Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Bettina Post: Kontanthjælpsmodtagere sendes rundt i Cirkus Jobcenter

Kontanthjælpsmodtagere sendes rundt i Cirkus Jobcenter uden udsigt til at komme i arbejde. De hænger uhjælpeligt fast, og politikerne er ligeglade.

Debatindlæg

Der går ikke mange dage, uden at det Kgl. Danske Beskæftigelsessystem er til debat. Og af gode grunde. For vi har efterhånden fået skabt et system, som trods sin egen ufattelige træghed og helt uden at skele til realiteterne baserer sig på en lige så ufattelig optimisme på kontanthjælpsmodtagernes vegne.

For en måneds tid siden reagerede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen højlydt på, at det blev dokumenteret, at det der med, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, ikke holder i virkeligheden.

»Det er fuldstændig vanvittigt, at man kan være på kontanthjælp i 15 og 20 år«, lød det fra ministeren, som altså tilsyneladende ikke anede, at der er rigtig mange, som cykler rundt i Cirkus Jobcenter i 100 år og en madpakke.

Men det er ingen nyhed for hverken fagfolk eller kontanthjælpsmodtagere. I mange år har vi råbt op om, at masser af kontanthjælpsmodtagere er for syge eller på anden måde for medtagne til at kunne arbejde, men for raske og velfungerende til at blive bevilget førtidspension.

Dermed hænger de uhjælpeligt fast i et system, som på grund af en giftig kombination af administrative benspænd og konstant skiftende og urealistiske lovkrav aldrig har udmærket sig ved at være synderligt effektivt.

Fra mit mangeårige kendskab til dette både vigtige og udskældte fagområde ved jeg, at sygefravær, sagsbehandlerskift og manglende beslutningskompetence hos sagsbehandlerne er de helt store forklaringer på, at tingene trækker i langdrag.

Et aflyst møde som følge af sygdom kan nemt føre til, at sagsbehandlingen ligger stille i mindst en måned. Et sagsbehandlerskift – og dem er der mange af – lægger snildt sagen død i tre måneder, hvorefter der er en tendens til nærmest at starte forfra.

Og den manglende bemyndigelse til, at sagsbehandleren kan bevilge ret meget, betyder, at der, hver gang der skal ske noget særligt i sagen, opstår der både ventetid og risiko for, at dem, der så har bevillingskompetencen, alligevel siger nej.

For nylig talte jeg eksempelvis med en mand, som har været arbejdsløs i 14 år, og hvis kompetencer er åbenlyst forældede. Men han kan ikke få bevilget et kursus, som kan gøre noget ved det problem, før han har en arbejdsgiver på hånden, som lover at ansætte ham bagefter.

Og da han ikke har kunnet opdrive sådan en i mange år, har han således ikke en ærlig chance for at komme videre.

Oven i jobcentrenes mere eller mindre selvskabte plager er de under konstant politisk pres for ikke at være for rundhåndede med de varige ydelser. Derfor blev der med fleksjob- og førtidspensionsreformen i 2013 indført et krav om, at selv den mindste arbejdsevne skal ses som et potentiale for udvikling.

Også selv om det er veldokumenteret, at arbejdsevnen er så lille, at den ikke rækker til noget, der bare minder om selvforsørgelse. Denne nådesløse optimisme på kontanthjælpsmodtagernes vegne betyder, at ingen skal nyde noget af at tage optimismen fra nogen og ’parkere’ dem på varig offentlig forsørgelse, som det hedder.

Så i stedet for at nogen tager ansvar for at konkludere i disse sager, sendes kontanthjælpsmodtagerne i bedste mening rask væk ud i virksomhedspraktik nr. syv, otte og ni, for tænk nu hvis miraklet skete denne gang.

Og alt imens de arme mennesker løber rundt og rundt i jobcentrenes langsommelige hamsterhjul, udsættes de for endnu et paradoks.

I mange år har vi råbt op om, at masser af kontanthjælpsmodtagere er for syge eller på anden måde for medtagne til at kunne arbejde, men for raske til at blive bevilget førtidspension

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For mens sagsbehandlingen relativt upåtalt får lov til at skynde sig langsomt, er det blevet stadig mere moderne at ’dokumentere de små skridt i den enkelte borgers udvikling’ gennem såkaldte ’progressionsmålinger’.

Det går i praksis ud på, at kontanthjælpsmodtagerne ’scores’ på en række parametre – fra kompetencer, helbred og økonomi til det mere bløde, såsom motivation, evnen til øjenkontakt og viljen til at samarbejde med sagsbehandleren – og så følges der løbende op på, hvordan scoren, og dermed kontanthjælpsmodtageren, udvikler sig fra gang til gang.

Sådan en praksis kan kun være opstået, fordi de, der har fundet på den, har glemt at overveje, hvordan det mon er at blive udsat for sådan noget. Jeg kan personligt dårligt forestille mig et mere ydmygende møde end at sidde over for endnu en ny (og ung) sagsbehandler, som enten roser mig for at have udviklet mig en lille smule siden sidst, eller forsøger at muntre mig op, fordi jeg ikke har.

Og jeg er helt sikker på, at min score på viljen til at samarbejde ville ligge under gulvbrædderne. Men som kontanthjælpsmodtager er man nødt til at spille med. Ellers risikerer man at blive sanktioneret for ikke for alvor at stå til rådighed for det arbejde, som år ind og år ud har ladet vente på sig.

Der er ca. 30.500 kontanthjælpsmodtagere, som på denne måde har fejret mindst fem års jubilæum i jobcentercirkusset. Så sent som i forrige uge offentliggjorde sociolog Sophie Danneris sit ph.d.-studie, hvor hun over en toårig periode har fulgt 25 af dem.

Også dette studie viser klart, at kontanthjælpsmodtagerne er noget mere parate til at slippe systemet, end systemet er til at slippe dem.

Det står unægtelig i skærende kontrast til opfattelsen af, at det er kontanthjælpsmodtagerne, der stritter imod, og derfor må mødes med alverdens krav og krumspring for at bevise, at de ikke bare går rundt og nyder tilværelsen som officielle dovenlarser.

At det hele er løbet af sporet på denne måde, skyldes i høj grad, at både debatten om beskæftigelsesindsatsen og de deraf følgende politiske beslutninger i højere grad har været styret af ideologi og følelser end af viden. Det må simpelthen høre op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det fremgår, er jeg ikke i tvivl om, at en del af ansvaret for langsommeligheden ligger hos jobcentrene, som har alt for god tid på kontanthjælpsmodtagernes vegne. Det skal jobcentrene selvfølgelig stramme op på. Men også beskæftigelsesministeren har en uløst opgave.

Troels Lund Poulsens kommentar til Danneris’ forskning var forleden, at han gerne vil »se på de regelsæt, man arbejder efter, så der kommer lidt frisk luft ind i systemet, og det hele ikke bliver for dogmatisk«.

Det lyder lovende. Tilbage er så bare at opfordre til, at ministeren også vil sørge for, at det går lidt hurtigt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce