tegning: Mette Dreyer.

tegning: Mette Dreyer.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Eks-prostitueret: Jeg solgte min sjæl for håndører

Da jeg optrådte i medierne som den lykkelige luder, var det en facade. Jeg tog voldsomt fejl.

Debatindlæg

For nogen tid siden stod jeg frem i BT og stemplede mig selv som den lykkelige luder – råbte højere end mine kritikere for på den måde at undgå at høre på dem.

Jeg nægtede at lade mig blive set som et offer og følte derfor behov for at håndhæve og forherlige sexbranchens ’uskyldsrene’ bagside.

Men jeg tog voldsomt fejl. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, var, at det stempel blot var en facade, jeg i mit stofmisbrug så mig nødsaget til at opretholde for overhovedet at kunne holde mig selv og mit liv ud.

Vi har alle en fortid. Nogle værre end andre.

Min fortid vil i første omgang få folk til at hæve øjenbrynene og kræve en nærmere udredning, førend de kan forstå mine bevæggrunde. Jeg har set og gjort ting, som den dag i dag stadig hjemsøger mig i mine drømme.

Derfor er det vigtigt for mig at stå frem, så jeg på den måde forhåbentlig kan forhindre andre i at blive fanget i samme situation, som jeg indtil for ganske nylig var i.

For tre år siden havde jeg en ganske anden livsanskuelse og overbevisning – en diametral modsætning til den, jeg i dag har trukket ned over de røde ører.

Jeg kan ikke genkende mig selv i min fortid, og i dag føles den blot som en ond drøm. Men den er virkelighed – min virkelighed.

Jeg har altid været grænsesøgende, promiskuøs og grænseoverskridende – jeg ville prøve det hele.

Det ene lille skridt efter det andet gjorde, at jeg ikke ænsede, hvor min færd bar mig hen. Før jeg vidste af det, havde den eksotiske danser smidt stiletterne til fordel for at krølle lagner med fremmede, svedige, uhumske og ildelugtende mænd.

Jeg var stolt, stærk og kynisk – troede jeg.

Jeg trådte på alt og alle på min vej frem og følte mig for første gang selvstændig.

Jeg tjente penge på at lokke gifte og afsatte mænd med ind på lagnet og lade dem forulempe min blottede sjæl. Når jeg sidder og tænker tilbage nu, får jeg det fysisk dårligt – jeg har ikke én eneste gang dyrket sex for penge og nydt det.

Jeg lod mændene tage mig bagfra og lyset være voldsomt dæmpet, så jeg i al hemmelighed kunne skære grimasser og lade tårerne løbe ned ad kinderne på mig imens.

Jeg talte intensivt minutter og tænkte kun på pengene, når jeg lagde mig på lagnet og opfyldte ækle, perverterede og frastødende seksualakter.

Lykken var gjort, hvis kunden var ude ad døren før tid. Jeg foragtede dem hver og en, men blev høj på pengene.

Jeg sagde aldrig nej – men jeg sagde heller aldrig ja. Jeg kiggede bare på dem med et dødt blik i øjnene og sagde o.k. Jeg blev hurtigt god til at lukke hele systemet ned.

Jeg virkede ivrig og klar, men i virkeligheden var målet at få leveret varen og sendt den videre i systemet så hurtigt som muligt.

»Du må kun komme én gang«, blev hurtigt min yndlingsreplik, inden jeg ved at bruge feje og nødvendige tricks fik dem til at komme lige så hurtigt som en 14-årig – ingen gider småsludre i de øvrige ni minutter, derfor blev det fuldt ud legalt at kyle dem på gaden få sekunder efter at have tømt deres lænder.

I dag sidder jeg tilbage med en følelse af at have solgt min sjæl for håndører, for mændene lokkede med kolde kontanter for at få lov til at overskride mine grænser – og jeg lod dem gøre det.

Bordellet, pigerne og bordelmutter blev som en forstående familie for mig – i mit daværende miljø følte jeg mig ovenpå og prøvede ihærdigt at bilde mig selv ind, at jeg var en unik gudinde, som mændene begærede, hvilket gav mig en falsk magtfølelse over situationen.

Sexindustrien er så farligt manipulerende – og de, som tjener penge på promiskuøse unge kvinders selvdestruktive adfærd, kender alle spillets regler og spiller pigerne rundt i deres verden som ludobrikker.

Når vi som mennesker smider tøjet og nøgne blotter os for hinanden, bliver vi utrolig sårbare.

Hvis man i seks år uden videre betænkning har blottet sig for fremmede og ladet dem komme helt tæt på, sker der en definitiv skade på ens selvbillede.

I mine mange års kendskab til sexindustrien har jeg ikke én eneste gang mødt et hunkøn, som ikke har taget skade af sin alternative livsstil.

Det er ikke unormalt at bedøve sin forstand med stoffer og alkohol. De fleste piger er så ligeglade, at de ikke gider bade mellem de uhumske og ildelugtende kunder – mændene er ligeglade.

De fleste foretrækker faktisk en anorektisk, gennempulet kvinde med silikonebryster og makeuppen løbende ned ad kinderne. Det er skræmmende, men sandt – jo mere syg og brugt du ser ud, desto bedre tjener du.

Pengene er den største tæller i regnestykket. De fleste sexarbejdere har en kæmpe uoverskuelig gæld, et voldsomt misbrug og er pengegriske.

Man bliver afhængig af de hurtige penge, og derfor er det også så ufattelig svært at komme ud af branchen, for de lokker, og de stinker.

Nu har jeg to gange set ’Danmark ifølge Bubber’, hvor sexbranchen fremstilles i et lettere flatterende lys, og jeg bliver harm og fysisk dårlig, for hvem fortæller, hvor svært det i grunden er at komme ud på den anden side?

Jeg er den dag i dag ødelagt, har daglige mareridt, hvor jeg bliver hevet tilbage på lagnet og vågner op og føler mig brugt, slidt og forulempet.

Når kvinder begynder at skille sex og kærlighed fra hinanden, ødelægger de deres sexliv for bestandigt – for lige så nemt det er at skille dem, lige så svært er det at sætte de to nævnere sammen igen.

Vejen tilbage til livet er en årelang passage af brændte broer og ubehagelige realiseringsprocesser.

Jeg sidder nu tilbage, med fire diagnoser og et misbrug, fordi jeg lod mig lokke af penge, magt og en falsk familiær omgangskreds.

Jeg er blevet solgt til stanglakrids og må den dag i dag indse, at jeg aldrig helt bliver den samme livsglade pige.

For hver en mand, der lod sig fuppe af mine ord frem for handling, har ubevidst voldtaget min sjæl og slået mig en lille smule ihjel.

Kvinder er sensitive mennesker, og vores hårde ydre er kun facader, alt dette ved enhver mand, så de skal ikke komme til mig og sige, at de ikke vidste, hvor ødelagte de ’selvstændige sexnymfer’ er.

Det er jo ikke for sjov, at ingen tør stå frem og stå ved sit erhverv, for de skammer sig alle og gemmer sig bag et tophemmeligt erotisk pseudonym.

Mændene er ikke værd at skrive hjem om. Nogle nægter at kigge pigerne i øjnene og lægger sig stive som et bræt og kræver udløsning.

Andre har ikke været i bad i en uge, sveder og lugter. De er nedværdigende, prutter om prisen og kræver, man overskrider de personlige grænser, man har opsat af sikkerhedsgrunde – og fortsætter, selv efter man har forklaret, at det ikke er noget, der hverken er behageligt eller tilladt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Over halvdelen af mine tidligere kunder har pint, plaget og forsøgt at lokke kondomet ud af regnestykket – uden held, naturligvis – men bare det, at de overhovedet kan tænke tanken, vidner om, hvor respektløst de tænker om pigernes ve og vel.

Mine grænser blev aldrig respekteret, og med tiden glemte jeg både dem, mig selv og mine rettigheder.

Det er ikke den danske del af bordelrytterne, der er de værste.

Mændene uden respekt og anerkendelse for det kvindelige køn kommer jævnligt og udøver psykisk terror på den stakkels pige, der på de kropsvæskeplettede lagner må bukke og bøje sig i støvet og æde alt, der hedder værdighed og integritet for 10 lange minutters selvudslettende og voldsomt ydmygende korporlig afstraffelse – og lige så store de er på lagnerne, lige så bittesmå bliver de, når de tigger om at blive lukket ud ad bagdøren af religiøse årsager.

Derfor undrer det vel ikke nogen, at de fleste piger alle enten er samfundsskadede eller misbrugsofre, som destruktivt søger en lindrende bekræftelse i smerten.

Jeg kender en lille håndfuld piger, der som mig adskillige år efter stadig er langtidssyge, på høje doser psykofarmaka og kontanthjælp.

Sexbranchen er en dyr fornøjelse, der hvert år kaster en snes førtidspensionister og kroniske kontanthjælpsmodtagere ned i et stort bundløst skattehul brolagt med rki-indberetninger og gældssaneringer.

Den svada, som jeg her fyrer af, har jeg fået tudet ørerne fulde af i mine mange år i branchen.

Jeg har grint, benægtet og lavet himmelvendte øjne ad de prædikende og desperat klappet mig selv blindt på skuldren. Men de havde jo ret! Det er først, når man kommer ud af lortet, at det bliver tydeligt, hvor langt ude man har været.

Når man kommer ud på den anden side, følger paranoiaen, angsten og vreden.

Al den vrede og foragt, jeg har holdt inde, manifesterer sig den dag i dag i en følelse af afmagt, og jeg har derfor følt behov for at skamfere mig selv, så folk både indvendigt og udvendigt kan se, hvor ødelagt jeg er.

Mine ben og arme ligner stribet flæsk, og mine håndled beretter om tre voldsomme og heldigvis mislykkede forsøg på at tage mig af dage før tid.

Jeg går den dag i dag stadig i bad flere gange dagligt, fordi jeg føler mig klam, ulækker og beskidt. Mit hjerte føles så tungt, og jeg har i de forgangne 16 måneder arbejdet på at tilgive mig selv.

Men jeg kan ikke. Jeg nærer et lige så stort had til de mænd, som udnyttede mig, som jeg gør til mig selv.

Men jeg er kommet tættere på en erkendelse og forståelse for mit behov, som blev stillet af min selvdestruktive adfærd, og det er et skridt i den rigtige retning.

Jeg har desperat forsøgt at skabe mig en ny identitet, som ingen kan forbinde med købesex – for de korte fornøjelser smadrer alle fremtidsdrømme og umuliggør uddannelse samt alment skattepligtigt arbejde, for som lagenkrøller står du sidst i køen, når der skal deles drømmejob ud.

Jeg håber og be’r til, at vi snart får gjort kål på sexindustrien herhjemme, for den koster alt for mange menneskeliv på årsbasis.

Jeg fik hjælp af Kompetencecenter for Prostitution, men jeg tror på, at vi kan lave nogle mere stabile exitprogrammer i fremtiden, som på en bedre måde støtter kvinder, som gerne vil løsrive sig fra branchen.

Det er noget med at løfte i flok; kommunen, det terapeutiske efterspil og evt. den psykiatriske hjælp efterfølgende.

Uden den rette hjælp går der ikke længe, før de hurtige penge atter lokker i kulissen – og hvis pigerne ikke kan finde støtte uden for branchen, skal bordelfamilien nok give dem en grund til at falde tilbage på de plettede lagner.

Vi burde også fokusere på forebyggelse frem for at symptombehandle, når skaden er sket.

Lad os følge Sverige og Frankrigs eksempel og forbyde købesex og give høje og skamfulde bøder til de mænd, der udnytter de unge og forvirrede sjæle og deres tilhørende kroppe.¨

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad os fortælle dem, at de må finde klør 5 frem i stedet for at bruge kvindekroppen som et hylster, vi kan sætte en pris på og tømme vores frustrationer udi.

Sexbranchen er som et narkotikum, der slører dine sanser, og det er først, når du står på den anden side og kigger tilbage, at du betaler prisen for de hurtige penge – for turen over gærdets laveste sted giver altid splinter i røven.

Det er så ubeskriveligt svært at være psykisk syg, for i modsætning til et brækket ben kan ingen se, hvad der gemmer sig i det skrøbelige sind.

Jeg har tit ønsket, at det stod skrevet i min pande, så jeg ikke altid skulle tegne, fortælle og forklare, før mine omgivelser forstod – og jeg tror faktisk, det er denne frustration, der nu står skrevet i mine ar på min krop.

Vi har alle en fortid. Nogle værre end andre.

Min fortid kan forhåbentlig give andre håb om et forbud ude i fremtiden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce