Politikere, spindoktorer og journalister slås om bundplaceringen i diverse troværdighedsmålinger hos befolkningen.

Et symptom på denne mistillid er udtrykket ’fjumreår’, som rask væk bruges af alle tre grupper, senest til opvarmningen til en kommende SU-reform.

Opfinderen af dette nedladende udtryk befinder sig antagelig i bermudatrekanten af politik, spin og journalistik, og det har i en årrække været brugt af politikerne – og kritikløst adopteret af journalister, når man henholdsvis skal pace de unge direkte fra gymnasiet og til en videregående uddannelse, og piske dem til at gøre en startet videregående uddannelse færdig på normeret tid.

LÆS OGSÅVenstre smider de studerendes fjumreår på forhandlingsbordet

Mange forældre ser sikkert – ligesom jeg selv – med en blanding af vrede og hovedrysten på den manglende indsigt og forståelse for unge menneskers modnings- og læringsproces, som ligger bag udtrykket fjumreår.

Jeg har tre dejlige børn på henholdsvis 20, 24 og 33 år.

De har til dato tilsammen brugt otte år på det, der kaldes fjumreår. Den ældste er i dag læge, den mellemste bachelor i socialvidenskab og den yngste student.

LÆS OGSÅS-ordfører: De studerende er ressourcestærke og skal bidrage

Deres otte fjumreår er brugt på at være lærervikar, pædagogmedhjælpere, portør, fredsvagt i Palæstina, værnepligt i Den Kgl. Livgarde, tjener, frivilligt arbejde i Røde Kors, opgradering af matematik, nægtertjeneste i et beboerhus, domsmand, biografkontrollør og to gange barselsorlov.

De år har været gode og nyttige for dem alle tre. Det har modnet dem, skabt afklaring og retning for dem videre i livet.

Sådan tror jeg rigtig mange forældre også oplever udviklingsprocessen for deres børn. Personlig udvikling er ingen skemalagt proces, der kommer i en lineær proces fra gymnasiet og direkte til en videregående uddannelse.

LÆS OGSÅDerfor tog jeg et »fjumreår«

Pauser med manuelt arbejde, opsamling af livserfaring fra virkelige arbejdspladser og verden omkring os skaber tilsammen bedre og mere reflekterede unge end de robotmaskiner, der tilsyneladende er ønskescenariet hos politikerne.

De politikere, der i øvrigt i bemærkelsesværdig høj grad aldrig selv har fået færdiggjort deres uddannelser. Det er meget muligt, at samfundsøkonomien tilsiger, at vi også bliver nødt til at spare på SU’en.

Så stå ved det – og kald det det. Det kan jeg sådan set godt bakke op om. Men fri mig for det nedladende ord fjumreår, når SU-besparelserne skal italesættes.

Jeg kalder jo heller ikke den førte økonomiske politik fra både den daværende regerings og oppositions side op gennem 00’erne for fjumreøkonomi.

Jeg kalder det højst for en dybt uansvarlig økonomisk politik.