske tone er, som den er i Danmark. Utålelig og uværdig. Intet er for lavt. Intet er for plat. Intet er for intolerant og racistisk. Og vi har en regering, der fortsat lader sig trække rundt i en manege, der er ubeskrivelig i sin ringhed og primitivitet.

Vi har endnu ikke set den nye Rasmussen på statsministerposten tage klar afstand fra noget som helst. Snarere tvært imod. Han har f.eks. ladet sig trække ind i en totalt latterlig burkasag; man skulle ikke tro det muligt, men i et uhørt politisk spil har vi været vidne til, at selve regeringen har nedsat – af sin midte – et såkaldt burkaudvalg af ministre.

Hvor dybt kan vi synke? Indtil nu har regeringen ikke sat grænser. Pia Kjærsgaard har frit spil. Og den eneste opfattelse, man derfor efterhånden må have, er, at VK-partierne er enige med Mogens Camre og Pia Kjærsgaard i alle deres ytringer og holdninger.