Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Hvem vil kæmpe for de handikappede børns rettigheder?

Kommunerne har skåret i hjælpen til de svageste børn, men der er ikke prestige i at kæmpe handikappedes sag.

Debatindlæg

Siden amternes nedlæggelse, hvor kommunerne overtog alle opgaverne med handikappede medborgere, er det kun gået ned ad bakke for de handikappede.

Mange kommuner har gjort vilkårene for de svageste børn endnu dårligere. Forældrene får ikke den fornødne rådgivning, aflastning og hjælp. Børnenes hjælp og træning af talepædagoger, ergo- og fysioterapeuter mv. fratages systematisk.

De svigtes i stor stil, og det er ikke kun børnene, det går ud over – også forældrene svigtes. Det har vidtrækkende konsekvenser for rigtig mange mennesker, når kommunerne skærer ned på specialområdet. Og er denne beslutning i det lange løb den økonomisk mest forsvarlige?

Forældrene til handikappede børn har et meget stort arbejde med at passe deres børn. Nå ja, kunne man hævde, det er jo et stort arbejde at opfostre børn.

Ja, men hvis man har børn med eksempelvis adhd, autisme, retardering, sjældne sygdomme og syndromer, muskelsvind, Tourettes etc. – disse børn har sjældent kun én diagnose – har forældrene så stort et arbejde, at almindelige forældre overhovedet ikke – end ikke i deres vildeste mareridt – gør sig begreb om, hvor svært og belastende det er.

Forældrene har aldrig fri, de er på hårdt overarbejde, på vagt og i træningslejr 24/7. Mange forældre har desuden andre børn samt job at passe.

Forældre til et handikappet barn bærer på en dyb smerte. De skal forholde sig til den cirkulære sorg (tilbagevendende sorg), det er at have et sygt barn.

At få et handikappet barn er at få et tab, fordi man mister et raskt barn eller drømmen om det raske barn. Forældre skal også forholde sig til den nye virkelighed, hvor der følger en kæmpe arbejdsbyrde med. Og det er ikke en situation, der varer en måned, det fortsætter resten af livet.

Ud over den stressede hverdag disse forældre har, hvor de ikke får søvn nok, ikke kan dyrke venner, fritidsinteresser eller motion, fordi deres børn kræver al deres tid og opmærksomhed, skal disse forældre kæmpe en hård og uværdig kamp med kommunerne.

En kamp, der trækker lange, dybe spor af afmagt og frustration. Det er både en kamp for, at deres børn kan få bevilget den træning og undervisning, de har behov for, og for, at forældrene kan få tildelt hjælpemidler, aflastning og kurser mv. Mange forældre oplever at få ’systemstress’.

Forældre til specialbørn oplever i deres liv flere gange at blive ramt af depressioner, stress og posttraumatisk stresssyndrom. De bliver desværre ofte sygemeldt, og det koster samfundet rigtig mange penge.

Hvorfor ikke hjælpe disse familier med at få et overskueligt liv, så de kan fungere og være støtter for deres børn og passe deres arbejde og bidrage til samfundet? Hvorfor skal de kæmpe mod bureaukrati, mod at kommunerne trækker sagerne i langdrag, modvilje og nogle gange direkte chikane? Hvad er det for en behandling af mennesker?

Det er ikke god økonomi. Det er langt billigere at have forældrene til at passe børnene hjemme, end at de kommer på institution.

Forældre til specialbørn har også en anden kedelig statistik. Skilsmisseprocenten for forældre til specialbørn er væsentlig højere end for andre forældre.

Og ud over den menneskelige belastning, som en skilsmisse er, skal man huske på, at fraskilte forældre også er dyrere for samfundet end gifte forældre. Boligstøtte, friplads i institutioner, ekstra administration, udgifter til statsforvaltning, fradrag for børnetilskud mv. koster samlet set samfundet milliarder af kroner årlig.

Altså endnu et økonomisk incitament til at hjælpe familier med specialbørn – inden det går galt.

Desværre er der i dagens Danmark ikke nogen længere, der vil bruge det som et argument. Det eneste argument, der duer, er penge. Vores tradition med at passe på hinanden – på de svageste – er under stort pres i disse år. Hvor er det sørgeligt for os som menneskerace, for vores civilisation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et gammelt ordsprog siger: ’Når krybben er tom, bides hestene’. Men vi er ikke dyr; vi skal passe på, at vi ikke styres af de allerlaveste urinstinkter.

Vi håber, politikerne snart vil lytte, for når man skærer i hjælpen til specialbørn, er det i virkeligheden en meget kortsigtet besparelse. Børnene opnår simpelthen ikke de færdigheder, der er nødvendige for senere at komme ud i samfundet og bidrage, når de bliver voksne, og forældrene slides op og ender måske også på overførselsindkomst.

Serviceloven blev vedtaget, for at familier med handikappede ikke skulle være ’handikappede familier’, men kommunerne overtræder loven konstant og vedtager sågar budgetter, hvor man skal spare flere mio. kr. om året på par. 41 ... hvad er den lov så i det hele taget værd?

Det er langt dyrere at have et handikappet barn end et almindeligt barn, også selv om kommunen hjælper med nogle af de mange afledte udgifter.

Kommunerne sparer på den træning, vore børn burde have haft, så vi er selv nødt til at betale ergotræning, taletræning, ekstra læse- og skriveundervisning, fysioterapi og lign. – alt sammen til 400 kroner i timen. Derudover er der heller ikke så mange idrætstilbud til disse børn; så skal de opnå forskellige færdigheder, er det dyr privatundervisning.

Og så er der udgifter til diverse medicin og kosttilskud, specialbadetøj med bleindlæg, et langt større slid på hjemmet grundet savl, slim og madrester, samt at ting simpelthen bliver slået og banket i stykker. Der er større slid på tøj, sko, inventar, vaskemaskine mv.

Forældrene kan ikke udføre meget arbejde derhjemme selv – selv maling af vinduer, rengøring, plæneklipning mv. er vi nødt til at have hjælp til, da mange af børnene ikke kan magte, at forældrene ikke er der, har panikangst ved støj o.m.a.

Vi kan heller ikke få naboens datter til at passe vores børn til en rimelig pris. Vi skal have voksne mennesker, helst pædagoger, til en høj timepris med erfaring i handikappede børn, nogen, der kan tale med tegn, medicinere med stesolid ved f.eks. epileptiske anfald, skifte ble på store børn, kan takle vredesudbrud mv.

Den mest ønskelige situation er, at børnene udvikles så meget, at de som voksne ikke bare sættes på passiv forsørgelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Langt de fleste af vores børn kan med den optimale træning og indlæring ansættes som opryddere i en grillbar eller sætte mælk på plads i et supermarked. Men som det er nu, tabes vores børn på gulvet – og bliver dermed langt dyrere på længere sigt.

Der er ikke rigtig nogen, der vil hjælpe os eller tale vores sag. Og vi kan ikke mønstre 8.000 forældre i ens T-shirts til en demonstration foran Christiansborg, og der er ikke prestige i at kæmpe for handikappedes rettigheder. Så der er ingen, der vil viderebringe vores nødråb.

Der er måske ikke stemmer nok i gruppen af forældre til specialbørn?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce