PRIS. Susanne Staun modtog fredag Mathildeprisen 2016. Arkivfoto. Lærke Posselt

PRIS. Susanne Staun modtog fredag Mathildeprisen 2016. Arkivfoto. Lærke Posselt

Debatindlæg

Susanne Staun: Skilsmissernes vraggods er kvinder og børn

Susanne Staun har netop modtaget Dansk Kvindesamfunds Mathildeprisen. Vi har bedt hende om at skrive en tale om, hvad hun kæmper for.

Debatindlæg

Vi mangler en offentlighed – og en journaliststand i særdeleshed – der går til verden i et ærligt ment forsøg på at begribe den, som den er – som når politiet går ind på et gerningssted og spørger: »Hvad er der sket her?«. Og derefter går i gang med at indsamle beviser og sende dem videre til analyserende eksperter.

Åbne spørgsmål, objektive undersøgelser, nul følelser. Ja tak til den faktuelle verden. Nej tak til dem, der vader ind på gerningsstedet, ser sig om og råber: »Nå! Det var nok kællingen, der gjorde det«.

Når jeg får Dansk Kvindesamfunds Mathildepris i år, skyldes det, at jeg har stillet netop det spørgsmål, den samlede presse har undladt: Hvad sker der her?, hvor her henviser til skilsmisseområdets vraggods, kvinder og børn.

Først skrev jeg en roman ’Velkommen til mit mareridt’, som skulle udfylde et basalt vidensvakuum og besvare spørgsmålet; siden fulgte jeg op med en blog.

Kvinder og børn ødelægges med statens velsignelse i ligestillingens navn. For ligestilling på skilsmisseområdet har nemlig en kønsslagside: 75 procent af kvinderne i højkonfliktskilsmisser, der gennemsnitligt varer 5,4 år, ender med ptsd, ofte kronisk, som enlige og 75 procent uden job eller udsigt til et. Mænd er straks videre med ny familie, intakt hjerne og ny hobby: at få deres ekskoner helt ned at ligge.

Der er indlysende ikke tale om normale mænd her, nej. Det er en stor del af problemet.

Selv misbrugende, voldelige og incestuøse mænd får adgang til deres børn, fordi en hær af psykologer er villige til at rense deres undersøgelser for ethvert tegn på krænkelser i den politiske ånds og de gode salærers tjeneste. En gang imellem dukker et resultat op, senest i form af faren, der myrdede sin otteårige datter.

Kvinder og mænd er ikke ens og skal ikke behandles uden skelen til deres forskelligheder

Public service-medier arbejder også i den politiske visions tjeneste og har haft en afgørende rolle i udbredelsen af den herskende myte: Kvinder lyver, når de fremsætter beskyldninger.

Aldrig har så mange kvinder fået falske psykiske diagnoser eller mistet deres børn til grænseoverskridende mænd i forsøget på at beskytte deres børn, som et resultat af denne myte, der støtter den politiske dagsorden.

Det samme sker overalt i den vesterlandske verden.

Kun i Danmark er det statssanktioneret, og udlandet fordømmer os regelmæssigt, to gange alene i år, hvilket også ignoreres af det, der burde være den fjerde statsmagt.

Fædrerettighedsbevægelserne har held til at promovere en ligestillingsopfattelse – 5 til den ene, 5 til den anden – som er lige så primitiv, som Ligebehandlingsnævnet var, da det eliminerede muligheden for, at kvinder kunne være i fred på et hotel i København.

Kvinder og mænd er ikke ens og skal ikke behandles uden skelen til deres forskelligheder. Konsekvenserne af at lade, som om vold og pædofili ikke er et mandligt problem, er fatale.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce