Arkivfoto: Thomas Borberg
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Studerende på antidepressiver: Tiden og roen og samtalerne er langt vigtigere end piller og blanketter

Som samfund er vi nødt til at bruge tid på psykiske lidelser – for selv om medicinering kan være godt og nødvendigt, skal der meget mere til.

Debatindlæg

Mine antidepressiver er blå. Det meste af tiden tænker jeg ikke på dem. Det meste af tiden lever jeg et helt normalt og meget bedre liv, end jeg nogensinde kunne forestille mig. Jeg tænker ikke engang på dem, når jeg tager dem om aftenen, inden jeg går i seng. De er blevet rutine, som tandbørstningen og dynerystningen og telefonfralæggelsen og computerslukningen.

Jeg er 17 år gammel. Jeg går i 2.g , det er svært, og nu er jeg blevet henvist til en terapeut, der har løst tøj og hennafarvet hår og en skål med særlige sten og krystaller på bordet. Jeg får at vide, at hun er kognitiv. Jeg får også at vide, at jeg er stærk og sund og sej. Jeg er lige begyndt at kaste op, efter at jeg har spist. Jeg får at vide, at jeg ikke er typen, der får en spiseforstyrrelse. Jeg går hjem og kaster op.

En gang imellem tænker jeg så alligevel lidt på dem, mine antidepressiver. En gang imellem, når det er allermest gråt, eller jeg er allermest træt og angst og ved at falde fra hinanden. Så tænker jeg på, om jeg har husket min pille, og det har jeg som regel.

Jeg er 19 år gammel, og jeg forstår ikke, hvad det er, der sker. Jeg går på højskole, alt er godt, folk er søde, men jeg har sovet al undervisningen væk den sidste uge, og nu kan jeg ikke spise, for jeg kan ikke trække vejret af gråd. Nogen kører mig på skadestuen. Jeg får at vide, at det er normalt. At jeg skal gå en lang tur rundt om søen og hygge mig lidt og drikke en kop varm kakao. Jeg smiler til lægen, eller hvad hun er, og tror på ordene og bliver kørt tilbage og er ikke helt sikker på, hvordan man hygger sig.

Jeg ved ikke, om jeg lige så godt kunne spise Pez-pastiller fra en dispenser med et hoved fra en superhelt. Jeg tager en lav daglig dosis Serotonin, men jeg har ingen reel idé om, hvorvidt det er det aktive stof, den daglige rutine, det gode samarbejde med lægen, yogaen eller det nye studie og tilhørende rummelige miljø, der gør forskellen. Måske er det en cocktail af det hele.

Når jeg bliver stresset og har for meget arbejde og glemmer yogaen og sover 15 timer i døgnet, ja, så rammer optrapningstankerne.

Jeg har prøvet mange læger. Læger, der har udskrevet medicin eller henvisninger uden ord eller øjenkontakt, mens jeg har siddet foran dem og hyperventileret

Jeg er 21 år gammel. Jeg har grædt i tre dage uden pause og er endt på skadestuen. Lægen er en mand. Han er gammel og har skeptiske øjne og ser mig ikke på trods af tykke glas i sygekassebrillerne. Jeg lytter, og jeg er i panik. Jeg ved ikke, hvad angst er, eller at depression er noget, der rammer sådan nogle som mig. Han siger, at jeg skal gå hjem og råbe lidt ad havet. Drikke noget varmt. Græde ud. Jeg er ked af det. Måske skal jeg snart have min menstruation?

Men så trækker jeg vejret dybt og prøver igen. Som regel virker det. Og jeg har et bud på hvorfor.

Det virker, fordi jeg er blevet mødt i det. Fordi jeg ved sygemelding nummer 2 og lægeskift nummer 4 eller 5, jeg husker det ikke længere, blev set. En sagsbehandler kiggede mig i øjnene, også mens jeg havde et angstanfald. Jeg græd foran hende, hun talte med rolig stemme og blev ved med at være min sagsbehandler hele vejen igennem.

Lægen var langtfra den samme. Jeg har prøvet mange læger.

Læger, der har udskrevet medicin eller henvisninger uden ord eller øjenkontakt, mens jeg har siddet foran dem og hyperventileret. Læger, hvis tid jeg har spildt, for de har ikke haft svaret, og iltmasken hjalp ikke alligevel.

Jeg er 22 år gammel, og jeg kan ikke komme op. Jeg nægter at være syg, men nu sidder jeg hos lægen igen. Jeg har – for en kort tid, skal det vise sig senere – fået kontakt med min barndomslæge. Hun kender min fortid, og har set mig sidde lige præcis her for ikke lang tid siden. Hun spørger ind til mig, til mit liv og mine valg. Til min fortid. Hun siger, at jeg skal tage en tid helt uden at tage beslutninger. Hun siger, at jeg er ung og har tid nok og skal trække vejret. Hun snakker om antidepressiver, og jeg stejler. Hun siger, at jeg skal tage mig selv alvorligt. Hun tager mig alvorligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den korte tid var lang nok til at ændre på helt grundlæggende ting. Jeg droppede ud af mit studie. Jeg accepterede, at jeg var syg.

Jeg tog imod den recept på de piller, jeg havde frygtet så længe – og startede på dem en uge efter. Med rystende hånd og angst for de vanvittige og omfattende bivirkninger, der aldrig kom. Jeg blev i terapien og startede på et nyt studie, og mit liv blev et andet og bedre end nogensinde før.

Det var et rent held, at jeg nåede at blive set, da det var allermest kritisk. Jeg var lige kommet op til overfladen og havde ikke lyst til at drukne igen, men opmærksomheden og sagsbehandlingen og medicinen og tiden, ikke mindst tiden, gav mig ressourcerne til ikke at give op og falde til bunds.

Det er tiden, vi har brug for. Før pillerne og sygeforløbene og aktiveringen og de utallige formularer og angstfremkaldende ’der-er-ny-post-i-din-e-boks’-mails og standardbehandlingen af psykiske lidelser, som om de var fysiske, er tiden det allervigtigste og det, vi ikke har.

Jeg skulle sygemeldes to gange, før jeg ved et lykketræf faldt i hænderne på nogen, der forstod, at tiden og roen og samtalerne var langt vigtigere end recepter og blanketter.

Jeg er 23 år gammel. Jeg er en af de heldige. Jeg blev ikke samlet op i tide, men jeg fik rejst mig, inden det var for sent. Jeg blev set

Jeg er 23 år gammel. Jeg er en af de heldige. Jeg blev ikke samlet op i tide, men jeg fik rejst mig, inden det var for sent. Jeg blev set.

Jeg er 23 år gammel, og antidepressiverne har hjulpet mig. Sammen med lægen, terapien, yogaen, det nye studie og mine nære venner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er 23 år gammel, og jeg er klar over, at hvis delene får lov at stå alene, så vælter de, og så kan jeg og systemet bruge dobbelt så lang tid på at rejse dem op.

Jeg er 23 år gammel, jeg fungerer, og jeg tror ikke længere på genveje.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Kandidaternes popularitet

Annonce