Smartphone. Vi har mulighed for at følge med i alting hele tiden, og flere og flere af os oplever, at det kan vi ikke rumme, skriver antroplog Andreas Lloyd

Smartphone. Vi har mulighed for at følge med i alting hele tiden, og flere og flere af os oplever, at det kan vi ikke rumme, skriver antroplog Andreas Lloyd

Debatindlæg

Smartphonen har overtaget vores liv

Smartphones ændrer vores måde at være sammen på – men ikke til det bedre.

Debatindlæg

En dag gik det op for mig, at jeg brugte alt for megen tid på at være online.

Hver gang jeg så, at der var nye ulæste e-mail eller nye kommentarer på Facebook, fik jeg et lille kick: Hvad er der sket, siden jeg sidst tjekkede?

Jeg kunne ikke lade være. Vores hjerner er nemlig gearet til at reagere på forandringer. Hver gang vi ser noget nyt – eller forventer at se noget nyt – så udløser det en lille lykkefølelse.

Og selv om det er godt at reagere på forandringer og ny viden, minder online nyheder og statusopdateringer minder mest af alt om farvestrålende slik for hjernen: Man kan spise og spise, men man bliver aldrig mæt. Og man spiser uden at tænke over det, bare fordi slikskålen står på bordet.

Med min smartphone kunne jeg få et nyhedsfix, hvor som helst og når som helst jeg havde et par minutter tilovers

Og det var det, som var mit problem: Med min smartphone kunne jeg få et nyhedsfix, hvor som helst og når som helst jeg havde et par minutter tilovers. I bussen. På toilettet. Foran fjernsynet. I en pause i en samtale. Til sidst var det nærmest bare en refleks at tage telefonen frem, når det så ud til, at jeg kunne komme til at kede mig.

LÆS OSGÅ

Det påvirkede også mit arbejde. For med hvert fix kom der flere ting, jeg skulle tage stilling til: nye e-mail, nye aftaler, nye invitationer til events, flere nyheder. Og jeg havde hverken tid eller tålmodighed til at forholde mig fyldestgørende til noget af det. Jeg var fanget i en dårlig vane, der gjorde mig ufokuseret, uproduktiv og stresset.

Det er let at skyde skylden på den overflod af information, vi møder hver dag. Men grunden til, at jeg følte mig fanget, handlede mere om, at mine informationsfiltre var gået i stykker.

Tidligere havde vi en masse filtre, der begrænsede mængden af tilgængelig information: Det er dyrt og bøvlet at trykke, distribuere, finde og læse information. Og megen information kunne vi kun få ved at snakke med hinanden i telefonen eller ansigt til ansigt.

Men med internettets nye sociale tjenester er mange af disse filtre brudt sammen. Vi har mulighed for at følge med i alting hele tiden, og flere og flere af os oplever, at det kan vi ikke rumme. Vi har brug for at udvikle nye informationsfiltre – nye normer for, hvordan vi omgås information. En slags digital Emma Gad, om du vil.

For at genvinde kontrollen over mit digitale liv besluttede jeg mig for at sælge min smartphone og gå tilbage til en gammel trykknaps Nokia. Uden en smartphone kan jeg kun tjekke min e-mail på min computer.

Og for at undgå, at e-mail kommer til at fylde for meget i min arbejdsdag, prøver jeg at nøjes med at behandle min e-mail én gang om dagen, om morgenen, ligesom gammeldags post.

Det har krævet, at jeg afstemmer folks forventninger. Så jeg har opsat et e-mail-autosvar. Den korte version er: ’Hvis det er presserende, så ring til mig, eller send en sms. Ellers får du svar i morgen’.

Vi skal genvinde kontrollen over vores digitale liv, så vi ikke lader os styre af teknologien

Og til min glædelige overraskelse er det meget få ting, der haster så meget, at folk ikke kan vente til dagen efter. Og langt de fleste er godt tilfredse med at få et svar inden for 24 timer.

Jeg føler, at disse filtre har gjort mig mere nærværende og eftertænksom. Jeg ved godt, at dette meget let kan lyde både helligt og teknologiforskrækket.

Og der er bestemt smartphonefunktioner som touchskærm, gps og et lækkert kamera, som jeg savner af og til. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke er villig til at opgive alt det for at gå tilbage til en gammeldags ’dum’ mobil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men du bestemmer jo selv, hvilke informationsfiltre der passer til dig. Så lad mig slutte med et par forslag til inspiration: Afmeld dit dataabonnement. Det vil mindske din tilskyndelse til at tage telefonen frem ved den mindste anledning.

Ingen mail uden for arbejdstiden . Hos Volkswagen i Tyskland har de ændret opsætningen af deres mailservere, så medarbejderne kun kan modtage e-mail i arbejdstiden.

Det har sat en fælles norm for, hvor hurtigt man kan forvente at få svar på en e-mail, hvilket har betydet meget mindre stress, fordi de ansatte rent faktisk kan holde fri, når de har fri.

Hold telefonfri. Afsæt et tidsrum hver dag, hvor du har slukket telefonen. Hvis du har små børn, kunne det f.eks. være de tre-fire timer, fra du kommer hjem fra arbejde, til børnene er blevet puttet. Du vil være mere nærværende i de sociale relationer, som er vigtige for dig.

Til min glædelige overraskelse er det meget få ting, der haster så meget, at folk ikke kan vente til dagen efter

For det er i virkeligheden det, som disse informationsfiltre handler om: Vi skal genvinde kontrollen over vores digitale liv, så vi ikke lader os styre af teknologien, men i stedet selv bestemmer, hvordan og i hvor høj grad at vi vil lade teknologien forme vores liv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce