Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Debatindlæg

Hvorfor skulle Ada bruge to måneder på at dø?

Er det værdigt for et civiliseret samfund, at hospitalsvæsnet forlænger patienters lidelser?, spørger Læger for Aktiv Dødshjælp.

Debatindlæg

En dag ringede Ada, som var tvangsindlagt på psykiatrisk hospital og nu skulle behandles med elektrochok imod sin vilje, fordi hun forsøgte at sulte sig ihjel. Jeg besøgte hende.

Hun var en midaldrende, fraskilt kvinde, der havde været glad for sit arbejde som folkeskolelærer og havde dyrket flere idrætsgrene, indtil hun for et år siden fik to hjerneblødninger. Så var det slut både med arbejdet og

Hun måtte se i øjnene, at de almindelige selvmordsmidler var uden for hendes rækkevidde og besluttede derfor at vælge det eneste, som hun selv var herre over: sultedøden

sporten, men ikke nok med det. Hun lå med udbredte lammelser i sengen og havde besluttet, at nu kunne det være nok.

OVERLÆGE

Der var ingen økonomiske problemer, plejen var i orden, og hendes voksne børn besøgte hende regelmæssigt. De ønskede, at hun skulle leve, men var alligevel villige til at støtte hende i den afgørelse, som hun havde truffet.

Hun måtte se i øjnene, at de almindelige selvmordsmidler som overdoser, hængning, biludstødning, skydning, drukning og udspring fra et vindue var uden for hendes rækkevidde og besluttede derfor at vælge det eneste, som hun selv var herre over: sultedøden. Den kræver virkelig viljestyrke.

Til at begynde med stillede plejehjemspersonalet sig positivt. En psykiater konstaterede, at hun ikke var deprimeret. Men på et tidspunkt bredte bekymringen sig, og efter at Ada ikke havde spist eller drukket i nogle dage, blev hun tvangsindlagt.

Da hun ikke ville have antidepressiv medicin, skulle hun nu have elektrochok (ECT). Heller ikke på mig virkede hun deprimeret, og hun var psykisk stadig særdeles velfungerende. Med familiens støtte sagde jeg derfor, at hvis ECT-behandlingen blev gennemført, ville vi både gå til pressen og anmelde sagen til politiet.

Så bøjede hospitalet sig og gik med til, at hvis Ada ville modtage væske og vitaminer, ville de lade hende dø under indlæggelse.

KRONIKEN

Hun døde først to måneder senere. Uden væske ville det være sket i løbet af en uges tid. Også her bestod hospitalsvæsnets indsats altså i at forlænge lidelserne og dødsprocessen.

Er det værdigt for et civiliseret, åbent og demokratisk samfund?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce