tortur. Forlydender om fangemishandlinger og tortur efter danske operationer i Irak begyndte først for alvor at nå den danske offentlighed i 2010, længe efter at de danske styrker havde forladt landet i 2007. Tegning: Jørn Villumsen

tortur. Forlydender om fangemishandlinger og tortur efter danske operationer i Irak begyndte først for alvor at nå den danske offentlighed i 2010, længe efter at de danske styrker havde forladt landet i 2007. Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg

Forsvaret flygter fra krigsansvaret

Der tegner sig et bekymrende mønster af landets forsvarsledelse.

Debatindlæg

I oktober 2012 offentliggjorde den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard en hidtil hemmeligholdt video optaget 25. november 2004 under den danskledede Operation Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra i Irak.

Videoen viser irakiske fanger blive sparket og slået, mens danske soldater ser på.

Operation Green Desert resulterede i, at 36 irakere blev anholdt og udleveret til irakiske shia-sikkerhedsstyrker. Her blev adskillige efter egne udsagn udsat for mishandling og tortur. Alle blev senere løsladt uden anklager.

I ugerne efter operationen afviste både statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade blankt de beskyldninger om overgreb, som var blevet trykt i et irakisk dagblad. Ingen undersøgelse blev sat i værk.

Kærgaard forklarede efter offentliggørelsen, at han netop efter operationen havde fremlagt videoen for chefen for den danske bataljon, oberstløjtnant John Dalby, men at de dengang havde været enige om ikke at gå videre med den af frygt for konsekvenserne for den danske indsats i Irak.

Den tidligere sprogofficer Jamal Hammoud bekræftede derefter, at Dalby havde fået klar besked om de filmede overgreb, hvor de anholdte irakere »havde fået nogle hug«.

Forsvarskommandoen og John Dalby afviste indtil Kærgaards offentliggørelse af videoen, at der overhovedet var foretaget optagelser under operationen.

Ifølge Kærgaard var det i november 2004 almindelig militær viden, at hvis man udleverede sunnier til shiaer eller omvendt – de anholdte var alle sunnier eller tilhørte sufi-ordenen – så kunne det »få meget alvorlige konsekvenser i form af sekterisk vold og tortur«.

Kærgaards sag vidner om det sørgelige faktum, at regeringen og forsvaret vælger at slå hårdt ned på informanter, der afslører magtmisbrug og beviselige usandheder

Den opfattelse stod han bestemt ikke alene med. En Røde Kors-rapport havde allerede i februar 2004 kortlagt den omfattende fangemishandling, ofte med døden til følge, som fandt sted i f.eks. det senere berygtede Abu Ghraib-fængsel og også i det danske operationsområde.

Torben Gettermann, dansk ambassadør i Irak under operationen, har flere gange bekræftet, at han uden omsvøb havde advaret Udenrigsministeriet mod den irakiske fangemishandling.

Gettermanns efterfølger, Christian Oldenburg, udtrykte i et interview til altinget.dk i november 2012 sin stærke mistanke om, at de danske styrker under Operation Green Desert endda blev brugt som del i et religiøst motiveret overfald.

Ifølge Oldenburg var det alment kendt i Irak, at fanger regelmæssigt blev mishandlet – ikke kun i irakiskkontrollerede fængsler, men også i amerikanske fangelejre.

Forlydender om fangemishandlinger og tortur efter danske operationer i Irak begyndte først for alvor at nå den danske offentlighed i 2010, længe efter at de danske styrker havde forladt landet i 2007.

Der findes ingen indikationer på, at forsvarsledelsen eller den danske regering i perioden 2004-2007 fandt lejlighed til at revurdere den danske fangepraksis i lyset af kendskabet til tortur.

I alt 23 af de anholdte irakere fra Green Desert har siden 2011 besluttet at søge symbolsk erstatning for mishandling i forbindelse med den danskledede operation.

Forsvarsministeriet har sammen med Kammeradvokaten stået i vejen ved at nægte de irakiske sagsøgere såkaldt fri proces og i stedet stille krav om, at de hver skal stille 40.000 kr. i sikkerhed. Alligevel ser sagen nu endelig ud til at være på vej for Højesteret.

Forsvarets Auditørkorps valgte efter Green Desert-videoen at indlede en ny efterforskning.

Men den nye efterforskning skulle ifølge auditør Kristian Kirk Petersen blot klarlægge, om der var »begået strafbare forhold i det efterfølgende forløb« – selve spørgsmålet om strafbar pligtforsømmelse hos den danske bataljons ledelse var ifølge auditøren strafferetligt forældet. Kun én er således blevet straffet: Anders Kærgaard.

Ingen i den danske bataljonsledelse i Irak eller forsvarets ledelse herhjemme er blevet stillet til strafferetligt ansvar for deres rolle i de irakiske mishandlinger

Den tidligere efterretningsofficer blev i april idømt bøder på i alt 13.000 kr. for at nægte at udlevere navnet på den kollega, som havde overdraget ham den omstridte video.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som begrundelse for sin tavshed fortalte Kærgaard pressen, at han ikke ønskede at pålægge en kollega samme byrde som han selv, dvs. de retlige sanktioner og store personlige omkostninger, som beskyldninger og mistænkeliggørelser fra forsvarets side havde ført med sig.

Desuden anførte Kærgaard, at navnet på denne person reelt var uvæsentligt for sagen, da Auditørkorpset allerede var bekendt med adskillige relevante vidner, på trods af at man hævdede det modsatte.

I disse dage behandles Kærgaards anke af Østre Landsret, og i dag falder der dom.

I auditørens såkaldte kæresvarskrift vurderes det med en vis spydighed, at »de af byretten fastsatte ugentlige bøder ikke er egnet til at motivere vidnet [Kærgaard] til at fremkomme med de ønskede oplysninger, og at mindre indgribende foranstaltning end forvaring derfor ikke er tilstrækkelig«.

Det virker mildest talt fornuftsstridigt, endda bizart, at Auditørkorpset anbefaler en fængselsdom til den person, som har leveret præcis den dokumentation, hvori selve korpsets efterforskning har udgangspunkt.

Medmindre man konkluderer som følger: Forsvaret vil slet ikke straffe Anders Kærgaard for at tie stille, men tværtimod for overhovedet at have åbnet munden.

Kærgaards sag vidner om det sørgelige faktum, at regeringen og forsvaret vælger at slå hårdt ned på informanter, der afslører magtmisbrug og beviselige usandheder. Dette i stedet for at beskytte dem eller behandle dem med det mindstemål af respekt, de som samvittighedsfulde danske udsendte har fortjent.

Den såkaldte globale krig mod terror i både Irak og Afghanistan har også været en krig mod whistleblowere og andre, der har stået frem og påpeget alvorlige mangler i forvaltningen af den militære indsats.

Alarmklokkerne burde ringe for et samfund, der kerer sig om værdier som ytringsfrihed, gennemsigtighed og ansvarlighed.

Den skyldige i sagen om fangemishandling er ikke Anders Kærgaard. Der tegner sig tværtimod et bekymrende mønster af en forsvarsledelse, der systematisk har gjort alt i sin magt for at undgå ansvaret for de beslutninger, som er truffet under den danske krigsførelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det samme mønster ser man også på regeringsplan, hvor ansvaret for manglen på beslutninger om ordentlig håndtering af danske krigsfanger i sidste ende må placeres.

Ingen i den danske bataljonsledelse i Irak eller forsvarets ledelse herhjemme er blevet stillet til strafferetligt ansvar for deres rolle i de irakiske mishandlinger.

Man kunne have reageret langt tidligere – deraf de nu lidet troværdige påstande om sagens forældelse fra Auditørkorpset.

Nu er det på tide ikke længere at skubbe ansvaret videre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce