Forleden overhørte jeg et skænderi imellem en mor og hendes 15-årige datter i S-toget:

»Hvornår får jeg så den nye mobiltelefon«, plagede pigen.

»Jamen jeg har altså ikke de penge lige nu«, sagde moderen afværgende og tydelig pinligt berørt.

»Det siger du jo bare altid«, skingrede pigen. »I sidste uge købte du sgu da en bluse til dig selv, ikke? Så nu vil jeg altså gerne vide, hvornår du har de penge til den mobiltelefon!?«.

Datteren var tydeligvis af den opfattelse, at moderens penge da var hendes mindst lige så meget, som de var moderens. Og hvad værre var: Det så moderen også ud til at mene...

Jeg synes, historien er repræsentativ for forholdet imellem moderne forældre (født efter 1960) og deres store børn (født efter 1980)! Ofte bliver jeg rystet over den grænseløshed og materialisme, som kommer frem i de unges holdning til deres forældre.

Fra jeg selv var 14, havde jeg eftermiddagsjob i en grønthandel, senere arbejdede jeg som kassedame, lagerarbejder, rengøringsassistent etc., så jeg kunne supplere SU’en. Men fra det øjeblik jeg begyndte at tjene mine egne penge, ophørte mine økonomiske krav til mine forældre.

Jeg tog det som en selvfølge, at jeg finansierede mit eget forbrug. Tøj, byture og så videre. Derudover lå det simpelthen i luften, at man skulle stå på egne ben, når man var fyldt 18 og havde afsluttet folkeskole eller gymnasium. Vi forventedes at frigøre os. At blive boende hjemme eller få sit underhold betalt var suspekt. Simpelthen fordi det stillede sig i vejen for udviklingen af den selvstændighed, der var idealet. I dag tager store børn rask væk forældrenes økonomi i beregning, når de gør sig tanker om hvilket forbrug de kunne tænke sig. Der sker på mange måder ikke en adskillelse.

Flere af mine bekendte kunne direkte adspurgt ikke se noget galt i, at voksne børn ikke frigjorde sig fra deres forældre. Det var da bare skønt at have sin voksne datter til veninde. Eller som en kvindelig bekendt skælmsk sagde om at have sin voksne søn boende: »Der er jo ikke noget bedre end at have sådan en ung mand at komme hjem til efter arbejde og snakke med...«.

Også synet på materialisme har min generation ændret. »Kan du ikke betale dig fra det?«, lød vennerådet således frimodigt, da en af mine bekendte for nylig var blevet skilt og udøste sit hjertes sorg over, at de store børn (over 20) til straf vendte ham ryggen.

I gamle dage var den slags blevet regnet for korruption. Vennerne, kom det frem, betalte sig faktisk allerede fra det – selv uden at være blevet skilt. Deres voksne søn boede nemlig i lejlighed købt og betalt af mor og far og fik overført et rundhåndet månedligt beløb – ikke fordi han ud fra nogen almindelig betragtning behøvede det. Han fik SU og havde et godt studenterjob.

Nej, men i dag synes de tre l’er: lommepenge, lejligheder og lækre ferier at være den uudtalte forudsætning for et nogenlunde fredeligt forhold til sine store børn.

Min bekendt, som hang i fortidens normer, der tilsagde, at følelser og ikke ting skal bestemme de nære relationers kvalitet, havde – i modsætning til venneparret – ikke set skriften på væggen. Da han lyttede til rådet og kom til lommerne, hjalp det straks. Nok var børnene vrede over, at deres far havde forladt deres mor – men ikke så vrede, at de ikke gerne modtog den tilbudte bestikkelse. For nogen tid siden læste jeg Christian Foldagers Kronik om at tilhøre generationen født efter 1980 – ’Generation røvrendt eller bare fortabt?’.

LÆS KRONIKGeneration Røvrendt – eller bare fortabt?

Foldager forsøgte at sætte navn på den eksistentielle smerte, som særlig hjemsøger hans generation, men måtte opgive. Hverken ’røvrendt’ eller ’fortabt’ ramte plet. Man kan selvfølgelig godt vælge at harcelere over ’nutidens ungdom’. Alene det faktum, at over 20 procent ikke tager en uddannelse, taler jo sit tydelige sprog om problemer. Men jeg synes, man må besinde sig og se på, hvad der går galt i så mange unge menneskers liv.

Ikke mindst er miseren vel som sikkert mange af vi ’velfungerende’ middelklasseforældre i en stille stund alene med os selv tænker: Argh! Vi har jo ikke sat grænser for vores børn (= opdragelse).

Vi har jo ikke stillet krav til vores børn. Og samtidig overlod mange pasningen af dem, imens de var små, til en offentlig børneomsorg, som vi med en eller anden del af os selv godt ved, det ville have været bedre for ungerne, om de havde tilbragt mindre tid i, end tilfældet var.

Så når vores børn kræver ind, måske endda på asocial vis, hvad gør vi så? Leverer! Det være sig økonomisk – udlandsrejser, uddannelsesstøtte, forældrekøbt lejlighed osv. Eller i forhold til skolen: Ve den arme lærer, hvis ens barn får problemer.

Og aldrig har danske forældre vist puklet med lektier og gymnasieopgaver som nu... Forældrestøtten har ligefrem antaget et omfang, så lektor i pædagogisk psykologi, Hans Henrik Knoop, for nylig anså, at den var selve kilden til voksende problemer med indlæring.

Men bag den unge, der med king size-selvbevidsthed nærmest rutineret ruller sine forældre for penge og tjenester, gemmer sig et i virkeligheden dybt usikkert menneske.

De unge tror slet ikke på, at de kan selv... Og de frygter sandhedens time. Virkeligheden, der banker på og fortæller dem, at de såmænd er helt almindelige. Har vi skabt en generation af unge, hvis behov for vedblivende at få del i deres forældres ressourcer er så stort, at de slet ikke magter at frigøre sig?

Det kan man godt frygte.

Og her ligger måske svaret på det spørgsmål, Christian Foldager stillede: Hvad er det for en særlig eksistentiel smerte, der hjemsøger børnene af blomsterbørnenes børn?

Hvis ikke smerten fra tomheden er det sted, hvor integritet og selvrespekt skulle havde siddet?

Måske der findes et mere passende navn end både ’generation røvrendt’ og ’fortabt’: Generation bestukket!