Kritik. Blasfemi blev tidligere brugt til at kritiseremagthaverne, men i dag ser vi politiske magthavere, der bruger blasfemi som retorisk virkemiddel imod religiøse mindretal, siger Signe Engelbreth Larsen, der netop har afsluttet en afhandling om de sidste 100 års blasfemidebat i Danmark.
Foto: Hans Christian Jacobsen

Kritik. Blasfemi blev tidligere brugt til at kritiseremagthaverne, men i dag ser vi politiske magthavere, der bruger blasfemi som retorisk virkemiddel imod religiøse mindretal, siger Signe Engelbreth Larsen, der netop har afsluttet en afhandling om de sidste 100 års blasfemidebat i Danmark.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Ph.d: Blasfemikeren bliver hyldet som vor tids gud

Det er blevet legitimt at tale ned til religiøse mindretal, siger Signe Engelbreth Larsen.

Debatindlæg

Signe Engelbreth Larsen, du mener, at der er sket et skred i samfundets syn på blasfemi. Hvordan?

»Staten og kirken forfulgte tidligere blasfemikere og brugte blasfemi som et middel, hvormed uønsket social kritik kunne marginaliseres og fejes af vejen. Blasfemikeren var en, som hele samfundet tog afstand fra. Blasfemi blev opfattet som en trussel mod samfundsmoralen, magtstrukturerne og samfundsautoriteterne. Blasfemikeren var den ’anden’, som magten bekæmpede. Spoler vi frem til i dag, har blasfemikeren fået ny og omvendt status«.

Hvordan?

»Blasfemikeren er i dag en, som vi hylder for sit mod og frisind. Hvor magten – politikerne – tidligere tog afstand fra blasfemi, er det i dagens Danmark et ophøjet ideal at kritisere religion.«

Hvornår sker dette skred?

»Blasfemikeren fik for alvor vores sympati med Rushdiesagen i slut-80’erne; og den sympati levede videre i 00’ernes værdidebat og den såkaldte kulturkamp. Rushdieaffæren blev skrevet ind i VK-regeringens demokratikanon i 2007, fordi den vidnede om et ’kultursammenstød mellem vestlige frihedsrettigheder og muslimsk fundamentalisme’. Men når man idealiserer blasfemikeren, udsondrer man nogle nye ’andetheder’, og det er stærkt problematisk«.

LÆS OGSÅ

Problematisk på hvilken måde?

»Ytringsfrihed er nødvendigt og et gode, men det bliver problematisk, når det bliver et ophøjet ideal – eller et særlig fint træk ved demokratiet – at man helst skal tale grænseoverskridende om religioner og om religiøse mindretal. Der skal ikke være emner, vi ikke kan diskutere i den offentlige debat, men at opfordre folk til at være mere vulgære og mere generaliserende i deres sprog, er ikke noget, der tjener den offentlige debat. Tværtimod. Blasfemi blev tidligere brugt som statskritik og kritik af magthaverne – det har i høj grad formet vores billede af blasfemikeren og vores sympati for blasfemikere, men i dag ser vi altså politiske magthavere, der bruger blasfemi som retorisk virkemiddel imod mindretal. Deri er en kæmpe forskel«.

Afskaf paragraffen
Samtidig med at blasfemikere i dag hyldes af magthaverne modsat tidligere, er det også yderst sjældent at blasfemikere bliver hevet i retten med udgangspunkt i blasfemipragraffen. Paragraffen er kun blevet brugt til at rejse tiltale tre gange siden 1930. Signe Engelbreth mener derfor, at det ville være mest reelt at afskaffe paragraffen.

Blasfemi blev tidligere brugt som statskritik og kritik af magthaverne, men i dag ser vi altså politiske magthavere, der bruger blasfemi som retorisk virkemiddel imod mindretal

Du mener på den ene side, at det kan være farligt at ophøje blasfemi til et ideal i sig selv. Alligevel mener du, at det er på tide, at blasfemiparagraffen afskaffes. Hvordan hænger det sammen?

»Det store problem med blasfemiparagraffen er, at den foregiver at beskytte nogle religiøse mennesker, som den i realiteten ikke beskytter. Folk, der føler sig krænket på deres religion, kan jo reelt ikke få den juridiske anerkendelse, som lovgivningen egentlig forestiller at sikre dem. Derudover er paragraffen kun blevet brugt til at rejse tiltale tre gange siden 1930. Der har været en massiv juridisk modvilje mod at anvende paragraffen i hele den hundredårige periode, jeg har undersøgt. Blasfemiparagraffen beskytter altså reelt ikke nogen imod religiøse forhånelser. Til gengæld kan man sige, at den bliver en sovepude for politikerne«.

Hvordan bliver paragraffen en sovepude?

»Den fritager politikerne fra at tage et medansvar for tonen i den offentlige debat. Vi så det under Muhammedkrisen i 2006, hvor danske politikere over for den internationale presse kunne henvise til at ’vi jo i Danmark har blasfemiparagraffen, så hvis muslimer føler sig krænkede, kan de jo bare gå til domstolene’. Der blev altså sagt, at vi i Danmark har en lovgivning, der beskytter disse religiøse mennesker. På den måde blev paragraffen en sovepude. Man parkerede yderliggående ytringer ved paragraffen i stedet for at tage debatten og dialogen«.

Men når man fjerner en straffebestemmelse, legaliserer man fra lovgivers side en adfærd, der før var strafbar. Kan man ikke sige, at blasfemiparagraffen ikke er til for at beskytte tro og guder, men derimod blev skabt for at beskytte menneskers følelser i forhold til religion, der let kan komme til at indgå i en hetz mod religiøse grupper?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jo. Men faktum er bare, at den ikke beskytter religiøse mennesker og deres følelser i dag. Loven bliver jo ikke brugt. Man kunne håbe, at politikerne – hvis man fjernede lovgivningen – i højere grad selv ville lægge mere aktivt afstand til nogle af de meget grove ytringer om religioner og religiøse grupper i samfundsdebatten, som vi har set igennem 00’erne«.

Definitionsmagten
På trods af en bred opbakning blandt de politiske partier til at afskaffe blasfemiparagraffen er det ikke lykkedes. I stedet har partierne kæmpet om definitionsmagten over, hvorfor paragraffen skulle afskaffes.

»Det karakteriserede hele debatten om loven igennem 00’erne, at jo mere Dansk Folkeparti fik tilkæmpet sig definitionsmagten over, hvad blasfemiparagraffen og dens afskaffelse symboliserede, desto mindre attraktivt blev det for venstrefløjen, der som bekendt gerne ville afskaffe lovgivningen, at støtte op om forslaget. Det politiske spændingsfelt mellem legaliseringen af blasfemi og de modstridende politiske begrundelser betød, at Folketinget seks gange på fire år debatterede afskaffelsen uden at nå til enighed. Den blev yderligere debatteret to gange i 2012, uden at det førte til noget. Men der var også stor forskel på partiernes bevæggrunde for at afskaffe loven«.

Hvordan er der forskel på SF’s, Enhedslistens, DF’s og Liberal Alliances argumentation for at afskaffe blasfemiparagraffen?

»Tager vi SF og Enhedslisten, er deres primære argument, at tiden er løbet fra paragraffen. Enhedslisten vil gerne have paragraffen afskaffet som led i en generel adskillelse af kirke og stat i Danmark. Det er DF jo ikke interesserede i. De mener til gengæld, at kristendommen har måttet finde sig i meget blasfemi, så det må andre religioner også tåle. Dansk Folkepartis kamp for at afskaffe blasfemiparagraffen hænger sammen med deres kritik af islam. Så har vi Liberal Alliance, der vil afskaffe paragraffen, fordi det passer i deres opgør med Big Mother-samfundet. De taler om blasfemi som en offerløs forbrydelse. De mener, at ingen bliver såret af, at nogen siger noget om en religion, og det er derfor ikke en statsopgave at gå ind og sortere i folks holdninger. Dansk Folkepartis argumentation er nok det mest paradoksale«.

De religiøse minoriteter er nu blevet de ’andre’, og blasfemi er blevet en del af vores sociale identitet

LÆS ARTIKEL

At Dansk Folkepartis argumentation er led i deres kamp mod islam i værdidebatten kan da ikke komme bag på dig ...

»Nej, det er snarere, at DF bruger så mange religiøse argumenter for at afskaffe en lov, der er til for at beskytte religionen. De bruger kristendommen for at understøtte afskaffelsen. De siger: Blasfemi er en del af vores kristne kulturarv, ergo er det ikke nødvendigt med en blasfemilovgivning – faktisk siger de, at det er ‘blasfemisk’ at have en blasfemilovgivning i et kristent land. De trækker nogle linjer til Jesus, der blev anklaget for blasfemi, og Luther, der fremhæves for sin »vilje til at sige en ubehagelig sandhed«. Det er en stærkt selektiv historisk fremstilling af kristendommen, som bekendt ikke altid har været lige tolerant over for religionskritik og nye ideer. Blasfemiparagraffen blev jo heller ikke indført i Danmark af muslimer«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De nye ’andre’

Men hvis der er så stor modstand mod lovgivningen, hvorfor er det så svært at afskaffe den?

»Først og fremmest skyldes det, at de ikke kan blive enige om, hvorfor den skal afskaffes. Men der er både sekulære og religiøse interesser i at bevare den. Den daværende justitsminister, Lene Espersen (K), argumenterede i 00’erne for, at blasfemiparagraffen bl.a. er nødvendig, fordi den er med til at forhindre religiøse mennesker i at gribe til selvtægt, når de bliver krænket. Ifølge Lene Espersen tager de så deres vrede ind i retssystemet, og det beskytter altså ‘os andre’ imod de religiøse og deres vrede. Der er flere præster fra folkekirken, der har været ude og sige, at vi skal beholde paragraffen af hensyn til religiøse mindretal. Udviklingen har dog ikke været omkostningsfri. De religiøse minoriteter er nu blevet de ’andre’, og blasfemi er blevet en del af vores sociale identitet. Det, som alle engang havde et problem med, er blevet det, som symboliserer, hvem vi er. «.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce