Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det er med vores bortvendte rygge, vi dræber

Vi, de beskyttede, ved godt, hvad der sker med de ubeskyttede, men vi vælger at ignorere de billeder af deres ulykke, som skærmen viser os.

Debatindlæg

Forestil dig, at du ikke har noget pas.

Forestil dig, at politiet ikke er der for at beskytte dig eller opretholde lov eller orden, men for at sørge for, at du forsvinder sporløst i en adresseløs kælder.

Forestil dig, at hæren ikke er der for at forsvare dit land mod fjender, men for at sønderbombe dit hus, sende dig på flugt fra alt, hvad du ejer og kender, og nedskyde dig på flugten, hvis du ikke skjuler dit ansigt.

Forestil dig, at du er på flugt, anonym, hjemløs, med en taske i hånden, som på en gang føles alt for tung og alt for let, fordi den rummer hele dit liv, hvilket ikke vil sige andet end den håndfuld pengesedler, der skal til for at redde dig og din familie.

Forestil dig, at du sidder i en båd, der skal krydse Middelhavet. Du er født i en by omgivet af ørken, du har aldrig før set havet og dets skræmmende uendelighed. Forestil dig vandet, der siver ind overalt, fordi båden er overfyldt og utæt. Forestil dig det ukendte skræmmende dybe hav række ud efter dig med sine iskolde fingre.

Jeg er dansker. Mit pas betyder beskyttelse. Politiet kommer ikke en tidlig morgen for at hente mig. Ingen hær smider tøndebomber ned over mit hus. Jeg rejser altid med returbillet. Jeg føler mig hjemme i verden.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at have mistet alt.

Men der er også noget andet, jeg har svært ved at forestille mig, og det er, at min regering, mine politikere, politikerne i et af verdens mest velhavende og velordnede samfund, vender ryggen til de hundredtusinder af flygtninge, der krydser Middelhavet.

Det er menneskesmuglernes skyld det hele, siger min statsminister. Det er dem, vi må sætte ind over for.

Men var det menneskesmuglerne, der invaderede Irak og skabte Islamisk Stat? Var det menneskesmuglerne, der førte en 13 år lang krig i Afghanistan? Var det menneskesmuglerne, der væltede Gaddafi?

Er det menneskesmuglerne, der smider tøndebomber over Syriens byer? Er det menneskesmuglerne, der med deres rovdrift på jordens ressourcer har skabt de klimaforandringer, der forvandler Afrikas frugtbare jord til vandrende ørkener?

Nej, siger min statsminister. Vi skal ikke være solidariske, vi skal ikke være europæere, vi skal ikke være verdensborgere

FN anslår, at 30.000 mennesker vil drukne i Middelhavet i år. Det er tabstal, der minder om slagmarkerne i Syrien.

Det er en ny form for krig, vi er aktive deltagere i, ikke mellem bevæbnede mænd, men mellem borgere i verden, på den ene side indbyggerne i nationer, der kalder sig civiliserede og oplyste, på den anden side rets- og fædrelandsløse mennesker på flugt.

Vi, de beskyttede, ved godt, hvad der sker med de ubeskyttede, men vi vælger at ignorere de billeder af deres ulykke, som skærmen viser os.

Det er med vores bortvendte rygge, vi dræber. Vores våben er havet og druknedøden, og når havet trækker sit ligklæde over de druknede, ser vi dem ikke mere, og vores liv kan fortsætte som før.

Syrien, den største flygtningekatastrofe i vor tid. Sådan ser det ud, når et diktatur ikke vil dø, og demokratiet ikke kan fødes i anden form end det væbnede anarkis. Middelhavet, den største druknekatastrofe i vor tid.

Sådan ser det ud, når et stagnerende kontinent frygter forandringen så meget, at det nægter at lade mennesker på flugt få del i sine rettigheder. Sådan ser det ud, når demokratiet erklærer, at det ikke er for alle, og at prisen for dets fortsatte eksistens er udelukkelsen af de nødstedte.

Tilbagelænede i vores mageligheds silkepuder nægter vi at indse, at vores ligegyldighed er en ny form for barbari. I stedet bilder vi os ind, at det er os, disse koldsindige tilskuere til andres lidelser, der udgør civilisationens sidste bastion mod et ondsindet kaos.

Vi vil ikke lade os løbe over ende, forsikrer vi hinanden, som om mennesker på flugt udgjorde et bevidst og målrettet angreb mod selve vores livsform. Det er den, vi bekymrer os om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men har vi allerede glemt, at den demokratiske livsforms kerne og symbol er den fremstrakte hånd, ikke den afvisende? Demokratiet er mange ting, men det er også gensidig hjælpsomhed. I demokratiet er vi alle nærområder for hinanden.

Flygtningene skal holde sig til nærområderne, siger min statsminister og mener kun dette ene: De skal ikke komme til Danmark.

Men hvorfor er afstanden til Irak, Afghanistan og Libyen kun kort, når det gælder om at kaste en bombe, men uendelig lang, når det gælder om at redde menneskeliv? Når vores sikkerhed står på spil, hævder vi, at alle disse lande er vores nærområder.

Når vi ser deres nød, kommer vi i tanke om, at de befinder sig lysår borte.

Er ikke alle steder, også Danmark, hinandens nærområder i en globaliseret verden?

Tilbagelænede i vores mageligheds silkepuder nægter vi at indse, at vores ligegyldighed er en ny form for barbari

Nej, siger min statsminister. Vi skal ikke være solidariske, vi skal ikke være europæere, vi skal ikke være verdensborgere. Er det definitionen på at være dansker, spørger jeg, en række af nejer til verden, der gør os mere og mere indskrænkede som nation?

Er vi den nation, der roser os af at være landet, hvor ællinger kan gå sikkert over en trafikeret vej, mens vi uden at blinke ser andre mennesker drukne? Er det det Socialdemokrati, vi kender, det Danmark, vi ønsker, den rolle i verden, vi gerne vil spille? Nejets lille smålige fædreland?

EU kan bruge nok så mange kræfter på at bevogte egne grænser, men så længe flygtningenes situation forbliver desperat ved de blive ved med at komme, siger Anita Bay Bundegaard Kilde: Politiken.tv/ Karen Dich / Producer: Peter Vintergaard

Uden at blinke, siger jeg og håber, det er en overdrivelse. Jeg tror mange af os blinker i et øjebliks ubehag ved synet af andres lidelser. Det er denne blinken, vi skal tage alvorligt. Det er denne blinken, der er vores redning som mennesker og demokrati.

Alternativet er blindhed. Men demokratiet er de åbne øjnes livsform, ikke de blindes land. Vores blinken foran den katastrofe, vi ønsker at ignorere, advarer os om, at vi er inde i et farligt skred.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kan ikke frelse hele verden. Jeg hører allerede indvendingen, der også er ment som en udstilling af den naragtige naivitet i ethvert humanitært initiativ. Men hvem er vi?

Vi er de 28 nationer, der tilhører Den Europæiske Union, op mod en halv milliard mennesker, der bebor et kontinent, som roser sig af sin velstand og harmoni. Vi er en magtfaktor med en enorm handlekraft og evne til at forandre verden, hvis blot vi vil.

Skulle vi ikke sammen kunne løfte den byrde, som udgøres af et antal flygtninge, som ikke engang udgør 1 procent af vores samlede indbyggerantal? Kunne ikke netop disse nødstedte appellere til en genoplivning af den tradition for social og politisk fornyelse, som vi med rette er så stolte af?

Der er plads i Europa. Der er plads i Danmark. Vi er alle borgere i den samme verden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce