Tegning: Roald Als (arkiv)
Foto: Roald Als

Tegning: Roald Als (arkiv)

Debatindlæg

Biskop: Består politik kun af alfahanner og -hunners kamp om, hvem der har den bedste løgn?

Vi er gået ind i en tidsalder, der bl.a. er karakteriseret ved 'alternative facts. Men hvis politik virkelig blot er baseret på myter og fortællinger, så er det for alvor blevet mørkt i verden, mener Københavns biskop.

Debatindlæg

I de seneste tre uger har jeg ofte hørt, at verden nu er blevet en anden. 'Vi er gået ind i en ny tidsalder', forlyder det. En tidsalder, der bl.a. er karakteriseret ved 'alternative facts' – eller sagt på jævnt dansk: løgn, fortielse, forstillelse og fordrejelse.

Det er nu ikke noget nyt i verdenshistorien, at man økonomiserer med sandheden, og dette kan derfor næppe karakterisere det nye.

Men der er til gengæld noget andet, der er nyt. Det blev jeg klar over for et par uger siden, da jeg læste indlægget 'Trump og den gode løgn', i Berlingske af bloggeren Søren Hviid Pedersen om den amerikanske præsidents udfoldelse af løgnen som et gode. Budskabet er, at den noble løgn får ethvert samfund til at hænge sammen.

Søren Hviid Pedersen peger på, at ethvert samfund har brug for myter, fortællinger, åbenbaringer, som skaber en fælles referenceramme og skaber solidaritet.

Og at det senmoderne samfund også har brug for myter. Donald Trump har brug for en ny fortælling med det formål »at rekonstruere det amerikanske samfund efter folkelige og konservative principper«, som det hedder i indlægget.

Han konstaterer endvidere, at politik grundlæggende er baseret på myter og fortællinger, der ikke er sande i videnskabelig forstand. For begreber som sandt og falsk eller ondt og godt hører åbenbart ikke hjemme i politik.

Sandhedsspørgsmålet står til rådighed for videnskaben, mens spørgsmålet om ondt eller godt hører hjemme i vores private, moralske sfære. Politik skal være båret af myter og fortællinger, der tiltaler borgernes følelser, som derpå genfinder mening og håb.

Man spærrer øjnene op, når man læser noget sådant. 'Det må da være løgn. Kan man virkelig mene sådan?', tænkte jeg.

Det har altid været sådan, at når mennesker har skullet udtrykke noget sandt om tilværelsen – og om hvordan man genoprettede liv og sandhed, hvor død og løgn havde ødelagt tilværelsen – så er man grebet til eventyr, myter og religiøse åbenbaringer. Fantasi, fiktion og digtning er ikke løgne om livet. Det er fordybelse og undersøgelse af sandheden.

Når man går rundt og tænker over sin eksistens, dækker man sig da ikke under løgn. Man spørger efter sandhed

Om det er en religiøs åbenbaring, eller det er en politisk fortælling om f.eks. frihed, lighed og broderskab, om Gud, konge og fædreland eller om humanistiske værdier, så er det fortællinger, der tager udgangspunkt i, at noget er sandt. Når man går rundt og tænker over sin eksistens, dækker man sig da ikke under løgn. Man spørger efter sandhed.

Jeg kan forsikre for, at når jeg står ved alteret eller på prædikestolen, så bekender jeg ikke en løgn. Jeg formoder i øvrigt heller ikke, at en ateist, en humanist, en konservativ, en liberal eller en socialist griber til løgn, og begrunder deres udgangspunkt med, at det var den løgn, der lige passede bedst ind i deres kram den dag.

Det er en anden verden, vi lever i, hvis den – sådan som Søren Hviid Pedersen beskriver det – er karakteriseret ved, at spørgsmålet om godt eller ondt hører hjemme i det private.

For et demokratisk samfund er da netop karakteriseret ved, at individer søger sammen for at finde den bedste løsning, og den bedste fællesløsning må da også gerne være båret af, hvad man finder rigtigt, hvad man finder er sandt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man må sige, at der vitterligt er sket noget nyt i verden, hvis det er sådan fat med os, at sammenhængskraften ikke er grundlagt i en evig søgen efter det sande – men blot er til lejligheden opfundne løgne.

Hvis politik virkelig blot består af alfahanner og -hunners kamp om, hvem der har den bedste løgn, så er det for alvor blevet mørkt i verden, og hvordan i al verden skal man så fatte tillid til nogen politiker?

Jeg har lyst til at minde om den tyske parlamentsbygning i Berlin. Den er kronet af en kuppel af glas. Om dagen kan lyset trænge ind og minde os om, at alt skal kunne tåle dagens lys og være gennemskueligt.

Ja, også om natten vil den, der betragter Rigsdagsbygningen se, at der trænger lys ud inde fra demokratiets højborg.

I Tyskland ved man, hvad det vil sige at blive lukket inde i mørke, løgn og propaganda og totalitært styre. Måske er det derfor, man har tillid til, at der vil komme lys, sandhed og oplysning fra demokratiet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce