Sundhedsbølgen skyller ind over danske arbejdspladser. Nu er det ikke længere nok at undgå at blive nedslidt og syg af at arbejde. Nej, vi skal ligefrem blive sundere af det.

I pjecen 'Sundhed og trivsel på arbejdspladsen' fra december 2009 skriver Sundhedsstyrelsen, at »fremtidens indsats for sundhed og trivsel på arbejdspladsen skal sikre, at de ansatte bliver mere sunde af at gå på arbejde, end hvis de blev derhjemme. Visionen er, at arbejdslivet i fremtiden leverer et positivt bidrag til borgernes sundhed – og dermed bidrager til, at samfundet får flere ressourcer«.

Også for den enkelte virksomhed kan det være en god forretning. Sunde medarbejdere er nemlig mere produktive og mindre fraværende end usunde medarbejdere.

Men ønsker vi virkelig, at chefen blander sig i vores sundhed – eller mangel på samme? Og er det okay, at arbejdspladsen blander sig i vores livsstil, hvis det i sidste ende sker for at tjene flere penge?

Seks medlemmer af Det Etiske Råd giver herunder deres syn på sagen og opfordrer læserne til at blande dig.

Lene Jensen: Medaljen har en bagside

Direktør.  Lene Jensen »Det er fint med sunde alternativer i kantinen eller rabat i det lokale fitness-center. Og det er fint, at der er fokus på medarbejdernes trivsel. Men det er ikke fint at antage, at den sundhedsstrategiske dagsorden er en medalje uden bagside.

Der findes en række faldgruber, der må sættes spot på, og som både arbejdsgivere og medarbejdere må forholde sig til. En af dem er, at forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder fundamentalt ændrer karakter, fordi arbejdsgiveren blander sig i den ansattes privatsfære og indirekte stiller krav om en sund livsstil. I så fald kan arbejdspladsens sundhedstilbud være vanskelige at afslå.

En sundhedsstrategi, der inddrager medarbejdernes livsstil, bidrager også til en yderligere individualisering af ansvaret for sundhed – et ansvar, som kan være (for) tungt at løfte for nogle«.

Jon Andersen: Negativt for dem, der står udenfor

Jurist.  Jon Andersen. »En arbejdsplads er et sted, hvor der arbejdes på at løse den pågældende organisations primære opgaver. Fremme af de ansattes sundhed er ikke en hovedopgave, men vil altid være et biprodukt.

Når arbejdspladsen arrangerer motionsløb, betaler for vaccination, fysioterapeut, psykologsamtaler mv. for medarbejdere, forventer den, at de ansatte til gengæld deltager, og at de indretter deres livsstil til gavn for virksomhedens produktivitet.

På længere sigt kan det udvikle sig til, at de ansatte, der ikke følger trenden, bliver stillet dårligere i ansættelsen end deres sunde kolleger, for eksempel ved fyringsrunder eller forfremmelse«.

Karin Verland: Husk, det er frivilligt

Direktør.  Karin Verland. »På mange danske arbejdspladser bliver de ansatte i dag tilbudt sundhedstjek og en deraf følgende sundhedsprofil. Det er efter min opfattelse ganske fornuftigt, da kun en forholdsvis lille andel af os voksne danskere har fået foretaget en måling af vores sundhedstilstand hos egen læge.

Et sundhedstjek skal efter min opfattelse alene være en vejledende måling og naturligvis være frivilligt for den enkelte medarbejder. Selv om der er 100 procent frivillighed i forbindelse med sundhedstjek, kan det ikke udelukkes at enkelte medarbejdere vil føle sig presset til at deltage. Det er vigtigt, at ledelsen har fokus på den problemstilling og tydeligt kommunikerer, at ordningen er frivillig«.

Lotte Hvas: Chefen skal ikke være læge

Læge.  Lotte Hvas. »Sundhed på arbejdspladsen skal ikke handle om at udpege fejl og sygdomsrisici hos den enkelte medarbejder, men om at gøre arbejdspladsen bedre. Ligeledes skal medarbejdersamtalerne handle om arbejdet og ikke om, hvorvidt medarbejderen ryger, drikker eller er for tyk, hvis det ikke påvirker arbejdsfunktionen.

Sammenblanding af roller er altid farligt. At uddelegere lægearbejde til chefen er forkert, selv om det sker under dække af omsorg og at 'forebyggelse er godt, og det må vi have noget mere af'«.

Peder Agger: Problem for ligheden

Professor.  Peder Agger. »Der er grund til at formode, at det er langt under en fjerdedel af befolkningen, der vil kunne få udbytte af helbredstjek på arbejdspladsen.

Og som det sker i andre sammenhænge, bliver det sikkert også her fortrinsvis de bedrestillede, dem med et godt helbred, der vil vide at benytte sig af muligheden, hvorimod de, der har mest behov, ikke får det gjort.

Man kan således frygte, at det kun bliver de raske, der nu i stigende grad vil få et eftersyn af kroppen og dens funktioner. Alle dem, der reelt ville have gavn af et besøg, vil kun i mindre grad gøre brug af muligheden for helbredstjek. Er det tilfældet, har vi et problem med ligheden«.

Elisabeth Dons Christensen: Lad det blive ved fryns

Biskop.  Elisabeth Dons Christensen. »Selvfølgelig er det godt at være sund og rask. Meget, meget bedre end at være syg og elendig. Så ikke et ondt ord om sundhedsstyrelsens arbejde på at højne folkesundheden.

Men mål og midler skal altid hænge sammen. Målet er vel et godt og lykkeligt liv på jord. Men det er ikke bare den enkeltes sundhed, der er på spil. Det er fællesskabets. Sundhedsstyrelsen initiativer må aldrig splitte de menneskelige fællesskaber. De skal samle. Det gælder både de initiativer, der tages generelt, og når det gælder det sidste initiativ vedrørende sundhedstjek på arbejdspladsen.

For her er der virkelig risiko for, at ikke alle er med. Og der er forskel på sundhed på arbejdspladsen som et frynsegode eller som arbejdsgiveransvar. Lad det blive ved lidt fryns. Det har fællesskabet bedst af. Og dermed også den enkelt«.

Hvad mener du? Hvor langt bør arbejdsgiveren gå for at sikre sunde medarbejdere?