Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Bare rolig, Trump kan ikke stoppe den grønne omstilling

Der er så mange kræfter, der trækker i retning af fortsat grøn omstilling, at vi går ind i den kommende præsidents første periode med optimismen i behold, skriver Rambøll-chefer.

Debatindlæg

Meget tyder på, at ændringer i den amerikanske administration ikke vil påvirke den grønne omstilling så meget som frygtet. For den grønne omstilling er drevet af de globale markedskræfter snarere end af holdningen i Det Hvide Hus.

Det var også konklusionen på FN’s klimakonference COP22 i Marokko i november, efter at de første reaktioner på USA’s valgresultat havde lagt sig.

På de møder, Rambøll deltog i, blev det ret hurtigt et mantra, at markets eat politics for breakfast. Og markedskræfterne bliver stadig grønnere.

Herhjemme oplevede vi tydeligt de grønne markedskræfter, da prisen for strøm fra den kommende havmøllepark Kriegers Flak satte verdensrekord – på den gode måde – ved udbuddet i november.

Ifølge The Economist er gennemsnittet af prisen for offshore-vind i Nordeuropa mere end halveret på blot tre år.

Også uden for Europa går det stærkt. Det kinesiske vindmøllemarked udgør over halvdelen af verdensmarkedet, og offshore planlægger Kina at installere, hvad der svarer til 25 Anholt-havmølleparker senest i 2020 – hvad danske virksomheder også kan mærke: Rambøll er den første udenlandske rådgiver på havvind i Kina.

Prisfaldet på sol går endnu hurtigere, og denne vedvarende kilde er nu konkurrencedygtig med gas og visse steder også kul, især i Afrika. Også når det gælder sol, er Kina verdens største producent, og landet planlægger at tredoble kapaciteten inden udgangen af årtiet.

Kineserne er ikke kun drevet af prisfaldet, men også af risikoen for uro i befolkningen over de stærkt forurenende kulkraftværker.

Selv hjemme i USA er det begrænset, hvilken effekt politiske tiltag, der favoriserer fossile brændsler, kan få. Ingen virksomheder vil bore en oliebrønd, hvis det ikke er rentabelt

Repræsentanter for den kinesiske regering har således flere gange understreget, at landets klimaindsats ikke er afhængig af den øvrige verdens – og altså heller ikke af, om USA prøver at trække sig ud af Paris-klimaaftalen.

Indien bruger også klimaindsatsen indenrigspolitisk som et værn mod storme, oversvømmelser og andre ødelæggende vejrfænomener.

De fattigste lande mangler penge til klimainvesteringer, men også det kan der være råd for: Bill Gates og andre erhvervsmæcener skyder milliarder i fonde, der gavner fattige og bæredygtig energi.

Selv hjemme i USA er det begrænset, hvilken effekt politiske tiltag, der favoriserer fossile brændsler, kan få. Ingen virksomheder vil bore en oliebrønd, hvis det ikke er rentabelt, og hovedårsagen til USA’s faldende kulproduktion er ikke den afgående administrations politik – men billigere (og mere CO2-venlig) skifergas.

Desuden er staterne i stort omfang selvkørende på energiområdet, for eksempel agter Californien at fortsætte med at skærpe miljøkrav til biler og opstille konkrete klimamål.

Hertil kommer, at det bliver stadig vigtigere for køberne af energi, hvad det egentlig er, de køber. Google vil i 2017 investere i vedvarende energi, så det matcher det samlede forbrug i selskabets datacentre og kontorer rundt om i verden.

Samtidig afviser stadig flere investorer at putte penge i fossile energiprojekter. Verdens største offentlige investeringsfond, den norske stats Pension Fund Global, der ejer mere end 1 procent af samtlige noterede aktier, afviser nu helt kulinvesteringer.

Der skal ikke være tvivl om, at vores politiske lederes visioner, ambitioner og initiativer er vigtige. Men der er så mange – og stadig stærkere – kræfter, der trækker i retning af fortsat grøn omstilling, at vi går ind i den kommende præsidents første periode med optimismen i behold.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce