»Folk over 40 år forventer, at min generation knokler røven ud af bukserne for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen. Men hvad nu hvis vi ikke ønsker et liv, hvor vi arbejder igennem, til vi segner? Vi bliver end ikke spurgt. Læs bare de økonomiske redegørelser, der én gang for alle har lagt vores liv i rammer: I skal bare arbejde, arbejde, arbejde for at sikre vores velfærd! Det er langt ude«.

Ordene kommer fra den 22-årige Sofie Rye, der er dybt frustreret over, at generationerne, der er ældre end hende, ikke giver hende og hendes jævnaldrende en chance for at selv at definere deres liv. Derfor er hun i dag landsformand for foreningen Yngresagen, der kæmper for de unges interesser.

Burde du som ung ikke kæmpe for en større sag end dine egne snævre interesser?

»Jeg appellerer ikke til snævre egeninteresser, men til solidaritet mellem generationerne. Nøjagtig som EU-kommissionen, der i en grønbog fra 2005 appellerede til en sådan solidaritet i et Europa med færre unge og flere ældre. Desværre er hånden ikke strakt ud til de unge«.

Så det er ikke din generation, der starter kampen?

»Nej, generationskampen er allerede defineret af de ældre generationer, som ikke udviser den mindste solidaritet, men vælter byrderne over på os unge. Når vi nu tager til genmæle, så er det en modreaktion«.

Men de ældre har da arbejdet hårdt et helt liv?

»Ja, men vi taler også om velstillede generationer, der skriger højt og inderligt, hvis nogen forsøger at røre den gratis hjemmehjælp, den lave boligskat eller efterlønnen. Og politikerne? De har ikke lyst til at udfordre denne stærkt voksende vælger- og interessegruppe, som mener, at den har fortjent et langt otium, selvom mange er friske og raske. I stedet pisker de min generation til at arbejde mere – af frygt for at miste stemmer«.

Hvordan?

»F.eks. ved at stramme SU-reglerne, så vi presses til at spurte gennem uddannelserne. Eller ved at udskyde tilbagetrækningsalderen for min generation som i velfærdsforliget. I det hele taget er det præmissen for både økonomer og politikere, at fremtidens familie vil bestå af to fuldtidsarbejdende, der arbejder rigtig mange timer om ugen i rigtig mange år – for nogen skal jo finansiere de ældres velfærdssamfund, ikke? Kald os bare knoklegenerationen!«.

Ikke tale om tudefjæs
Sofie Rye tilhører en generation, der er rigere og mere veluddannet end tidligere generationer, og som har haft konjunkturmedvinden i ryggen – bortset fra under finanskrisen. Nogle har kaldt den historiens mest forkælede generation.

Er der ikke tudefjæs over din kritik?

»Jeg hører tit, hvor doven og forkælet min generation er. Men det passer ikke. Mange af os arbejder som gale og skynder os igennem studiet for at komme ud og ramme en mur, hvor der står: »Værsgo at lægge din jobansøgning i bunken med 300 andre, hvis du altså har fem års erhvervserfaring«. Det er dybt frustrerende. Der er stor mangel på boliger og praktikpladser, og stadig flere unge står i bundløs gæld. Nej, jeg ser os ikke som forkælede«.

Men sådan var det vel også for generation X, der oplevede ungdomsarbejdsløshed og adgangsbegrænsning og for 68’erne. Hører det ikke med til at være ung?

»Mig bekendt kæmpede 68’erne også en generationskamp mod dem, der var ældre, ikke? Så er det vel også tilladt for min generation at lave et modspil til tidens stærkeste generationsinteresser og magtfulde organisationer som Ældre Sagen«.

Gigantisk udfordring
Ifølge Sofie Rye er generationskampen vor tids klassekamp. Men er sociale skel ikke vigtigere end generationer? Ja, hvad har Dennis uden eksamensbeviser egentlig tilfælles med Sofie Rye – en ressourcestærk kvindelig universitetsstuderende?

»Jeg er helt med på, at der er store sociale skel i min generation; ligesom i alle andre generationer. Alligevel står min generation med et fælles grundvilkår: en demografisk udfordring, der er gigantisk og uden historisk fortilfælde«.

Men skal politikerne ikke først have styr på den økonomiske krise, som rammer din generation?

»Det store problem er, at krisen fjerner fokus fra det langsigtede, store strukturelle problem: demografien med væsentlig flere ældre og færre unge. Gruppen af ældre over 65 år vokser med 76 procent frem til 2042. Det ærgrer mig, at politikerne gemmer sig bag finanskrisen og dermed undgår at udfordre stærke generationsinteresser«.

Ungdomsoprør en mulighed
Sofie Rye mener, at politikerne skal udvise mod og forsøge at lave en social kontrakt mellem generationerne. Men hvordan?

»Det handler om at flytte en række privilegier fra ressourcestærke ældre til unge – gennem skat, velfærdsreformer, udskydning af tilbagetrækningsalder, uddannelsesreformer mv. Men også om et opgør med det ufleksible arbejdsmarked. Blandt andet skal ældre kunne blive længere i jobbet på nedsat tid, mens unge skal kunne arbejde mindre, når vi har børn«.

Er der tegn på sådan et skred?

»Tværtimod venter min generation på, hvad der bliver det næste træk, der skal presse os til at arbejde mere: Skal barselsorloven indskrænkes? Færre feriedage eller helligdage? Skal arbejdsugen være længere? Knoklegenerationen venter i spænding på næste udspil«.

Hvad kan det ende med?

»I værste tilfælde et ungdomsoprør, hvor unge hverken kan eller vil gå ind i et arbejdsliv, som bliver defineret af andre. Vi er en meget ambitiøs generation, men det er også os, der skal føde det næste kuld danskere og reproducere samfundet. Kan vi det, når vi skal knokle? Den lave fødselsrate er en fælles udfordring for hele samfundet. Alle generationer må give lidt og tage lidt. Det handler om solidaritet«.