Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Børn kan ikke lide at dingle med bukserne nede foran klassen

Inklusion i skolen lykkes kun, hvis vi tør tale åbent om det, vi ikke forstår.

Debatindlæg

Da jeg blev syv år, skulle jeg i skole som alle andre, muskelsvind eller ej. Den første dag var en total ydmygelse.

Lærerinde Sørensen løftede mig fra min trækvogn ind i klassen ved at holde mig under armene. Lige da vi kom ind, tabte jeg bukserne og hang med bar røv i armene på lærerinden.

De andre skreg af grin, men ydmygelsen kulminerede først, da hun lagde mig op på katederet og trak bukserne på mig igen, som man gør det på et spædbarn.

Set i bakspejlet var lærerinde Sørensen ikke en ond kvinde. Hun var praktisk anlagt og tog opgaven med inklusion på sig. Men hun glemte i farten, at børn med handikap først og fremmest er børn med følelser.

Børn kan ikke lide at hænge og dingle halvnøgne foran klassen. Heller ikke i overført betydning. Dette indlæg er en opfordring til alle lærere, skoleledelser og forældre om at huske dette.

Når regeringen i 2015 tæller op, om de har nået målet om, at 96 pct. af alle elever i folkeskolen skal inkluderes i almindelige klasser, vil en del af dem være børn, jeg kender.

I Muskelsvindfonden mener vi, at børn med muskelsvind som udgangspunkt hører til i folkeskolen, men vi hører i øjeblikket en del historier om børn med muskelsvind og skoler, hvor man i den hellige iver efter at løse inklusionsopgaven glemmer at betragte børn med muskelsvind som andet end en logistisk udfordring.

Jeg møder forældre, der føler sig nødsaget til at tage deres barn ud af folkeskolen og tigge om at få det placeret i en specialklasse – ofte fordi det store fokus på logistikken omkring barnet drukner dets mulighed for at være sammen med andre børn på lige vilkår.

Jeg kender nogle fantastiske forældre til børn med muskelsvind. De er bange for at blive stemplet som besværlige. De forsøger at skabe den bedst mulige skolegang for deres barn og krymper sig, når de bliver nødt til at slå i bordet, fordi deres barn bliver ladt tilbage.

Det oplevede f.eks. en dejlig pige, jeg kender på Fyn. Resten af klassen var taget i zoo, da hun og hendes handikaphjælper kom tilbage til klassen efter et toiletbesøg, der tager længere tid, når man sidder i kørestol og skal have hjælp.

Forleden læste jeg en historie i et lukket muskelsvindforum på Facebook. Forældrene skrev til andre forældre for at få et godt råd. Jeg har anonymiseret historien, for Liv er rigtig glad for sin klasse og sin skole, der generelt gør meget for at imødekomme inklusionen.

Liv skulle på sit livs første lejrskole. Hun har respirator og sidder i kørestol, men er et kreativt barn, der altid har haft mange legekammerater. Lige nu befinder hun sig i den svære præteenagetid, der ofte er svær for børn med et handikap.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Børnene i Livs klasse skulle sove fire og fire på lejrskolen. De fik selv lov til at vælge, hvem de ville sove med. Ingen valgte Liv. Da forældrene påpegede det over for læreren, svarede han, at han ikke ønskede at tvinge børnene til at sove sammen med en, de ikke ønsker at sove sammen med. Han påpegede også, at Liv jo havde en handikaphjælper med på turen, som skulle tjekke respiratoren, når hun sov, og at det kunne virke forstyrrende og måske skræmmende på de andre børn.

Det er her, at jeg igen mindes lærerinde Sørensen. Jeg tror nemlig heller ikke, at denne lærer var i ond tro, men det store fokus på logistik kvalte Livs ret til ikke at dingle halvnøgen foran klassen.

Det er misforstået omsorg både for Liv og for resten af klassen. Inklusionen lykkes kun, hvis vi tør tale åbent om det, vi er bange for og ikke forstår. Og ja, en respirator kan skræmme klassekammeraterne, især hvis børnene ikke på forhånd har fået en god forklaring på, hvad det vil sige at have en respirator. Men min egen lange erfaring fortæller mig, at børn lynhurtigt accepterer, at børn som Liv har nogle særlige behov.

Derfor ligger der en vigtig opgave i, at forældre og lærere i fællesskab får afdramatiseret de aktuelle udfordringer, der måtte være forbundet med at have et handikap. For selvfølgelig skal Liv ikke sove alene på sit livs første lejrtur, fordi hun er anderledes.

Dialog er alfa og omega. Da et nyt kuld skoleelever sidste sommer startede på Sanderumskolen i Odense, begyndte også syvårige Eva, der har muskelsvindsdiagnosen SMA2 og sidder i kørestol.

Hun er en populær pige både i frikvartererne og i timerne, hvor hun er med på lige vilkår som alle andre, dog med en hjælper på sidelinjen, til når hun f.eks. skal på toilettet.

Sanderumskolen har ikke før haft elever i indskolingen, der sad i kørestol, så der lå potentielt en stor opgave forude for skoleleder Marianne Ubbe. Hun var ærlig og sagde, at det ikke ville blive en dans på roser, men at de meget gerne ville enkeltintegrere Eva på bedst mulige vis, hvis forældrene ville samarbejde med skolen og se igennem fingre med nogle af de ups’er og hovsa-løsninger, der ville komme hen ad vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne ærlighed betyder alt, og går forældre, lærere og skoleledelsen ad dialogens vej og får inklusionen til at lykkes, er der gevinster at hente.Det er godt for Eva, men det er altså også rigtig godt for omgivelserne.

Jeg håber, at de børn, jeg kender, der netop er begyndt i skole, vil møde dialog og accept, og at alle omkring barnet husker, at børn med handikap først og fremmest er børn.

Rigtig god skolestart.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce