Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Debatindlæg

Regeringen begik en historisk fejltagelse med skoleindgrebet

Regeringen standsede lærerkonflikten, men sagen er langt fra glemt.

Debatindlæg

For et år siden standsede Folketinget arbejdsgivernes lockout af lærerne gennem et lovindgreb. Det er sket før, at en konflikt på arbejdsmarkedet er blevet afsluttet gennem et lovindgreb.

Alligevel er indgrebet 27. april 2013 på mange måder en begivenhed uden sidestykke i danmarkshistorien. Der var ikke blot tale om, at regeringen fremsatte et lovforslag for at løse en fastlåst konflikt.

Regeringen var gennem hele forløbet den bestemmende faktor. Resultatet havde de besluttet sig for på forhånd.

Dermed valgte regeringen at sætte den danske forhandlingsmodel, der bygger på frie forhandlinger mellem ligeværdige parter, ud af kraft. Regeringen fik sin vilje, men omkostningerne kan vise sig at blive ganske betydelige.

Den danske model bliver af internationalt anerkendte forskere betegnet som en af Danmarks største styrker i den globale konkurrence.

Ved at parterne tager et fælles ansvar for at finde løsninger, sikres det, dels at løsningerne virker, dels at begge parter har et medansvar for, at løsningerne føres succesfuldt ud i livet. På den måde har arbejdsmarkedets parter taget ansvaret for at sikre et velfungerende arbejdsmarked under skiftende vilkår.

Dette blev i 2013 totalt kortsluttet, fordi regeringen, inden forhandlingerne overhovedet blev påbegyndt, sammen med arbejdsgiverne havde lagt sig fast på resultatet.

Arbejdsgiverne forsøgte at tegne et billede af, at der blev gennemført forhandlinger. Realiteten var, at vores eneste mulighed var at skrive under på det, som arbejdsgiverne (og regeringen) lagde på bordet foran os.

Medierne kunne give flere eksempler på regeringens intense involvering. TV- Avisen beskrev blandt andet i detaljer, hvordan hele regeringstoppen med ledende embedsmænd holdt møde med toppolitikere og embedsmænd fra Kommunernes Landsforening.

Det ligger langt ud over det, som finansministeren forsøgte at bortforklare med »traditionel koordinering mellem arbejdsgiverne«.

Ved præsentationen af lovindgrebet blev regeringens ensidige indblanding helt åbenlys. Lovforslaget var indholdsmæssigt identisk med arbejdsgivernes forslag.

Konsekvenserne ved på den måde at afmontere den danske forhandlingsmodel, hvor parterne tager et fælles ansvar for resultaterne, er åbenlyse. Skoler overalt i landet er i dag efterladt i en situation, hvor de selv må forsøge at finde hoved og hale i, hvordan de overhovedet skal kunne planlægge det kommende skoleår.

Hele overgrebet blev som bekendt gennemført, for at regeringen kunne finansiere folkeskolereformen og eud-reformen.

Skolelederne er derfor tvunget til at pålægge den enkelte lærer langt flere undervisningstimer. Hvordan det hænger sammen med, at lærerne skal kunne løse de mange nye opgaver, der følger med folkeskolereformen, få styr på inklusionsopgaven, skabe anderledes og spændende undervisning – ja, det står helt hen i det uvisse.

Det mest præcise ’svar’, skolerne får, er, at nu må lærerne tage ja-hatten på, og ellers ignorerer politikerne spørgsmålene med henvisning til, at 80 procent af Folketingets medlemmer har stemt for!

Når overborgmesteren i København ydermere vælger at sige, at nu hvor lederne har fået ledelsesretten, så må de levere resultaterne, ellers bliver de fyret – ja så er ansvarsforflygtigelsen fuldkommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nogle af Danmarks vigtigste samfundsinstitutioner er efterladt i en situation, hvor ingen påtager sig ansvaret for, at de kan lykkes med deres opgave.

I stedet bruges der stor energi på at placere ansvaret, hvis/når skolerne ikke lykkes. Her er lærerne og ikke mindst lederne et oplagt mål. De første ledere har forladt deres job i protest mod den situation, de er blevet bragt i. Et folketingsflertal kan naturligvis altid få sin vilje, hvis det da ikke ligefrem strider mod grundloven.

Erfaringerne fra 2013 viser imidlertid, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis politikerne bruger dette til at tilsidesætte den danske forhandlingsmodel.

I stedet for at man står med et fælles ansvar, er situationen på mange skoler nu præget af kamp om fortolkninger, kamp om resurser, usikkerhed om planlægningsgrundlag og så videre. Det er ikke fremmende for implementering af reformer, der betegnes som de mest omfattende i flere årtier – tværtimod.

Statsministeren, beskæftigelsesministeren og undervisningsministeren var muligvis ikke opmærksomme på det, da de for et år siden på pressemødet præsenterede det, de selv kaldte et afbalanceret indgreb, men som enhver kunne se, var ensidig imødekommelse af arbejdsgivernes krav, der på forhånd var aftalt med regeringen.

Vi må og skal lære af konsekvenserne. I den herskende New Public Management-tankegang bliver aftalesystemet gjort til problemet i forhold til modernisering af den offentlige sektor.

Derved risikerer vi at afmontere en af vores største styrkepositioner i den globale konkurrence. Der ligger en enorm værdi i, at vi gennem aftaler tager et fælles ansvar for løsningerne.

Værdien af, at vi gennem accepterede aftaler skaber rammer, der styrker de fagprofessionelles engagement og styrker deres ansvar for opgaveløsningen, kan måske ikke passes ind i regnemodellerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det rummer potentialet til at skabe langt større merværdi end en gammeldags tankegang om, at »nu skal lederne lede og fordele arbejdet«.

For et år siden begik regeringen en historisk fejltagelse. Det skal vi lære af. Den danske aftalemodel er ikke problemet i forhold til at skabe et velfungerende samfund i en global konkurrence – tværtimod.

I fagbevægelsen er vi parate til at udvikle aftalemodellen, så vi sammen finder løsninger på nutidens udfordringer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce