Adoption. «Vi skal respektere, at adopterede børn er forskellige, måske er det ikke alle, der har en identitetskrise og et ønske om kontakt til den biologiske familie» skriver Anne Nim Andersen
Foto: AP/AP

Adoption. «Vi skal respektere, at adopterede børn er forskellige, måske er det ikke alle, der har en identitetskrise og et ønske om kontakt til den biologiske familie» skriver Anne Nim Andersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Åbne adoptioner giver risiko for yderlige splittelse

Man skal være varsom med at lave ens regler for alle adopterede.

Debatindlæg

Efter dokumentaren om Masho er debatten om adoptioner blusset op.

I Horisont på DR 1 15.4. 'Adoption tur/retur' blev det evindelige dilemma – de adopteredes splittelse og identitetskrise, taget op igen.

Sidevinklen var mest interessant. Skal adopterede have kontakt til det biologiske ophav? Præcis det samme berørte sidste mandags P1 Debat (8. april).

For mit vedkommende er det sådan, at Danmark er mit hjem. Det er Korea ikke, men der er jeg født

Jeg har aldrig været på identitetsjagt, som mange andre adopterede. Jeg har aldrig følt mig splittet mellem to lande. »Danmark er mit hjem, men det er Korea også«, sagde en af de medvirkende i Horisont.

For mit vedkommende er det sådan, at Danmark er mit hjem. Det er Korea ikke, men der er jeg født.

Efter aftenens udsendelse og ikke mindst P1 Debatten med Merete Laubjerg, forsker ved Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet, og Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører for Liberal Alliance, er jeg nødt til at tage bladet fra munden.

Det er fint nok at høre en forsker og politiker udtale sig, men deres væsentligste kendskab til adoption er teoretisk.

Ved de egentlig, hvordan det er at være adopteret? Det gør jeg. Det mest interessante og vigtigste ved adoptioner er, hvordan man som samfund sikrer, at adoptioner foregår under de rette omstændigheder, så det ikke ender så ulykkeligt som med Masho.

LÆS MERE

Jeg er fuldstændig uenig med Merete Laubjerg, som mener, at alle adoptioner skal være åbne, så barnet bliver ved med at have kontakt til de biologiske forældre. Merete Laubjerg mener, at adoptivfamilien og den biologiske familie skal komme til enighed om, hvor tit og under hvilken form familierne og barnet skal have kontakt.

Modsat siger Simon Emil Ammitzbøll, at man skal være varsom med at lave ens regler for alle. Jeg er fuldstændig enig.

I min optik kan åbne adoptioner føre til, at man som adopteret nemt føler sig som en form for skilsmissebarn, der ganske vist ikke er splittet imellem en mor og far i f.eks. København og Vejle, men derimod en adoptivfamilie i Vejle og en biologisk familie i Seoul.

Dog er jeg enig, når Merete Laubjerg siger, at for de biologiske forældre vil barnet altid være i bevidstheden, men jeg kan fortælle Merete Laubjerg, at sådan er det ikke nødvendigvis den anden vej rundt.

En anden vigtig diskussion er adoptivbarnets alder. Merete Laubjerg siger, at det er meget vanskeligere for adoptivforældrene, jo ældre barnet er.

I forhold til barnet betyder det mindre, om det er tre måneder eller fem år.

Jeg tænker mere på, at man ikke skal flytte børn, som både har et sprog og er bekendt med den kultur, de er født i. Det må da i den grad give anledning til splittelse. Bare se på historien om Masho.

Det er vigtigt, at de mennesker, som vælger at bortadoptere deres barn, kender de rigtige forudsætninger, og at adoptionen foregår under ordentlige forhold for alle parter.

Min mor har fortalt, at jeg, som barn, blev rasende, da vi i min familie skulle beslutte, hvorvidt vi ville have besked, hvis min biologiske familie lod høre fra sig.

Det havde jeg ingen interesse i, så vi sagde nej. Og nej, det havde ikke noget med at gøre, at jeg var vred på dem over at være blevet sendt til Danmark. Jeg havde bare ikke lyst til kontakt.

At mit valg ikke blev respekteret, har jeg ikke haft indflydelse på. Civilretsdirektoratet ændrede praksis i 2003 og sendte alle de henvendelser, der lå fra biologiske familier, ud til pågældende adoptanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På det tidspunkt var jeg blevet voksen, og jeg respekterede min biologiske families ønske om kontakt.

En af de medvirkende i Horisont, Tobias Lee, som var taget til Korea i sit voksne liv – også for at finde frem til sin koreanske familie – sagde, at han var bange for at bryde ind i sin biologiske families nye liv, hvis han fandt frem til dem.

Jeg spørger bare: Hvad når det sker den modsatte vej? Jeg blev opsøgt og har besøgt min biologiske familie i Korea, men jeg ønsker selv at bestemme, hvor tæt kontakten skal være.

Hvis jeg ikke havde sagt fra over for min koreanske familie, tror jeg faktisk allerede, de havde været på besøg her i Danmark og derved været tættere på mit liv her. Man skal ikke generalisere i forhold til adoptioner, som der er en tendens til i den aktuelle debat.

Vi skal respektere, at adopterede børn er forskellige, måske er det ikke alle, der har en identitetskrise og et ønske om kontakt til den biologiske familie.

Derfor skal man tænke sig godt om, inden man gør alle adoptioner åbne, som jeg mener kan indeholde en risiko for yderligere splittelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce