Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Alle børn er samfundets børn

Det er ikke formynderisk at tage ansvar for de børn, der bliver svigtet af deres forældre.

Debatindlæg

Forleden foreslog jeg på vegne af SF, at man i fremtiden indfører morgenmadsordninger og frugtordninger på de danske folkeskoler.

Selv om jeg er af den opfattelse, at de danske folkeskoler er de institutioner, der er bedst til at bryde den negative sociale arv, så er det desværre også et sted, hvor den store ulighed i vores samfund kommer til udtryk. Både igennem den manglende hjælp til lektier hjemmefra og igennem det manglende forældresamarbejde. Men endnu mere igennem elevernes madpakker eller mangel på samme.

Vi ønsker at bryde med den sociale ulighed, lige fra børn er helt små, og typisk kommer de børn, der ikke får morgenmad og ikke har madpakke med, fra ressourcesvage hjem. Men forslaget har delt vandene, og jeg har reflekteret en del over kritikken.

En lang række højrefløjspolitikere kritiserer forslaget for at krænke forældreansvaret. Nogle beskylder os for at ville lade staten overtage børneopdragelsen, og andre kalder forslaget formynderisk. Flere siger: ’Det er forældrene, der skal give børnene morgenmad, ikke staten’.

Nogle spørger mig retorisk, om børnene er forældrenes eller statens ejendom. Det får mig til at tænke. For selvfølgelig er børn først og fremmest forældrenes børn. Ingen tvivl om det.

Jeg drømmer om et samfund, hvor den pige, der spiller fodbold, og den dreng, der dyrker gymnastik, ikke skal føle sig overset, fordi forældrene ikke er med til stævnet, men får ligeså meget hjælp og opbakning i pausen fra andre børns forældre.

Men det er på tide med et opgør med tanken om, at vi kun har et ansvar for vores egne børn. Alle børn er vores børn. Alle børn er samfundets børn. I min optik mister vi en helt afgørende sammenhængskraft, hvis man anskuer andre menneskers børn som nogle børn, man ikke har et ansvar for.

Jeg drømmer om et samfund, hvor man altid er opmærksom på børn, der løber ude ved vejen og spiller bold, også selv om det er andre menneskers børn. Jeg drømmer om et samfund, hvor alle voksne spørger de børn, der går nede i blokken og ligner nogle, der er ude på ballade: Hvad går I og laver, rødder? I stedet for at man bare kigger den anden vej og passer sig selv.

Jeg drømmer om et samfund, hvor den pige, der spiller fodbold, og den dreng, der dyrker gymnastik, ikke skal føle sig overset, fordi forældrene ikke er med til stævnet, men får lige så meget hjælp og opbakning i pausen fra andre børns forældre.

Jeg drømmer om et samfund, hvor vi aldrig vil tillade, at børn kommer sultne i skole, eller børn møder i vuggestue uden varmt tøj, fordi vi har et ansvar for andre forældres børn. For alle børn er vores børn.

Jeg tror på, at sådan et samfund er et samfund, hvor fællesskabets blomst har bedre forudsætning for at gro, fordi vi faktisk tager os af hinanden og er optaget af hinanden. Men først og fremmest tror jeg, at det vil hjælpe de mange børn, der bliver svigtet af deres forældre hver dag, og som går alene rundt.

Børnene uden morgenmad. Nøglebørnene. Midnatsbørnene. Børnene uden penalhus. Dem, der ikke kommer i bad. Dem, der aldrig bliver bragt til sport, foreningsliv eller børnefødselsdage. Dem, der ikke har rent tøj på. Dem, der ikke får hjælp til lektier. Dem, der klarer sig selv og aldrig siger det højt. Det er de børn, der er blevet svigtet for længe, fordi vi i for lang tid har overladt dem til sig selv. De er jo deres forældres ansvar, er de ikke? Nej. De er vores ansvar. For pokker, hvor er de vores alle sammens ansvar.

Selvfølgelig er det okay, at vores alle sammen skattefinansierede fællesskab hjælper de børn, der bliver svigtet af deres forældre

Men modargumenterne for at hjælpe de børn er lige så håbløst forældede, som de er usolidariske. Så må forældrene jo meldes til myndighederne, eller så må man jo lære forældrene op, eller så svigter forældrene jo deres ansvar. Ja, ja og ja! Men hvorfor er det ikke barnets tarv, der er i centrum?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

STUDIEVEJLEDER

Det vigtige i den her sammenhæng er ikke, hvad forældrene gør og ikke gør. Det vigtige er først og fremmest at sikre alle børn i Danmark en god opvækst, fordi alle børn er vores børn. Og det er her, at det danske velfærdssystem har en fantastisk rolle at spille. For imens mange har travlt med at gøre staten og dens institutioner til et formynderisk monster, så har jeg det lige modsat.

Staten, skolerne, børnehaverne, vuggestuerne og resten af velfærdssamfundet er os selv. Vi vælger, hvor stor den skal være. Vi øver indflydelse på den igennem politikere, men også byråd og forældrebestyrelser. Og staten, altså fællesskabet, repræsenterer blandt flere institutioner den solidaritet, der gør Danmark så unik. Staten kan ikke stå alene. Den skal have medspil og modspil fra civilsamfundet.

Selvfølgelig er det okay, at vores alle sammens skattefinansierede fællesskab hjælper de børn, der bliver svigtet af deres forældre. Når børnene render på gaden, så har vi et ansvar. Når børnene er i skole, så har vi et ansvar. Når børnene render i klub, så har vi et ansvar. Og når børnene kommer hjem, så har vi også et ansvar.

PÆDAGOG

Derfor er det også okay, at staten hjælper til med morgenmad, så alle børn kan få mest muligt ud af deres skoledag. Derfor er det også okay, at mange kommuner giver fritidspas, så alle børn kan gå til sport. Derfor er det også okay, at nogle skoler og uddannelser betaler for udflugter og lejrture.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er det også okay, at nogle børnehaver uden bleordninger har ekstra bleer liggende til de børn, der ikke får bleer med. Derfor er det også okay, at skoler laver lektiehjælp, når de ikke kan få det derhjemme. Derfor er det også okay, at ungdomsskolen dropper holdgebyret på sang, dansk og engelskundervisning for de børn, der ikke har råd. Derfor er det også okay, at kommunen betaler psykologhjælp for børnene, når de har brug for den.

For det er alt sammen os. Det er vores skattekroner, vores fællesskab. Det er vores ansvar at sikre, at alle børn uanset social baggrund får det bedste liv, vi kan give dem. Imens det halve Danmark plaprer løs om forældreansvar, så vil jeg blive ved med at kæmpe for andre forældres børn. For de er også mine børn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce