Gymnasiet er i dagens Danmark en kamp for at score de karakterer, der kan give adgang til drømmeuddannelsen. Således er mange af eleverne opmærksom på, at der jævnlig skal tys til andre midler end de evner, de selv besidder.

Samtidig giver gymnasielærerne i høj grad standpunktskarakterer efter, hvor meget man siger i timerne, frem for kvaliteten af det man siger.

Dvs. at jo mere man gør opmærksom på sig selv, desto højere karakterer får man. Lærerne husker ikke, hvad eleverne har sagt, men er opmærksomme på, hvem der skiller sig ud. Ikke nødvendigvis med noget konstruktivt, men derimod, i mange tilfælde, noget, der ikke har relevans til undervisningen. F.eks. når den samme elev gang på gang foreslår, at vi skal synge fødselsdagssang, eller når visse elever har en trang til unødvendigt at opsummere, hvad der allerede er blevet sagt.

Det bringer undervisningens røde tråd i uorden og giver til syvende og sidst eleverne et mindre fagligt udbytte af undervisningen.

»Findes der nemlig noget mere afsindigt end det tomme kling-klang af selv de flotteste og skønneste ord, når der ikke ligger nogen tanke eller viden bagved?«, skrev Cicero i 55 f.Kr.

Et andet eksempel på, hvordan elever udnytter lærerens manglende situationsfornemmelse til at få højere karakter er, når der bliver læst op fra online opslagsværker som f.eks. Wikipedia, og læreren tror, at det er elevens egne ord.

Da årskaraktererne jo er så vigtige for elevers samlede karaktergennemsnit, og derved adgangsgivende til videregående uddannelser, er mit budskab, at man bør revidere systemet.

Skriftlige årskarakterer fungerer glimrende, da man let og retfærdigt kan give karakterer på grundlag af test og afleveringer.

Derimod kan man revidere eller måske endda helt bortskaffe mundtlige årskarakterer. I enden bliver man jo bedømt ved det grønne bord, på ens viden og færdigheder, frem for ens evne til at åbne munden i tide og utide.

En anden ting er lærernes evne til at uddele de rette karakterer. En undersøgelse foretaget af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning viser, at lærere har utrolig svært ved at give standpunktskarakterer, fordi de ikke kan huske elevernes navne. 66 procent af gymnasielærerne føler sig nødsaget til at bruge en elevbog med billeder, når de skal give karakterer.

Der er åbenlyst også et problem her, så hvorfor ikke revidere systemet? Det ville betyde mere retfærdige karakterer og som følge heraf et mere rimeligt udgangspunkt for, hvem der i virkeligheden er berettiget til drømmeuddannelsen.