Pokémon. Folk samles hver dag i Det Kgl. Biblioteks Have for at spille det populære spil Pokémon Go på deres telefoner. De glemmer bare at tage hensyn til noget som helst andet. Tegning: Mette Dreyer

Pokémon. Folk samles hver dag i Det Kgl. Biblioteks Have for at spille det populære spil Pokémon Go på deres telefoner. De glemmer bare at tage hensyn til noget som helst andet. Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Pokémon ødelægger Det Kgl. Biblioteks Have

Pokémon-jægere valfarter til Det Kgl. Biblioteks Have, som har forvandlet stedet fra en smuk, velplejet have til en Pokémon-krigszone med larm og ødelæggelse.

Debatindlæg

En ustyrlig larm af råb, skrig og urbrøl, afslidte græsplæner, knækkede roser, brækkede grene og flintrende flokke af folk, der løber fredelige fodgængere over ende. Dét er Det Kgl. Biblioteks Have i august 2016.

Den have, der har været et af de få åndehuller i hovedstadens indre by, er ødelagt. Den usædvanligt velplejede have, der omgivet af Proviantgården, Tøjhusmuseet, Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet i mange år har været stedet for noget så umoderne som ro, blomstrende skønhed, fuglesang, ande-rappen i søen og historisk sjæl i luften. Den have var indtil for få uger siden et offentligt fristed for områdets beboere, turister, embedsmænd, politikere, studerende og forskere. Den have er væk, og man kan knap færdes i den uden risiko for at blive væltet omkuld af vilde horder i løb:

Hvem kan, tør eller vil tage ansvaret for, at der bare er et enkelt offentligt sted i byen, hvor man kan sætte grænser for hensynsløse spillere?

Nu jagter voksne mænd, unge drenge og få piger Pokémon-figurer. De ser eller spørger ikke til kulturen, interesserer sig hverken for politikerne, bøgerne, våbnene eller de unikke papirer, som bygningerne rummer. De går eller løber med næserne nede i hver sin mobil. Når 20-30-80 eller op til 200 ad gangen får øje på et af de små digitale væsner, spæner de hæmningsløst i samme retning uden hensyn til fæ eller folk, blomster, blade eller træer. Selv ænderne i søen må flygte over hals og næb.

Nu har flere også medbragt musik og højttalere. Mod masse-psykose kæmper selv fugle forgæves. I spillernes munde hedder stedet nu Pokémon-haven. Slots- og Kulturstyrelsen oplyser, at det dagligt koster flere tusinde kroner bare at begrænse skadesomkostningerne nogenlunde, men at man står hjælpeløs over for de irreversible skader på haven.

Det er sjovt at spille og lege. Godt at få motion udendørs. Fint at få digitalt drevne drenge op af sofaerne og ud i de offentlige rum at lege. Det synes selv vi, der arbejder rundt om og elsker Det Kgl. Biblioteks Have.

Men hvorfor skal det offentlige rum betale for og lide under private spilleres hensyns- og grænseløse udfoldelse? Hvorfor skal tilfældige spiludbydere bestemme, hvor byens lege-, larme- og festivalpladser skal ligge? Hvem kan, tør eller vil tage ansvaret for, at der bare er et enkelt offentligt sted i byen, hvor man kan sætte grænser for hensynsløse spillere?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce