Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


»Du skal være taknemmelig for, at jeg spreder mine ben, så du kan gå til fodbold«

VI har negligeret børnene i købesexdebatten, skriver søn af prostitueret.

Debatindlæg

Som barn af en tidligere prostitueret følger jeg med i debatten om de prostituerede, og jeg har derfor fulgt serien ’Bordellet’ meget nøje.

På intet tidspunkt har efterkommerne af disse kvinder eller mænd været nævnt i debatten, og der er en slagside, som man skylder at vise, for det er bestemt ikke let. Hvis man altså ved, hvad ens mor eller far laver? Og det gør mange børn nok inderst inde – alligevel.

Den glorificering, der har været af prostitution, er så langt ude og på grænsen til det kvalmende. Tænk, at man stiller det op i de ’lykkelige’ og ’ulykkelige’ prostituerede, det er så snæversynet, utilstrækkeligt og moralsk forkasteligt for os, der har været en del af det.

Man taler mod bedre vidende og burde skamme sig. Alle, der kaster pinde på det brændende bål, skylder at udvide deres snævre synsfelt. For hvis debatten kun handler om for eller imod, så vi kan udpege en vinder, alt efter hvem der kan fremstille flest argumenter af den ene eller anden slags, får vi et unuanceret billede af problematikken.

LÆS MERE

I dette tilfælde er der ingen reel debat, men kun en test af styrkeforholdene, hvor der på den ene side står den politiske korrekte gruppe, der mener, det er skammeligt, og på den anden side en gruppe sexarbejdere, der har held med at charmere en masse ved at kaste glamour over en branche, som langtfra er Gucci-sko og seksuel og økonomisk frihed.

Det holder jo ikke en meter. Debatten skal være langt mere vidtrækkende, og jeg køber ikke de præmisser eller anskuelser om, at der kun er to snævre veje at gå.

Min egen historie handler om min mor, som prostituerede sig for at få vores liv til at fungere – påstod hun, som hun sagde til mig: »Du skal være taknemlig for, at jeg spreder mine ben, så du kan gå til fodbold«. Dertil svarede jeg, at jeg gerne ville stoppe til fodbold og kun ønskede en mor, der var glad.

Dette var naturligvis løgn. Sine penge brugte hun på smykker og alkohol, skønt vi stadigvæk levede af fiskepinde med pomfritter og købte tøj en gang om året.

Den glorificering, der har været af prostitution, er så langt ude og på grænsen til det kvalmende



Det var ikke lykken at være vidne til, og det har efterfølgende præget mit liv meget. Det har da sat sine tydelige præg på min opvækst og min nutid at have været vidne til en prostitueret fra første række. Det har ikke været en dans på roser.

Det er netop en af de ting, der bliver negligeret og bagatelliseret i debatten, for hvordan har børnene med den ulykkelige prostituerede det, kan det påvirke deres fremtid? For mit vedkommende har jeg været meget grænsesøgende, og psykisk har det præget mig ufattelig meget, langt mere, end jeg til tider vil vedkende mig.

Det kan jeg langtfra være alene om, der må være mange flere med de samme oplevelser som mig, men som måske ikke formår at bidrage til debatten af den ene eller anden grund.

Måske ligger årsagen ligefor, nemlig at man psykisk har det svært, og at det at blotte sig på denne måde ikke er let?

Hvordan vil folk kigge på én efterfølgende?

Hvordan vil styrkeforholdene være i familien efterfølgende?

Og hvad med ens omgangskreds, som sikkert intet ved?



Det kræver mod. Men kan jeg blot rykke en enkelt persons opfattelse af den fantasifulde forestilling om det glamourøse prostitutionsliv til at se mere nuanceret på det, er jeg nået langt.

Jeg har i dag ingen kontakt med min mor, heller ikke med meget af min mors familie. Jeg prøver at komme videre med mit liv. Jeg arbejder på at komme videre, men det er ikke let.

Det er noget, der med jævne mellemrum popper op. Det er ikke noget, man sådan kan flygte fra, det er blevet en del af mig. Min barndom bød på ridser i lakken, som ikke kan slibes væk.

Hvordan tror I, det var at være vidne til en mor, der kom grædende hjem og tog fat i vinflasken som noget af det første, og som 12-årig forsøge at trøste hende?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Jeg har ikke taget stilling til, om jeg mener, at det skal være lovligt eller ej, for jeg kan godt se, at der kan være lykkelige kvinder i erhvervet.

Men der skal findes ordentlige løsninger, før det kan blive en succes. Det skal ikke være noget, man vælger af økonomiske grunde, men et reelt ønske om at være i erhvervet, og sådan rent praktisk har jeg svært ved at se, hvordan det kan fungere hensigtsmæssigt? Skal det være en reel uddannelse, hvor man skal op til en eksamen?

LÆS MERE

Der er så mange spørgsmål, der ikke er blevet besvaret – hele debatten handler jo groft sagt kun om to fløje, der råber og skriger, om man kan være lykkelig eller ej, fuldstændig blottet for substans og realitetssans. Det hele er voldsomt polariseret.

Men jeg beder til, at man tænker på børnene og på alle dem, der har været og er taget som gidsler i prostitutionsmiljøet. Kan jeg få vendt bare en enkelt fra kun at se på for eller imod. Bare en ...

Hvordan tror I, det var at være vidne til en mor, der kom grædende hjem og tog fat i vinflasken som noget af det første, og som 12-årig forsøge at trøste hende?

En mor, som blot har haft en hård dag på det »plejehjem«, hun dengang påstod, at hun arbejdede på – og som siden viste sig at være et helt andet erhverv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce