Burgerpiger. Hot Buns i Danmark minder om den amerikanske burgerkæde Hooders, som også har letpåklædte servitricer. Billedet er taget på en Hooders restaurant i Atlanta.
Foto: GENE BLYTHE/AP (arkiv)

Burgerpiger. Hot Buns i Danmark minder om den amerikanske burgerkæde Hooders, som også har letpåklædte servitricer. Billedet er taget på en Hooders restaurant i Atlanta.

Debatindlæg

Vil du have en whisky til din hverdagssexisme, hr. Engel-Schmidt?

Frihed er ikke retten til at se unge piger rende rundt i hotpants, mens man æder burgere og pomfritter.

Debatindlæg

Jakob Engel-Schmidt (MF, V) gør sig på politiken.dk morsom over min modstand mod burgerkæden Hot Buns, der kun ansætter smukke, unge piger og tilmed har omkostningseffektiviseret deres uniformer så meget, at deres ansatte render rundt i hotpants.

Som en anden Don Draper fra tv-serien Mad Men, læner Venstres folketingsmedlem sig tilbage i lænestolen og taler om frisind og om, hvilken seksuel frihedsrettighed det er at ansætte unge, kønne piger i hotpants.

LÆS ENGEL-SCHMIDTS INDLÆG

Og selvom ideen om, at unge, letpåklædte piger kommer til storbyen for at servicere byens pæne herrer sikkert vækker glæde i Odd Fellow-palæet og omegn, så glemmer Jakob Engel-Schmidt det store arbejdsmarkedsproblem, Hot Buns er et eksempel på. Ønsker vi et arbejdsmarked, hvor folk bliver hyret eller fyret på baggrund af brystmål?

Synes vi, at den unge pige, der en dag siger, at hun ikke længere vil posere for de glubske gæster skal gå fra hus og hjem? Vi har allerede eksempler på, at Hot Buns har fyret medarbejdere, fordi de ikke længere var kønne nok. Engel-Schmidts jublen over Hot Buns er et skrig fra 60'ernes kvindeundertrykkende arbejdsmarked.

Det er det, der kaldes for diskrimination, og det synes jeg ærlig talt ikke hører hjemme på et moderne arbejdsmarked. Min harme over Hot Buns er derfor ikke et udtryk for seksuel puritanisme, som Engel-Schmidt gerne vil fremstille det.

Det næste bliver vel, at Jobcentrene skal bevilge brystoperationer til unge arbejdsløse piger, så der er job til dem på det arbejdsmarked, Venstre her gør sig til talsmænd for.

Jeg ønsker ikke et arbejdsmarked, hvor du kun kan få foden indenfor, hvis du ligner en krydsning af Grace Kelly og en undertøjsreklame. Jeg ønsker et arbejdsmarked, hvor folk bliver ansat på kvalifikationer, ikke attributter. Folketingsmedlemmet fra Venstre nævner selv flere andre butikker, Joe and the Juice eller Abercrombie & Fitch, hvor det er unge mænd, der bliver ansat på baggrund af Vorherres fysiologiske luner. Men hvis folketingsmedlemmet selv kan se, at problemet ikke begrænser sig til en burgerkæde, er det så ikke netop et argument for, at vi skal stoppe den tendens?

For mig at se er denne diskrimination bare ikke i orden. Og det ville klæde Jakob Engel-Schmidt og meningsfællerne med lidt dybere refleksion over, hvad det er for et selvbillede, man bidrager til at skabe hos unge piger og drenge. Signalet om, at der kun er arbejde til dig her, hvis du har de rette fysiologiske mål er med til at skabe et samfund, hvor flere og flere unge får lavt selvværd.

Derfor er jeg også forundret over, hvordan det lykkes Jakob Engel-Schmidt at få frihed flettet ind i sin agitation for retten til at se unge piger rende rundt i hotpants, mens han æder burgere og pomfritter. Det er for mig en meget amputeret tilgang til frihed. For mig er det en langt større og langt mere reel frihed, at du kan være på arbejdsmarkedet uden at skulle strutte med brystpartiet. Og jeg ønsker et arbejdsmarked, hvor du ikke bliver fyret, fordi du gerne vil være påklædt, når du er på arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er hverken bornert eller puritansk. Den seksuelle frigørelse er afgørende for kvinders stilling i et moderne samfund. Men den hverdagssexisme, rigtig mange kvinder oplever, er mere undertrykkende, end den er frigørende. Det kan godt være, Jakob Engel-Schmidt og andre står forblændede i skæret fra ungpigernes forlygter, men jeg ønsker ikke, at servicefag skal nedgøres til en zoologisk have.

Mit engagement mod Hot Buns handler derfor ikke kun om et opgør med sexisme, men også en insisteren på, at der skal være ordentlige arbejdsforhold for mænd og kvinder, der knokler på gulvet i restaurationsbranchen. At leve af at servicere andre, betyder ikke, at man skal finde sig i hvad som helst.

Den udvikling, Jakob Engel-Schmidt kalder frigørende er i virkeligheden en tilbagevenden til Mad Men-universets tid i 60'erne, hvor sekretæren skulle skrive på maskine og se godt ud, mens hun hentede kaffe til de savlende chefer. Det eneste spørgsmål, der står tilbage er derfor; Vil du have en whisky til din hverdagssexisme, hr Engel-Schmidt?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce