»DF lovede vælgerne en aftale med mindst lige så gode vilkår, som vi hidtil har haft. Og det får vi ikke«, skriver jurist fra Tænketanken Europa. (Arkivfoto)
Foto: Finn Frandsen

»DF lovede vælgerne en aftale med mindst lige så gode vilkår, som vi hidtil har haft. Og det får vi ikke«, skriver jurist fra Tænketanken Europa. (Arkivfoto)

Debatindlæg

Særaftalen om Europol stiller Danmark dårligere, end et 'ja' havde gjort

Kenneth Kristensen Berth kan slet ikke få armene ned over Danmarks nye særaftale, men hans jubel er ikke berettiget; aftalen stiller det danske politi ringere.

Debatindlæg

Når den nye Europol-forordning træder i kraft 1. maj 2017, vil Danmark ikke længere være fuldgyldigt medlem af et af EU-samarbejdets mest succesfulde og vigtigste elementer: samarbejdet om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terror.

Heldigvis sikrer en ihærdig indsats fra både Danmark og EU, at Danmark ikke ryger helt ud i kulden, men på en række væsentlige områder kan fastholde en tilknytning til Europol. Det viser det seneste udkast til en særaftale om Europol, som for nylig blev offentliggjort.

Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, kunne slet ikke få armene ned. Denne aftale er simpelthen bedre end den parallelaftale, vi ikke kunne få, udtalte han triumferende med slet skjult adresse til dem, der advarede om, at et nej ved afstemningen 3. december 2015 kunne stille politiet ringere.

Men disse advarsler var dog reelle nok. Og modsat hvad Kenneth Kristensen Berth anfører, er aftalen absolut ikke bedre end den parallelaftale, vi ikke kunne få eller for den sags skyld det fuldgyldige medlemskab, som havde været realiteten, hvis det var blevet et ja 3. december 2015.

Den særaftale, som Danmark nu ser ud til at få på plads med Europol, minder i sin konstruktion om de aftaler, som lande som Albanien, Australien, Columbia, Norge og en række andre lande uden for EU har med Europol.

Det er en aftale om at sikre et operationelt samarbejde mellem dansk politi og Europol, hvilket på ingen måde svarer til, hvad de 27 EU-lande, der er fulde medlemmer af Europol, har. Danmark er altså ikke stillet så godt – og slet ikke bedre – som et ja ved folkeafstemningen eller en egentlig parallelaftale ville have sikret.

Det positive ved aftalen er, at Danmark på nogle områder får bedre betingelser end lande som Columbia, Norge og USA. Det skyldes dog alene, at Danmark er medlem af EU og Schengen. To områder, som Dansk Folkeparti enten er meget kritisk over for eller direkte modstander af.

Uanset hvor godt den indirekte adgang fungerer, vil dansk politi ikke kunne få glæde af de kommende mobile løsninger

Skulle Danmark – som Dansk Folkeparti vil det – forlade Schengen, vil aftalen om Europol øjeblikkelig ophøre. Det fremgår klart af aftalen.

Danmark får mulighed for at sekundere medarbejdere hos Europols hovedkvarter i Haag, der under Europols kommando, men for Danmarks regning, skal tage sig af de danske søgeanmodninger.

I 2015 søgte det danske politi ca. 91.000 gange i Europol, så de op til 8 medarbejdere får nok at se til. Hvis de skal holde kadencen, skal de hver især foretage i omegnen af 11.000 søgninger om året. Danmark kan til gengæld nok få hurtigere svar end i f.eks. Norge, der risikerer at vente flere dage.

Det er positivt, men under ingen omstændigheder på niveau med det, vi hidtil har haft. I dag kan op mod 100 danske betjente nemlig søge direkte i Europols database fra deres arbejdsbord i Danmark. Den adgang lukkes, når Danmark i Europol-øjemed bliver tredjeland.

Det ekstra led, der indsættes i processen, kan vise sig at blive vitalt. Rigspolitiet vurderer, at aftalen er tilfredsstillende nu og her, men at den manglende direkte søgeadgang i nær fremtid vil indebære en væsentlig begrænsning i dansk politis mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med fuldgyldige medlemmer af Europol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og fremtiden kan vise sig at være meget nær. Europol er allerede i gang med at udrulle systemer, der vil give politibetjente i felten direkte adgang til Europols registre via mobiler og tablets. Herved kan politiet on the spot få essentielle oplysninger om personer, der pågribes og tilbageholdes. Uanset hvor godt den indirekte adgang fungerer, vil dansk politi ikke kunne få glæde af de kommende mobile løsninger.

Et andet problem ved aftalen er, at Danmark alene får lov til at deltage i Europols styrelsesråd som observatør. Styrelsesrådet beslutter Europols særlige prioriteter og indsatsområder, og det er f.eks. lykkedes Danmark at bringe bande- og rockerkriminalitet øverst på politisamarbejdets dagsorden.

Denne mulighed for at være med til at de afgørende beslutninger får Danmark ikke længere. Altså endnu en markant ulempe ved særaftalen i forhold til et fuldgyldigt medlemskab.

Dansk Folkeparti skal have lov til at juble, men DF lovede vælgerne en aftale med mindst lige så gode vilkår, som vi hidtil har haft. Og det får vi ikke. Det er brandærgerligt, når vi nu kunne have fået hele pakken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce