Tegning: Mette Dreyer (Arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (Arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Cand.mag: Politikere misbruger tørklædet til symbolpolitik. Men kære Venstre, I skal ikke redde mig

Når Venstre påstår, at tørklædet symboliserer dominans og undertrykkelse fra Islam, så fører de symbolpolitik, der fratager kvinder vores ret til selvbestemmelse.

Debatindlæg

Alt for længe har politikere misbrugt tørklædet ved at tale om det som et symbol. Deres subjektive tilgang og deres manglende viden om islam gør dem uegnede til at udtale sig på vegne af muslimske kvinder om tørklædet.

Senest har Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Marcus Knuth i et debatindlæg i Berlingske påstået, at tørklædet »symboliserer dominans fra islam«, hvorfor han opfordrer de danske folkeskoler til at undgå det muslimske tørklæde, hijab. Argumentet er, at den danske folkeskole skal være præget af »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«, og at »det muslimske tørklæde symboliserer den diametrale modsætning«. Knuth fastslår altså, at hijab ikke bliver båret af egen fri vilje, og at hijab er et symbol på en undertrykkende religion.



Symboler er ikke altid, hvad vi tror, de er.

Et symbol er kendetegnet som noget, der står for noget andet, det være sig en idé eller en abstrakt forestilling. Men et symbol er først og fremmest noget, der er åben til fortolkning alt afhængigt af ens personlighed, omstændigheder og kontekst. Jeg kan udlede bestemte følelser, idéer og fortolkninger fra et bestemt symbol, og du kan udlede nogle andre.

Gennem symbolpolitik fjerner politikere kvindens stemme, motivation og intention



Gennem symbolpolitik fjerner politikere kvindens stemme, motivation og intention. I stedet placeres agens i det såkaldte symbol, tørklædet. Det betyder, at kvinden kan råbe noget så højt, men hendes stemme kvæles, for politikerne hører kun symbolet tale til dem. Politikerne får dermed enestemme til at definere 'symbolets' betydning, mens de muslimske piger og kvinder fratages retten til at definere deres valg, og hvad de tror på.

De muslimske kvinder fremstilles som ukritiske og passive marionetdukker, som tomme beholdere, hvis eneste eksistens netop kan skimmes i kraft af den silhuet, som tørklædet omkranser. De er ufrie.

De muslimske kvinder fremstilles som ukritiske og passive marionetdukker, som tomme beholdere, hvis eneste eksistens netop kan skimmes i kraft af den silhuet, som tørklædet omkranser



Det problematiske ved at udføre værdiløs symbolpolitik udledt af selvproklamerede symboler, er, at subjektive holdninger fører til subjektive handlinger. Det er med til at begrænse det frie menneskes demokratiske ret til selv at bestemme over egen krop. Og det fratager kvinderne deres personlige frihed til at træffe egne valg. Samtidig giver det politikere, som Marcus Knuth, mulighed for selv at bestemme, hvad 'symbolet' hijab betyder på baggrund af deres egne personlige holdninger og meninger. Og retten til individualitet og autonomi gør sig først gældende for de muslimske kvinder, når de ikke skiller sig ud fra majoriteten.

Røde faresignaler bør blinke blændende hos os alle, når personer i samfundets mest magtfulde positioner bruger symboler til at fratage danske borgere, og især kvinder, deres stemme, agens og dømmekraft. Symbol- og værdipolitik er og forbliver en subjektiv og usaglig rodekasse, hvis eneste mål er at begrænse vores ret til et frit Danmark.



Til slut, vil jeg dog erklære mig enig med Marcus Knuth, »for prøv og hør, kære venner. Nu bor vi i Danmark«, som han skriver. Men i mit Danmark lærer vi at være kritiske i folkeskolen. Skriver vi en opgave, er det på baggrund af empiri, viden, forskning, argumenter og ikke på baggrund af, at jeg synes, og jeg mener.

Vi lærer desuden, at vi har ret til at være den, som vi nu engang er, at vi har ret til at gå klædt nøjagtig, som vi ønsker. Her behøver kvinden hverken være påklædt eller afklædt. Her vægter det enkelte individs ret til selvbestemmelse højest, og her har vi alle en stemme. Så kære Marcus Knuth, din verdensforståelse rangerer ikke højere end min. Du skal ikke redde mig.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce