Fitness. Idrætsforskeren Kasper Lund Kirkegaard advarer mod et knæfald for en overfladisk konkurrence mod os selv og vores kropslige forfald.

Fitness. Idrætsforskeren Kasper Lund Kirkegaard advarer mod et knæfald for en overfladisk konkurrence mod os selv og vores kropslige forfald.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Idrætsforsker: Vi har vendt ryggen til klubberne for at dyrke os selv

Danskerne flygter i disse år fra håndboldhallen og over i fitnesscentret.

Debatindlæg

Fitnesscentrene skyder op overalt i disse år, mens andelen af idrætsaktive danskere, der går til håndbold og fodbold er i tilbagegang. Den udvikling bekymrer idrætsforskeren Kasper Lund Kirkegaard.

Hvorfor skal det nu være et problem, at vi melder os ind i et fitnesscenter, Kasper Lund Kirkegaard? Som idrætsforsker må du da fryde dig over, at danskerne dyrker motion?

»Fitnesskulturen dyrker æstetik, og her ligger også kimen til al den utilfredshed med dig selv, som gør, at du tvinger dig selv ned i fitnesscentret for at træne igen i morgen. Jeg kender ikke en håndboldspiller, som er startet til håndbold, fordi han eller hun ville have en smuk krop, her tiltrækker fællesskabet og glæden ved at have en bold mellem hænderne. Hvilke fællesskaber vil vi have i vores samfund? Det er en kulturkonflikt: Forening over for forretning, fællesskab over for anonymitet«.

Hvad er problemet i, at vi vælger et kommercielt center frem for en forening?

»Vi risikerer at miste den unikke kontakt til andre mennesker, som ikke nødvendigvis ligner os selv. Det autentiske møde, som sker i foreningslivet, findes ikke ret mange andre steder i samfundet. Det mister vi, hvis ikke vi opretholder en interesse for den ukendte anden uden at spørge: Hvad kan du gøre for mig? Derfor kan udviklingen hen mod flere ’køber-sælger-forhold’ i idrætten blive et tab for det danske samfund«.

Hvorfor skal vi møde folk, vi ikke kender?

»Undersøgelser viser, at når danskerne topper lykkemålinger, hænger det også tæt sammen med tillid og tryghed, som i høj grad er bundet op på vores stærke civilsamfund. Eftersom idræt er den største folkelige bevægelse i Danmark, spiller idrætsforeningerne en helt afgørende rolle for sammenhængskraften i samfundet. Civilsamfundets størrelse og styrke har afgørende indflydelse på, hvilket liv vi lever, hvor trygge vi er – og på, hvor lykkelige vi er«.

Foreningslivet er med til at opfostre os som demokratiske borgere

Skaber idrætsforeninger demokrati?

»Ja, foreningslivet er med til at opfostre os som demokratiske borgere. Det gør en forskel, om du er kunde eller medlem – om du er forbruger eller borger. Om du møder andre mennesker med en forventning om at udveksle ’noget for noget’ eller med en forventning om at være ’noget for nogen’. Vi ved, at det betyder rigtig meget i børns opdragelse, at de indgår i de her store idrætsfællesskaber. Foreningsdemokratiet lærer børn og unge, at alle har en plads og et ansvar i fællesskabet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kasper Lund Kirkegaard mener, at de nye idrætsvaner blandt danskerne er et spejl af samfundsudviklingen.

»Idrætten og kroppen er blevet til et visitkort i sig selv. Vi tænker rigtig meget over, hvordan vi gerne vil betragte os selv – og ikke mindst hvordan vi gerne vil have, at andre skal betragte os. Det moderne menneske dyrker et romantiseret ungdomsideal, hvor kroppens udseende er afgørende for anerkendelse. Det afspejler sig også i den type idræt, som vi dyrker i dag. Nu er idræt langt mere individualiseret og handler om at manipulere kroppen frem for at spille bold med og mod hinanden«.

Hvorfor er det et problem, at vi er blevet mere individualiserede?

»Fordi vi mister det store fællesskab og bliver elitære og isolerede. Jeg har lavet studier af førende bodybuildere og ekstrem træning. Aldrig før har jeg mødt mennesker, som var så utilfredse med deres egne kroppe. Når du bliver så elitær i din tilgang til dig selv, bliver du enormt selvkritisk, fordi det faktisk bliver selvkritikken, som driver dig. Hvis du ikke formår at presse dig selv til det yderste uden at give op, jamen så har du allerede givet op. Pain is temporary. Quitting lasts forever, sagde cykelrytteren Lance Armstrong. Denne logik fra elitesporten er hele vores samfund gennemsyret af«.

Men holdsport og foreningsidræt er jo også konkurrencepræget, så hvad er egentlig problemet?

»Der er og har altid været et vigtigt konkurrenceelement i foreningsidræt. Inden for traditionel idræt mødes to eller flere idrætsudøvere i en dyst, hvor det handler om at mestre kroppens bevægelser, her er kroppen midlet til sejr. Men i fitness er der sket en forskydning i forhold til faglige discipliner; det er blevet en overfladisk konkurrence mod dig selv og dit eget kropslige forfald. Her handler idræt om, hvor smuk du kan holde dig i forhold til skiftende kropsidealer. Den forskydning er ærgerlig og har nogle uheldige elementer i sig«.

Hvad mener du med uheldige elementer?

»Fitnesskulturen er et fysisk udtryk for den herskende kultur, hvor det enkelte individ konstant skal præstere for at være med. Det enkelte menneske reflekterer og forhandler konstant med sig selv om, om man nu er ’god nok’. Det evindelige fokus på krop og præstation gør store dele af befolkningen usikker og utilfreds. Vi skal tage den her udvikling alvorligt, for den er usund – især for vores unge. Og fitnesskulturen er med til at understøtte denne kultur, hvor især unge føler, at de konstant skal præstere og levere«.



Siden 2004 er andelen af idrætsaktive danskere, som vælger at dyrke idræt i foreninger, faldet fra 67 til 41 procent.

Hvorfor tror du idrætsforeningerne har så svært ved at holde på medlemmerne?

»Idrætsforeningerne har mistet folkeligheden. Hvor kan du starte til håndbold som voksen i dag? Det er meget få steder. Mange af idrætsforeningerne har vendt blikket mod de få talenter og er blevet elitære. Dermed er den store gruppe af befolkningen, motionisterne, blevet efterladt til fitnessbranchen, til sofaen eller til en løbetur med sig selv. Det er virkelig ærgerligt, at foreningslivet ikke har formået at tiltrække den brede befolkning«.

Er det egentlig ikke bare gammeldags med foreningsidræt?

»Jo, det kan i hvert fald blive historie i Danmark. Hvis ikke foreningerne tager sig gevaldigt sammen og formår at udvikle flere motionstilbud til helt almindelige motionister, risikerer vi, at store, stolte idrætskulturer om 20 år er en romantisk drøm i stedet for en praktisk realitet. Det kan ende med, at vi må tage på idrætsmuseum. Lidt a la Arbejdermuseet, som udstiller en kultur og en social bevægelse, som var stærk engang«.



Hvad kan man stille op med den udfordring?

»De store idrætsorganisationer som DIF og DGI har efterhånden forstået skriften på væggen og taget initiativer, som forsøger at appellere til motionisterne frem for de allerbedste. Og der dukker faktisk også flere foreningsdrevne fitnesscentre op, som alt andet lige har nogle andre toner og kulturelle mekanismer i sig i forhold til de store kommercielle. Jeg ved bare ikke, om det er nok«.

Det kan ende med, at vi må tage på idrætsmuseum

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hvad nu, hvis udviklingen ikke vendes?

»Fremtidsscenariet er jo en helt ny idrætskultur. Se for dig masser af børn og unge i landets fitnesscentre. Se på barnet, der løber på løbebånd for at tabe sig. Se på de specielle vægtstænger udformet i plastik, så også barnet kan træne styrketræning. Personligt har jeg det sådan, at dette billede kan have sin berettigelse, hvis der ikke er bedre alternativer. Det er i hvert fald bedre, end at de ligger derhjemme foran skærmen. Men tænk, hvis disse børn også i fremtiden har nogle andre valgmuligheder, hvor de kan dyrke lystpræget idræt, også selv om de ikke er de bedste i klubben«.

Hvordan kan det fremtidsscenarie blive til virkelighed?

»Vi bør værne om vores stærke civilsamfund. Netop det, at fodboldtræneren står på banen af lyst, er et bevis på, at tillidsbårne relationer kan eksistere uden økonomiske incitamenter. Træneren symboliserer med sin blotte tilstedeværelse, at han ønsker at være noget for andre mennesker. Den slags relationer bærer tilliden og sammenhængskraften i vores samfund. Derfor er det bestemt ikke lige meget, om foreningsidrætten forsvinder eller består!«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce