De unge kvinder har glemt, hvad de skal kalde deres kønsorganer. Og for nylig viste en fransk undersøgelse, at halvdelen af pigerne i 8. og 9. klasse ikke vidste, om de havde en klitoris. Det er chokerende, og det viser, at de unge har glemt deres egen seksualitet«.

Sådan lyder det fra psykoanalytiker og manuskriptforfatter Tine Byrckel.

Hvor ved du fra, at de unge danske kvinder ikke har et ord for deres kønsorgan?

»Jeg talte på et tidspunkt med forfatteren Kristina Stoltz, som havde spurgt en masse unge kvinder i 20'erne, hvad de kaldte deres kønsorganer. Hun er selv 36 og ville gerne vide, om de yngre kvinder mon brugte ordet 'kusse', 'fisse' eller noget helt tredje. Men det viste sig, at de slet ikke havde et ord for det. På et tidspunkt var der også nogle værter fra et radioprogram på 24syv, der lavede en voxpop om det samme, og de nåede frem til samme konklusion. De unge kvinder kalder ikke deres kønsorganer for noget, og det har de det helt fint med«.

LÆS OGSÅFransk film om kvinders seksualitet bliver lidt for mondæn

Tegning:  Mette Dreyer

Hvorfor er det problematisk, at de ikke siger 'fisse'? Manglen på et ord gør vel ikke, at man automatisk er seksuelt hæmmet eller fremmedgjort?

»Jeg ved godt, at det kan lyde formynderisk, når jeg nu kommer og påstår, at unge kvinder i dag ved mindre om deres køn, end vi gjorde engang. Det er bare vigtigt at pege på, at vi ikke skal tage det for givet, at kvinder kender til deres egen seksualitet. Der er en tendens til at tro, at kvindefrigørelsen i 1970'erne allerede har gjort arbejdet, men hver generation har brug for selv at tage kampen«.

Men de yngre generationer har i dag fri adgang til porno og snakker vel langt mere om sex, end din generation gjorde?

»Er du nu så sikker på det? I al fald betyder det ikke, at man så bare kan konkludere, at de unge derfor også er mere bevidste om deres egen seksualitet. Jeg tror ikke, at unge har lettere ved at finde deres egen seksualitet nu. Det er ikke blevet lettere at dyrke sex med et andet menneske, måske tvært imod. Nu må man jo ikke engang vise usikkerhed. Enhver kan jo konstatere, at unge mennesker for tiden drikker sig hamrende fulde og skæve, når de skal nærme sig hinanden. På nogle punkter er der måske tale om en modreaktion, fordi det nøgne og seksuelle tidligere har fyldt så meget. I dag er mange unge kvinder rykket tilbage i den modsatte grøft og er blevet meget mere blufærdige og bornerte. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at tale om det«.

LÆS OGSÅFemi-forfatter blæser til kamp for den naturlige kusse

Hvad er det, vi skal tale om?

»Vi skal tale med de unge kvinder om deres kønsorganer, men jeg ved godt, at det kan være svært. Skal man spørge sin datter, om hun godt ved, at hun har en klitoris? Det ville jeg nok også selv have lidt svært ved, og det hører til historien, at ingen vil høre om sex fra sin mor. Men hvis vi ikke gør det, bliver kvinders seksualitet igen noget, der er forbundet med skam. Historisk set er kvinders kønsorganer, og dermed også kvinden i det hele taget, altid blevet forbundet med noget svagt og skamfuldt, der dermed skulle skjules. Den tendens ender vi med at vende tilbage til, hvis der ikke bliver talt om kvinders seksualitet«.

Hvorfor tror du ikke, at de unge kvinder taler med deres venner eller andre om det?

LÆS OGSÅKussomaten er det nye våben mod porno-ideal

»Min pointe er, at vi skal holde op med at tro, at det hele tiden går fremad, og at alt det, der handler om køn og ligestilling er ordnet. Det er det slet ikke. Der er enorme ubevidste kræfter på spil. Jeg er selv vokset op i 1970'erne med 'Kvinde kend din krop' og påmindelser om, at man skulle huske at kigge på sin kusse i et spejl. Der var nøgne kroppe over det hele. Derfor tog alle det for givet, at kvindefrigørelsen var kommet for at blive. Min årgang gad nærmest ikke engang at høre om kvindesagen, og vi tænkte, at kvinder nu var blevet frie og kunne opnå det samme som mænd«.

Hvad vil du opfordre de unge kvinder til at kalde deres kønsorganer?

»Det aner jeg ikke. Hvis jeg nu siger et ord, vil du reagere med lidt væmmelse på det, medmindre det lige er det ord, du bruger. Jeg tror ikke, jeg kan finde på et eneste ord for det kvindelige køn, som der ikke er noget 'ubehageligt' ved - eller noget kedsommeligt, latinsk eller neutralt. Og det er jo netop det, der er øvelsen: at finde et ord og gøre det til sit eget med hele den spænding, der ligger i det seksuelle, og på den måde forlige sig med sit køn og gøre det og seksualiteten til sin egen. Det kan man faktisk få en hel del fornøjelse ud af«.