Sociolog. Rasmus Willig. PR-foto

Sociolog. Rasmus Willig. PR-foto

Debatindlæg

Konkurrencestaten presser vores liberale frihedsværdier

I øjeblikket er vi vidner til, hvordan neoliberalismen internaliserer selvcensur, da det, som i bogstavelig forstand ikke kan betale sig, ikke ytres.

Debatindlæg

Liberalismen hviler på to frihedsforestillinger og ikke én. Den økonomiske liberalisme hviler på ideen om et frit marked for vareudveksling og services, den politiske liberalisme på ideen om et frit marked for ideer, herunder frie ytringer, kritik og meningsudvekslinger.

I øjeblikket er vi vidner til, hvordan den økonomiske liberalisme – i dag også populært betegnet neoliberalismen – internaliserer selvcensur, da det, som i bogstavelig forstand ikke kan betale sig, ikke ytres.

Hvorfor? Fordi det vil udstille dem, der fremsætter kritik, som konkurrencesvage. Herved kommer ytringsfriheden, der udgør rygraden i den politiske liberalisme, under pres.

Den neoliberale konkurrencestats måde at udøve censur på handler om konkurrencefordele. Intet andet

Det er derfor ikke underligt, at der, i takt med at konkurrencestatens offentlige institutioner sættes til at konkurrere med hinanden, udøves selvcensur. Ingen pædagoger vil udstille, at de ikke længere kan tage ansvar for børnenes ve og vel; ingen lærer vil fortælle, at de ikke længere kan nå at forberede sig, og ingen sygeplejersker, at de ikke kan drage ordentlig omsorg for patienterne, for det ville være det samme som at melde sig ud af konkurrencen.

FTF’s seneste store undersøgelse om offentlige ansattes ytringsfrihed viser, at problemet er gået fra slemt til værre. Færre tør reelt benytte sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Det har flere konsekvenser, at vi ikke længere kender til de reelle konsekvenser af de mange politiske reformer og besparelser, fordi de, der er tættest på konsekvenserne, ikke længere tør ytre sig, og den demokratiske debat som følge heraf lider af et underskud, og politiske beslutninger derfor hviler på et, hvad legitimitet angår, mangelfuldt grundlag.

Men den amputerede konkurrencestat har ikke kun angrebet de offentligt ansattes ytringsfrihed, således at vi reelt ikke har forudsætninger for at høre dem, der er tættest på konsekvenserne af de politiske beslutninger, den har også afstedkommet en ny offentlighedslov, der ikke længere gør det muligt at få indsigt i de mange politiske reformer og besparelser.

Der er tale om en reel mørklægning af konkurrencestatens forvaltning. Ved den ny offentlighedslov er det på mærkværdigvis blevet lovligt, sådan som journalist Jesper Tynell har vist det, at afskære befolkningen og pressen fra at få aktindsigt i store dele af de dokumenter, der er af betydning for den demokratiske kontrol.

SVEND BRINKMANN

Derudover har konkurrencestaten censureret de forskere, som har leveret resultater, der strider imod konkurrencestatens rationalitet. Det så vi i sagerne om kvælstofudledning og senest i forbindelse med evalueringen af folkeskolereformen, hvor forskerne fik ’ubetinget tavshedspligt’ – en censurform, der også er udvidet, idet den også er gældende ’efter kontraktens ophør’.

Her er der tale om dobbelt mundkurv, sådan som Heine Andersen fra Københavns Universitet har gravet det frem, i den forstand, at forskerne ikke må offentliggøre deres forskningsresultater, og hvis de bliver spurgt om, hvorvidt de må ytre sig, må de ikke sige, at de ikke må ytre sig.

Ingen pædagoger vil udstille, at de ikke længere kan tage ansvar for børnenes ve og vel; ingen lærer vil fortælle, at de ikke længere kan nå at forberede sig, og ingen sygeplejersker, at de ikke kan drage ordentlig omsorg for patienterne, for det ville være det samme som at melde sig ud af konkurrencen

Om ikke længe skal Folketinget behandle den såkaldte ’respektpakke’, hvor forsamlingsfriheden nu kommer under pres. Her hedder det, at »der skal indføres et skærpet erstatningsansvar i forbindelse med opløb, dvs. når politiet har opløst demonstrationer eller forsamlinger.

Ledere og anstiftere af opløb skal kunne ifalde erstatningsansvar, uanset om det har været muligt at identificere den eller de deltagere, som har forvoldt den konkrete skade under opløbet«. Med andre ord: Ønsker almindelige borgere at udøve deres grundlovssikrede ret og demonstrere, kan de straffes, hvis andre hinsides deres umiddelbare kontrol begår ulovligheder. Forestil dem et øjeblik, at demonstrationen er imod konkurrencestaten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan skal vi forstå denne relativering af de liberale frihedsrettigheder? Jo, den neoliberale konkurrencestats måde at udøve censur på handler om konkurrencefordele. Intet andet.

OVE KAJ PEDERSEN

Men hvorfor så et pres på de offentligt ansattes ytringsfrihed, en radikal lukning af muligheden for at se bag de politiske processer ved hjælp af den nye offentlighedslov og censur af valide forskningsresultater, ja, en ophævelse af den liberale idé om et frit marked for ideer og nu et pres på forsamlingsfriheden?

Måske er årsagen ganske enkelt, at konkurrencen er banal. Det gælder om at komme først i mål, og det nytter ikke noget at afstemme reglerne eller stille kritiske spørgsmål for konkurrencen undervejs, for det er det samme som at risikere at sakke agterud.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce