Tegning: Gro Tornemand Larsen på 7 år har her tegnet sig selv, sine små søstre og sin mor, Ulla Tornemand. De ligger og kigger op på en regnbue.

Tegning: Gro Tornemand Larsen på 7 år har her tegnet sig selv, sine små søstre og sin mor, Ulla Tornemand. De ligger og kigger op på en regnbue.

Debatindlæg

Mine små brune piger er blevet gjort til andenrangsborgere

Da Folketinget vedtog en tekst om danskere og ikke-danskere, gik det for alvor op for mig, at mine tre børn, der vokser op under samme tag, får helt forskellige livsvilkår i Danmark.

Debatindlæg

Jeg er hvid mor til et hvidt og to brune børn.

Allerede mens jeg var gravid med mine to brune børn, vidste jeg, at de ville få andre vilkår, dårligere vilkår, som brune danskere. For racismen eksisterer i bedste velgående. Og fra den dag, mine to brune børn kom til verden, er de blevet fremmedgjort.

’Er de adopteret?’, og ’er faren mørk i det?’, lyder det ofte fra mennesker, vi møder.

Spørgsmål, ingen stiller mig om min ældste, hvide datter. Men spørgsmål, de små med tiden vil internalisere, og som vil give dem følelsen af ikke at høre til, ikke at være danske.

Tirsdag 7. februar blev dagen, hvor det for alvor gik op for mig, at mine tre børn, der vokser op under samme tag, får helt forskellige vilkår. At racismen i Danmark nu er legitimeret og blåstemplet af selveste statsministeren.

I et land, der praler af at være ligestillet, og hvor vi formelt set har bestemt, at vi ikke tolerer diskrimination, har et flertal i Folketinget blåstemplet en vedtagetekst, der fortæller, at »efterkommere og indvandrere fra ikke-vestlige lande« er andenrangsborgere i Danmark.  De er ikke danskere.

Lad os sige det, som det er: V-LA-K-regeringen og DF vedtog, at de går ind for racehygiejne, og dermed blev to ud af mine tre børns fremtid lidt mere sort. Som hvid mor til to brune børn ved jeg, at jeg kommer til at tage nogle andre snakke med dem end med deres hvide storesøster.

Som hvide forældre til hvide børn er man ikke fritaget for bekymringer.

Men man skal ikke oveni tackle racisme. Hvor tit har du for eksempel stillet dig selv spørgsmål som disse: Hvad gør jeg, når en samling White Pride-fyre stirrer ondt på mig og ikke vil flytte sig på et smalt fortov, når jeg kommer gående med en klapvogn med henholdsvis et hvidt og et brunt barn?

Jeg er ikke klædt på, så jeg kan skærme mine børn mod racisme. Jeg ved ikke, hvordan jeg hærder dem, så de ikke knækkes og knuses af de fordomme og modbydeligheder, de vil møde

Hvordan håndterer jeg, at mit 2.-klasses barn kommer hjem og fortæller mig, at de andre børn mobber det med, at dets hud ligner lort? Hvad gør jeg, når min teenager for 117. gang fortæller, at der er nogen, der umotiveret har råbt ’Perker, skrid hjem til dit eget land med dig’?

Ovenstående eksempler er ikke frit opfundet til lejligheden. De er den virkelighed, brune mennesker i Danmark befinder sig i. Den hverdag, som mine to brune børn snart er store nok til at forstå.

Indtil videre kan min hvide hudfarve beskytte dem, fordi de er så små og følges med mig overalt. Men når mine brune børn når pubertetsalderen og begynder at bevæge sig rundt på egen hånd, vil min hvidhed ikke længere kunne beskytte dem mod omverdenens fordømmelser og umotiverede racisme.

Rent formelt set rammes mine små brune tumlinge ikke af vedtageteksten. Men det gør de uformelt. Vedtagelsesteksten omhandler bestemte nationaliteter, hvis hudfarve primært er brun og er ikke-vestlige. Udover at være racisme er det iblandet en god portion islamofobi.

Venstre har, siden de stemte for vedtageteksten, først beklaget den »klodsede formulering« for så at fastholde, at formuleringen ikke er klodset alligevel.

Og budskabet består: Der findes de ’rigtige’ danskere og så de ’ikke-rigtige’. Det er ikke harmløs symbolpolitik, som jeg har set flere hvide meningsdannere påstå. Netop den bagatellisering af magthaveres holdningstilkendegivelser har vi set før. I Tyskland i 30’erne for eksempel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dengang var det heller ikke harmløs retorik og symbolpolitik. Det var starten på noget langt værre. Hvis jeg nævner de tre r’er; racehygiejne, raceudskillelse og raceudryddelse, ringer det så en klokke?

Siden i tirsdagser det i al sin gru også gået op for mig, at min hvidhed, mit ståsted på privilegiestien har blændet mig. Uanset hvor solidarisk jeg har oplevet mig i kampen mod racisme, har jeg ikke gjort nok. Det er vi mange hvide, der ikke har. Det er ikke ukendt, at omfanget af et givent emne for alvor først går op for én, når man har det inde på livet. Som jeg har nu.

Jeg er ikke klædt på, så jeg kan skærme mine børn mod racisme. Jeg ved ikke, hvordan jeg hærder dem, så de ikke knækkes og knuses af de fordomme og modbydeligheder, de vil møde.

Og jeg ved, at uanset hvor meget jeg gør for at booste deres selvværd og selvtillid, kan jeg ikke beskytte dem, der vil behandle dem som mindre værd, ikke kun fordi de er piger, men fordi de er brune piger.

Det er en virkelighed for mange, som ikke har det privilegie at være hvid. Og de mange er nu de eneste, jeg kan læne mig op ad for at finde ud af, hvordan jeg kan beskytte deres og mine brune børn bedst. Noget, jeg skulle have gjort allerede for lang tid siden. Noget, jeg skulle have gjort, før jeg selv stod med to små brune vidunderbørn i favnen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce