Tegning: Jørgen Saabye

Tegning: Jørgen Saabye

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Radiovært: De nationalkonservative hader den vestlige kultur

Det er hadet imod centrale vestlige værdier, der driver det nationalkonservative oprør i disse år.

Debatindlæg

Opstandelsen over en svensk tørklædebærende handelsdelegation til Iran i sidste uge var afslørende for, hvad der er drivkraften bag den nationalkonservative strømning, der skyller ind over Vesten for tiden.

Forargelsen bestod i at svenske kvindelige ministre på linje med andre vestlige kvinder, inklusive danske kvindelige handelsdelegater, honorerede lovkravet om at dække hals og en del af håret under besøget hos præstestyret.

Sagen medførte hektisk aktivitet på de sociale medier, en aktivitet, der primært bestod af spot, hån og anklager om hykleri.

For det, der ikke var kontroversielt under den danske handelsdelegations besøg i 2016, var lige pludselig frygtelig pinligt og et bevis på et brandudsalg af værdier under den svenske handelsdelegations besøg i februar 2017.

Præmissen var, at selv om menneskerettigheder og ligestilling også er kerneværdier for den danske og en stribe andre udenrigstjenester, gjorde det, at svenskerne har en såkaldt feministisk udenrigspolitik, at der var radikalt anderledes krav til deres udenrigsministerielle protokol.

I modsætning til Danmark skulle Sverige have afholdt sig fra at tage til Iran, forlød det, muligvis alene have sendt mænd, eller også skulle de være taget dertil alene med det formål med håret flagrende at bryde loven.

Der lå ingen implicit hæder i kritikken. Den skulle ikke forstås som: ’Vi vil også have en feministisk udenrigspolitik’, eller ’vi kræver, at udenrigsminister Anders Samuelsen laver en Pussy Riot i de vestlige værdiers navn næste gang han har mulighed for at samtale med topfolk fra regionen.’

Nej, kritikken havde tværtimod rod i en foragt for det, som den svenske regering står for.

Billederne af en stribe svenske kvinder i audiens hos præsident Rouhani handlede ikke om Rouhani og hans kvindeundertrykkelse, men om svenskerne og det, de forsøger at kæmpe for. Det handler om hadet imod søsterlandet hinsidan, som i virkeligheden er et had imod kerneværdier i vores egen kultur.

Det er dette had, der driver den bølge af folkelig opstand, som har forrygende medvind lige nu.

Hadet har den funktion at det distraherer fra behovet for at fremlægge et sammenhængende politisk projekt. Samfundsvisionen defineres alene i hård, hadsk opposition til de andre uden for, men faktisk særligt inden for stammen. Og måske derfor er det så destruktivt, det had.

Tag bare USA’s nationalkonservative præsident, der forekommer at være drevet af en dødsforagt for al den seriøsitet og prestige, der har klæbet til embedet siden 1789, og leverer noget, der ligner en misforstået opgave, når det kommer til begrebet blød magt.

Med hvert tweet letter han paranoidt, ærekært og nærtagende vægten bag egne ord. Og ved hver kaotisk interaktion med en anden statsleder begrænser han den magt, vi har som vestlig civilisation.

Og det er pointen med det nationalkonservative oprør. Det undergraver det, der er bygget op.

Til gengæld næres nationalkonservatismen voldsomt af dette underliggende propaganderende selvhad til essentielle dele af den vestlige civilisation. Den civilisation, som trods alle sine historiske fejl og forbrydelser stadig har det bedste sæt ideer og idealer for, hvordan man organiserer et samfund.

De nationalkonservative ser på verden med paranoia og mistro

Det nationalkonservative oprør hader for det første den optimisme, vi i Vesten har brugt til at opbygge vores samfund. Om noget skulle der optimisme til at give kvinder og alle uformuende mænd stemmeret eller udskrive en indkomstskat på op til 70 procent, som det skete i 1970’erne.

Der skulle optimisme til at udbygge pleje- og pasningssektor og uddannelsessektoren og kræve social mobilitet og skabe rammerne for det økonomiske mirakel, at kvinderne gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet. Internationalt udviste seks ærkefjender stor optimisme ved at følge positivt op på Shuman-deklarationen bare fem år efter Anden Verdenskrigs afslutning og insisterede på at samarbejde for fred og fremgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det nationalkonservative oprør erstatter optimismen med en grundlæggende pessimisme, hvis ikke ligefrem en alarm over tingenes tilstand. De rider på en bølge af katastrofekommunikation: ’Vores samfundsmodel kan ikke overleve’, ’Vores system knækker over’ og ’Velfærdsstatens endeligt’.

Det står i kontrast til realiteterne med stort set konstant økonomisk vækst, faldende kriminalitet og lav arbejdsløshed i mange af de lande, hvor det nationalkonservative oprør er størst. Det burde gøre alarmen svær at sælge, men fortællingen om samfundets nært forestående undergang fænger i overraskende grad.

For det andet hader det nationalkonservative oprør Vestens selvtillid i mødet med omverden. De nationalkonservative ser på verden med paranoia og mistro.

Det er klart, når præsident Trump siger, at USA bliver snydt af stort set alle lande i verden. Modstanden imod internationalt samarbejde og internationale konventioner er en stabil ingrediens i alle nationalkonservative fællesskaber.

Mistilliden og det paranoide blik på omverdenen sættes i relief af omverdenens eliter, der ud over at være blevet uddannet på amerikanske eller europæiske universiteter endda oftest tropper op i jakkesæt og slips, og som på flydende engelsk og fransk diskuterer verden ud fra vestligt etablerede regnemodeller og måleinstrumenter, operer i vestligt definerede tidszoner og ud fra vestligt definerede idealer om samfundets indretning, normer og æstetik.

Det nationalkonservative oprør drives for det tredje af et intenst had til de elementer i samfundet, som oprøret har udset som syndebukke for den dommedagstankegang, der binder dem sammen. De nationalkonservative hader f.eks. kvindesagen, imens de tager den som gidsel i angreb på andre kulturer.

De hader det, som er essensen af vestlig kultur, at man har ret til at blive set som individ og ikke en del af en gruppe, at man som menneske har frihed og frie valg til at definere sit eget liv. De nationalkonservative forstår ikke, at hvis en rettighed ikke tilkommer alle, konverteres den til et privilegium, og det er en langt mere sårbar størrelse.

De nationalkonservative hader den politiske korrekthed, der i Vesten er vokset frem af ønsket om at inkludere alle, og erkendelsen af, at sproget skaber vores virkelighed.

Den amerikanske præsident er inkarnationen af dette had. De fleste forældre ville skride ind over for tilsvarende opførsel hos deres børn, men når Donald Trump håner kvinder, minoriteter og handikappede, mødes det med en næsten blodtørstig energi fra hans følgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er der hadet imod humanismen, en afgørende sekulær opløftende drivkraft i udviklingen af de vestlige samfund de sidste tohundred år. Uden humanismen og dermed troen på menneskets godhed og værdien af dets individuelle bidrag, ingen velfærdsstater – og uden humanismen ingen uddannelsesrevolution.

Det er hadet imod disse centrale vestlige værdier, der driver det nationalkonservative oprør.

De forsøger at kamuflere selvhadet i nationalistisk, fremmedfjendsk retorik og symboler.

Men det ændrer ikke på, at det nationalkonservative projekt står i modsætning til den moderne vestlige tankegang, og det ville være særlig ironisk, hvis oprøret skulle blive så magtfuldt, at det helt forviser vores vestlige friheds- og lighedsidealer til andre verdensdele.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce