Tegning: Mette Dreyer.

Tegning: Mette Dreyer.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I har løjet for den unge generation

Det nye ungdomsoprør handler om en samfundskontrakt, der er blevet ødelagt - og om en generation, der er ved at blive taget i røven.

Debatindlæg

Hvad handler de verserende studenterprotester om?

Drejer de sig om medicinere, humanister og naturvidenskabere, der er nervøse for kvaliteten af deres studieforløb?

Om en hær af enere på nogenlunde samme alder, der frygter for ikke længere at kunne have tid til at arbejde ved siden af studiet eller tage til udlandet og læse? Handler det om, at man er ængstelig for at dumpe en eksamen, miste sin SU, gå ned med stress, bange for, at man bliver tvunget til at droppe ud?

Ja, ja og ja. Det handler selvfølgelig først og fremmest om meget konkrete mennesker, der får meget konkrete problemer. Men det handler også om noget større.

Om en samfundskontrakt, der er ved at blive savet over, og en generation, der er ved at blive taget i røven. Om, hvad vi skal bruge universitetet og uddannelsessystemet til, og hvad vi i det hele taget har et samfund for.

En morgen i 2008 skete der noget skelsættende. Da vågnede en generation, der havde haft deres opvækst i et land, hvor de troede på forældrenes løfter om stadig mere velstand og rigdom, bare de blev ved med at træde i maskinen og gøre deres uden for meget vrøvl, pludselig op til en ny dag og en ny virkelighed, der slet ikke stemte overens med, hvad de var stillet i udsigt.

Nedskæringernes tid begyndte. De sociale rettigheder indsnævredes. Arbejdsmarkedet gik i stå. De unge skulle skynde sig, de skulle se sig om, se sig for, for ingen kunne længere love noget som helst; vi skulle dygtiggøre os, hærde os, for der var ikke råd til at spænde et sikkerhedsnet op, hvis nogen faldt igennem.

Alt imens bugnede de voksnes pengetanke, som ingen tænkte på at beskatte – de bugner stadig.

Hykleriet er totalt, når de politikere og virksomhedsledere, der har sjosket sig igennem studierne og fråset i værdier, nu råber til de unge, at de skal skynde sig, at de ikke skal være dovne, men at de må tage ansvar

Huse fik værdi som slotte, selv om de udadtil lignede sig selv, friværdien og pensionsmilliarderne kunne man ikke røre ved, det ville skabe usikkerhed, sagde de mennesker, der ejede husene og havde investeret i deres pension. Imens skød usikkerheden blandt de unge i vejret med hyperinflatorisk hastighed.

For første gang i årtier kunne en generation kigge mod fremtiden og se et liv, der ville komme til at byde på en lavere materiel velstand, mere stress og på dårligere sociale vilkår end det liv, deres forældre havde haft. Forældre, der havde haft muligheden for at bruge 6, 7, 10 år på universitetet, forældre, der havde kunnet være på dagpenge i 4 eller 8 år.

Vi er blevet løjet for. Samfundskontrakten er blevet pantsat, sat i banken af den ældre generation sammen med skødet til huset og plantegningerne over et sammenhængende samfund.

Hykleriet er totalt, når de politikere og virksomhedsledere, der har sjosket sig igennem studierne og fråset i værdier, de ikke har arbejdet for, men faldet over som mursten på gaden, nu råber til de unge, at de skal skynde sig, at de ikke skal være dovne, men at de må tage ansvar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi er i dag vidne til en historisk uansvarlig forældregeneration. Det er det udgangspunkt, som kan gøre de her studenterprotester til et regulært ungdomsoprør.

Det her handler om en ungdomsårgang, der siger stop. Stop for en statsmaskine, der kører i frigear. Stop for varetænkningen, der gør studerende til produktionsenheder og universitetet til en forpost for et arbejdsmarked, der i parentes bemærket ikke udbyder nogen job. Stop for dyrkelsen af fart uden retning og rationalisering uden fornuft.

Vi vil have de samme muligheder, som vores forældre har haft. Vi vil insistere på, at hastighed ikke har nogen værdi i sig selv. Vi vil insistere på et universitet, der ikke er til for erhvervslivet, men til for at danne os

De her protester er ikke født ud af et ønske om at komme hverken frem eller tilbage. Det er troen på lineære metaforers sandhedskraft, der til at begynde med har fået os ud i det her morads. Troen på, at man kan forstå verden ved at lægge et vandret koordinatsystem ned over den. Den tvangstænkning, der sovser det politiske sprog ind i vækstens logik – at vi bevæger os, og skal bevæge os, fremad og opad.

Fremdrift, fremskridt, fremmarch – fuck det. Ligeledes: tilbagefald, tilbagegang, tilbagetrækning – til helvede med det.

Menneskelivet er ikke en dans på line, hvor man kun kan gå frem og tilbage. Det er samfundslivet heller ikke.

Men vi vil heller ikke bare stå stille. Til gengæld vil vi kræve at få lov til at leve vores eget liv i vores egen hastighed. Til det vil vi som minimum have de samme rettigheder, som vores forældre har haft. Vi vil have de samme muligheder, som vores forældre har haft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi vil insistere på, at hastighed ikke har nogen værdi i sig selv. Vi vil insistere på et universitet, der ikke er til for erhvervslivet, men til for at danne os, til for at få os til at tænke og til at handle.

Og vi vil insistere på, at alt dette er en politisk prioritering, at alt andet er en løgn, at man godt kan beskatte boligejerne, virksomhederne og finanskapitalen, at samfundet grundlæggende er rigt, at værdierne er fælles, og at det er op til os at distribuere dem retfærdigt – at vi godt kan tillade os at kræve, at vores forældres og storesøskendes generationer tager ansvar og efterlader et samfund til os, som er mindst lige så godt som det, de selv har fået i arv af deres forældre.

Det er tid at sadle om. Langt om længe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce