Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)
Foto: Petersen Anne-marie Steen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mit barnebarn bliver udsat for racisme hver dag

Jeg har alt for ofte forsøgt at slå mit barnebarns problem hen med, at det blot er uvidende mennesker, man ikke bør tage sig af.

Debatindlæg

Mit 22-årige barnebarn er kommet på tidligt julebesøg fra USA. Ud over sine hvide gener har hun også nogle afrikanske. Hun er derfor brun i huden og har dreadlocks.

I løbet af de sidste par uger har både hun og jeg erfaret en del om, hvordan det er at se anderledes ud her i Danmark.

Situation 1:

Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.

Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.

Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Situation 2:

Vi er til bedste-juleklip i yngste barnebarns børnehave. Det voksne barnebarn er med. En nydelig ældre bedstemor spørger hende, om hun har fået sit hår i Afrika! Barnebarnet er tydeligt rystet.

Jeg forsøger at slå det hen med, at damen har ment frisuren og ikke håret. Man har jo set turister komme hjem fra sydlige himmelstrøg med diverse sjove frisurer. Og den søde dame syntes sikkert bare, at frisuren var flot.

Situation 3:

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.

Jeg prøver igen at slå det hen med nysgerrighed, klodsethed, dumhed etc., for vi er jo ikke racister i Danmark? Og definér lige racisme?

Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.

Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Da middagen er ved at være klar, går jeg ind for at høre, om hun kommer og spiser og finder hende opløst i tårer.

Vi har herefter en lang samtale om, hvordan hun oplever disse overdrevne interesseytringer for hendes hår. Jeg prøver igen at slå det hen med nysgerrighed, klodsethed, dumhed etc., for vi er jo ikke racister i Danmark? Og definér lige racisme?

Hun trækker linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder. Jeg siger: »Det er jo flere hundrede år siden, dengang var folk ikke klogere«.

Hun prøver at forklare: »Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige«.

Og nej, det må jeg jo indrømme. For år tilbage, i et eller andet fjernt, primitivt samfund ville mit meget lyse hår måske have vakt opsigt, og man ville måske gerne have følt på det, fordi det så fremmedartet ud.

Vi taler længe, og hun fortæller om, hvor meget det dræner energien at skulle fortælle igen og igen, hvorfor det er uacceptabelt at spørge (for eksempel om håret kan vaskes!) og røre og gramse

Ville jeg have syntes om det? Sikkert ikke, men jeg ville nok have været overbærende, fordi jeg som hvid havde de bedste kort på hånden.

Og hør lige her: Er Danmark et fjernt primitivt samfund?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi taler længe, og hun fortæller om, hvor meget det dræner energien at skulle fortælle igen og igen, hvorfor det er uacceptabelt at spørge (for eksempel om håret kan vaskes!) og røre og gramse.

Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Ved sammenligningen med dyr begyndte jeg at fatte, hvad hun mente også med racismepåstanden.

Og det gjorde ondt. På næsten daglig basis at blive forulempet af mere eller mindre fremmede mennesker. Det gør noget ved en.

Og jeg sidder tilbage med en lidt dårlig smag i munden over de gange, jeg har forsøgt at slå problemet hen med, at det drejer sig om dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af.

Undskyld! Jeg fattede det ikke.

Jeg var lige så dum som de andre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce