Tegning: Peer Marquard Otzen

Tegning: Peer Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mit liv som adoptivbarn er ikke kun rosenrødt

Ifølge mine adoptionspapirer var jeg hittebarn - men i 2008 viste det sig, at navnene på min biologiske familie fandtes i mine koreanske journaler.

Debatindlæg

Kære Susanne Rasmussen, mor til to adoptivbørn.

Dit debatindlæg, »Gu' har vi ej stjålet vores børn« (Pol. 19.3.), til Mrutyuanjai Misharas: »Stop Vestens tyveri af børn fra fattige lande« (Pol. 14.3.), kræver i den grad en kommentar.

LÆS DEBATINDLÆGGET

Som adopteret fra netop Sydkorea forekommer det mig respektløst over for adopterede og vores biologiske forældre at forsvare dit valg om adoption med en fiktiv virkelighed, fordi du tydeligvis ikke har sat dig ind i Sydkoreas adoptionshistorie.

En historie om 150.000 børn, transnationalt adopteret fra 1953 til 2001, der alene i 1988 indbragte landet 15-20 mio. dollars.

Ifølge mine adoptionspapirer var jeg hittebarn ligesom ’dine’ koreanske piger, men i 2008 viste det sig, at navnene på min biologiske familie fandtes i mine koreanske journaler.

Langtfra et enkeltstående tilfælde og i dine døtres tilfælde derfor ligeledes med stor sandsynlighed løgn.

Mest respektløst er det dog, at dine døtre ifølge dig aldrig har kendt andre forældre end jer, fordi de kom til Danmark som spæde. Respektløst over for dine døtre og deres koreanske forældre.

Måske kan dine døtre ikke forestille sig andre forældre end jer, men de har med garanti tænkt på deres koreanske mor på et tidspunkt i deres liv

Måske kan dine døtre ikke forestille sig andre forældre end jer, men de har med garanti tænkt på deres koreanske mor på et tidspunkt i deres liv. Det gør alle adopterede bevidst eller ubevidst.

Selv om dine børn ikke har vist interesse for Korea eller deres biologiske ophav, har de sandsynligvis haft tanker omkring det.

LÆS DEBAT

Ingen ønsker at såre sine elskede. Især ikke hvis man som barn samtidig er afhængig af disse mennesker for at overleve.

Har I tilmed givet jeres døtre masser af kærlighed og støtte, ville det være usandsynligt, hvis de sagde noget til jer, som de vidste ville gøre jer ondt. Endelig er det jo nytteløst at søge sin koreanske familie, hvis man på papiret er hittebarn.

Jeg elsker mine danske forældre, men jeg har også en koreansk mor, som jeg elsker højt – også selv om jeg endnu ikke har fundet hende.

Jeg elsker mine danske forældre, men jeg har også en koreansk mor, som jeg elsker højt - også selv om jeg endnu ikke har fundet hende

For at bruge dine egne ord: Du aner ikke, hvor ondt du gør mange adopterede og deres biologiske forældre med dit ubehagelige indlæg.

Det viser dig netop som stereotypen på en adoptivmor fra Vesten, der ikke forholder sig til adoptionens virkelige verden.

For dine døtres skyld bør du læse ’The Primal Wound’ af Nancy Verrier og ’Adoption Healing’ af Joe Soll eller en af mange andre bøger, der beskriver de psykologiske konsekvenser for mor og barn i transnational adoption.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce