Marie Meisingset - hvorfor skrev du en universitetsopgave om tv-serien ’De unge Mødre’?

»Fordi min medstuderende Nanna Kristine Pedersen og jeg undrede os over, at vi var så betagede af at sætte os foran skærmen for at se ’De Unge Mødre’ på Kanal 4 – ligesom alle veninderne. Det var jo mærkeligt. Her bruger veluddannede storbykvinder fra det grønne segment aftentimer foran skærmen på at se storrygende kvinder som Melissa, Puk Rebekka og Christina på kontanthjælp, som får lavet større bryster og fortæller om deres problemer med børn og umulige kærester. Hvad er der dog på spil her? Det spurgte vi os selv om og analyserede en gruppe kvinder på vores egen alder«.

Og hvad var svaret?

»At unge storbykvinder ser ’De Unge Mødre’ af to årsager. Den første er, at vi bliver fascineret af at møde en verden, som vi ikke anede fandtes. Det er eksotisk og svarer til at se kigge ind i et bur i Zoologisk Have og studere mennesker, man aldrig ville møde ellers. Og så handler det om, at vi godt kan lide den der kildrende fornemmelse af at blive forarget og kunne få lov til at lufte sarkasmen over dem, der gør tingene forkert«.

Hvad er det, der forarger?

»Det er, når der zoomes ind på cigaretterne, de falske lædersofaer og de lave sofaborde. Og så er der uvidenheden. Forargelsen sætter ind, når mødrene i serien ryger under graviditeten som deres egne mødre. Eller hvis de ikke ammer deres børn. Eller når en mor siger, at hun ikke kender ordet ’økologi’ og tror, barnet får sunde grøntsager, fordi det bliver proppet med pommes frites. Og så ruller det grønne segment med øjnene, når en 18-årig mor får endnu et barn, selvom hun ikke har afsluttet 9. klasse og fundet manden for livet. Jeg ville i dag kunne sætte mig ned og se et program og spotte præcis, hvornår mit eget segment kommer med reaktioner«.

Hvad med den dårlige stil?

»Det grønne segment reagerer prompte, når en piges mor går rundt i bukser med snore, der giver stripperassociationer, eller når en ung mor sætter sig i en kitschet lædersofa med marmorbord foran for at spise sin pizza. Og så bliver der storfniset, når pigerne går rundt med tofarvet hår og har kunstige negle i mærkelige farver. Ifølge den grønne facitliste på det gode liv bor mødrene rædselsfuldt. Dét, der bliver fokuseret på og grinet ad, er det, der adskiller de veluddannede kvinder selv fra de unge mødre. Jo mere der adskiller os – jo sjovere er det at se på. Sådan havde jeg det også, da jeg i sin tid blev fascineret af serien«.

Er det ikke en arrogant reaktion?

»Det er da totalt arrogant. Dér sidder vi ressourcestærke kvinder i vores designermøbler og ler ad en gruppe i samfundet, som lever på en helt anden måde end os selv. Hvis det ikke er snobberi og åndshovmod, så ved jeg ikke, hvad det er. Blandt vores interviewpersoner oplevede jeg ingen social forståelse for de unge mødre og deres sociale arv fra hjem, hvor man ikke læser aviser, går på museum eller debatterer den nye bog af Hanne-Vibeke Holst«.

Så du er ikke stolt af dit eget segment?

»På ingen måde. Det var da en ubehagelig aha-oplevelse for mig, da det gik op for mig, at dét at blive forarget over ’De Unge Mødre’ i virkeligheden var en underskudsreaktion, som handler om at stive sig selv af ud fra devisen: ’Det kan da godt være, at vi ikke lever op til alle de idealer, vi stiller til os selv om at være den perfekte mor, der tager lang uddannelse og gør karriere – men jeg gør det kraftedeme bedre end dem’«.

En ’underskudsreaktion’?

»Ja. Vi unge storbykvinder har så høje idealer, vi skal leve op til i forhold til vores børn, vores mænd/kærester og på arbejdsmarkedet, at vi føler os utilstrækkelige. Midt i den følelse kan det være befriende at se en ung gravid kvinde med tofarvet hår, der ryger, mens hun sidder i den sorte lædersofa. Så føler man lige pludselig, at man er i superligaen, ikke?«.

Og du føler dig selv ramt?

»100 procent ramt. Jeg bliver ved med at sætte idealer op for mig selv, som jeg alligevel ikke kan nå. Og det samme gælder kvinder omkring mig. At se disse kvinder på tv booster selvværdet. Når unge veluddannede kvinder fra mit segment griner højt ad en mor, som siger, at nu skal hun også have afsluttet sin 9. klasseeksamen, så bekræfter det os i vores idealer og giver os selvtillid. For hvor svært kan det være?«.

Det er svært for mange, og ’De Unge Mødre’ viser vel, at vi lever i et klassesamfund?

»Ja, og det er det, som de unge veluddannede kvinder til deres store overraskelse bliver konfronteret med, når de ser programmet. Men de vil ikke erkende det og sætte ord på. På den ene side udstiller programmet klasseforskelle, hvor mit segment ser sig selv som de respektable og får defineret de lavere klassers kvinder som urespektable. På den anden side er der ingen af os, der har lyst til at sige, at der er en anden klasse end os selv. Det bliver totalt rundt om den varme grød, ikke? Der er mange modsætninger i det her«.

Du vil bruge udsendelsen til at frigøre dig fra snærende idealer – til terapi. Men burde du ikke i stedet reagere med social indignation?

»Det er en vigtig pointe, at selv om udsendelsen afslører, at vi lever meget forskelligt i dette samfund, så oplever pigerne i ’De Unge Mødre’ sig ikke som ofre, der skal hjælpes. Faktisk slet ikke. De synes den måde, de lever på, giver mening for dem. Og de ville formentlig aldrig bytte deres nye bryster og lædersofa ud med uddannelse og karriere«.

Er det ikke et bekvemt argument, når man selv tilhører ’den herskende klasse’?

»Hvis du spørger deltagerne, om de har det så dårligt, som vi gerne vil have dem til at have det, så bliver du skuffet. Kvinder fra mit segment er lynhurtige til at sige, at de unge mødre er dårlige mødre. Men børnene har det jo godt. De er glade og har sikkert mange, mange flere timer med deres mødre end nogen af os, der taler om ’kvalitetstid’«.

Så intet skal laves om?

»Jeg mener bare, at dét, som vi kan bruge udsendelser som ’De Unge Mødre’ til, er at udvide vores sociale horisont og tolerance over for andre livsformer. Mange kvinder fra mit segment forestiller sig, at vores idealer om uddannelse, forfremmelse og velfungerende og dygtige børn er universelle. At vi har facitlisten. Det skyldes, at vi kun omgås hinanden og bekræfter hinanden i, at vi gør alt det rigtige. Men så bliver vi konfronteret med ’De Unge Mødre’ og må erkende, at der findes andre måder at leve på. En øget social tolerance kunne være en positiv effekt af ’De unge Mødre’«.

Men det er jo ikke ligefrem det, der sker, når den unge kvindelige stud.polit. i denne tid slår sig på låret af grin over jævnaldrende, der giver deres børn saftevand i sutteflasken dér i lædersofaen?

»Nej, den første reaktion er forargelse og sarkasme. Det erkender jeg. Men forhåbentlig stopper det ikke der. For mig eget vedkommende har ’De Unge Mødre’ efter den første forargelse givet mig et bedre indblik i mit eget samfund og faktisk også øget min tolerance overfor, at andre mennesker kan leve og prioritere så anderledes end mig selv. Det er ikke alle i det her samfund, der har fået presset idealer om universiteter og doktorgrader ned i halsen. Og hvem siger, vi har ret?«.

Men den erfaring kunne du jo også have gjort ude i virkeligheden i stedet for over skærmen?

»Korrekt. Det ville da være meget bedre, hvis vi omgikkes hinanden noget mere i vores samfund på tværs af skel. Nu bor jeg på Nørrebro og har en søn på to år. Jeg burde da lade ham gå på Jagtvejens skole, som er socialt belastet, men det skal han da ikke. Det er da supertrist, at jeg – og hele mit segment – tænker sådan. Og det er en falliterklæring, at vi kun mødes gennem en skærm. Men sådan er virkeligheden i 2010. Og uden skærmen ville vi jo slet ikke møde hinanden«.

Så ’De Unge Mødre’ er ikke social porno?

»Nej, ’De Unge Mødre’ er afslørende journalistik – en øjenåbner, som kan give et bedre indblik i det samfund, vi er en del af«.