Tegning: Philip Ytournel
Foto: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jacob Skyggebjerg: Lad os nu få en bandepakke til kriminelle politikere

Send de folkevalgte på genopdragelseslejr, når de misbruger vælgernes tillid og begår politisk kriminalitet.

Debatindlæg

Med struttende kinder og dybe smilehuller paraderede regeringen i den forgangne uge for pressens altid velvillige kameraer og mikrofoner.

Den nye bandepakke – endnu en af slagsen – var på plads. 35 initiativer, som skal »komme efter« rockere og bandemedlemmer og gøre det mere trygt at leve i Danmark, som justitsminister Søren Pape Poulsen formulerede det over for DR.

Pakken er møntet på de 1.400 personer, der lige nu er registreret som rockere eller bandemedlemmer i Danmark, og har allerede mødt kritik fra eksperter, der vurderer, at pakken ikke vil have en forebyggende effekt – og at den endda i kraft af nogle af punkterne kan føre folk længere ud i hård kriminalitet.

Altså er pakken blot endnu et forsøg fra politikernes side på at fedte for befolkningens gunst. I den forstand skal pakken nok fungere langt hen ad vejen. Symbolpolitik fungerer i så henseende.

Men hvis politikerne virkelig vil tage kegler hos danskerne, kan de passende indføre en bandepakke, der retter sig mod dem selv – mod den kriminalitet, der bliver begået på Christiansborg.

Vi må slå hårdt ned på politisk kriminalitet. De hårdeste straffe. Politisk kriminalitet bør være at betragte på linje med terror og distribution af børnepornografi. Kun sådan kan vi afskrække politikere fra at mæske sig i det tag selv-bord af indirekte korruptionsmuligheder, som det danske samfund er blevet til.

Det er klart, det har været sådan, det måtte gå – det danske samfund er rigt, der er masser at komme efter for dem, der har evnerne. Bare se på, hvordan statens vaccineproduktion nu er blevet solgt for bare 15 millioner kroner, godt 5 procent af det, den var vurderet til.

Bare se på, hvad sundhedsministeren siger, når man spørger ind til handlen: »Det er mit indtryk, at vi havde en god og konstruktiv drøftelse, men jeg kan ikke i pressen referere fra et fortroligt møde«.

Som det er nu, er vort højtbesungne demokrati (som i praksis ikke længere er andet end det – en sang, en påstand, et sagn) blot en sikkerhed for, at man i ro og mag kan tage for sig. For her kan ingen gøre noget, ingen kan standse en grisk politiker. Som gode gamle Nils Hausgaard udtalte forrige år: »I et diktatur kan man i det mindste skyde diktatoren«.

Politikerne ved jo godt fra starten, at de har handlet galt. De kan ikke komme og sige, de ikke har været advaret

Og der er ingen grund til at stoppe der. Jeg foreslår, at vi sender politikerne på genopdragelseslejr, hvor de kan få sig en lærestreg. En rigtig lærestreg. En uforglemmelig en af slagsen. Politikerne ved jo godt fra starten, at de har handlet galt. De kan ikke komme og sige, de ikke har været advaret.

Det kan lyde hårdt, men politikerne har desværre bevist, at de ikke kan administrere at arbejde uden at være underlagt kontrol. De har vist, at de ikke er voksne nok til at forvalte deres ansvar, og derfor må andre og skrappere midler tages i brug, for at vi borgere kan være nogenlunde forvissede om, at politikerne opfører sig ordentligt – også når de ikke er i offentligheden.

En bandepakke for politikere er nødvendig, for at borgerne kan være trygge ved at overlade landets forvaltning i politikernes hænder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I disse år har borgerne rekordlav tiltro til politikernes arbejde. Omvendt har politikerne rekordlav respekt for borgernes holdning til deres arbejde. Smileyfaces og hyggelige videoer på sociale medier – man synes næsten at kappes om at være mest arrogant. Men hvis politikerne virkelig mener ikke at have noget at skulle skamme sig over, så har de vel heller ingen grund til at frygte en straf?

Det er samme logik, der ligger i den bandepakke, politikerne nu vil gennemføre over for rockere og kriminelle bander: Her har man mindsket retten til prøveløsladelse, og så har man indført et opholdsforbud mod rockere i bestemte områder, når først de er løsladt. Måske burde man overveje et lignende opholdsforbud for politikere, så de ikke nærmer sig Christiansborg igen lige med det første.

En politisk bandepakke vil være en hjælp for politikerne til at kunne genetablere befolkningens tillid – til dem som politikere såvel som til demokratiet som styreform. Straffen skal altså først og fremmest ses som en afskrækning, der skal få politikerne til at modstå fristelserne. Det ser vi jo, at politikerne selv opfatter som effektivt, når der er tale om ganske almindelige kriminelle borgere.

Politikerne har bestemt, at alle danske borgere skal overvåges døgnet rundt – men hvem overvåger politikerne? Hvis vi er heldige, vil de bralre et svar af om, at det gør de selv. Vi må have fuld offentlighed om, hvad der foregår i det skøre gamle hurlumhejhus.

Hvorfor skal politikere som tommelfingerregel gå straffri? Er forbrydelser mod landet og folket, forbrydelser begået fra en magtposition, som folket har betroet en, som folket til og med betaler en for at bestride, ikke netop de forbrydelser, vi som fællesskab bør fordømme hårdest? Er de ikke den sande, ærlige og håndgribelige terror?

Som det er i dag, straffes politisk kriminalitet med største officielle modvilje og bedrøvelse allerhøjest med en afskedigelse fra den magtposition, man er blevet tilkendt – og som et plaster på såret får man et gyldent håndtryk med på vejen som en slags trøstepræmie. En seks måneders tid senere kan man så komme vraltende ind i manegen igen og indtage en position lignende den, man havde før – og kollegerne står klar til at nusse og glatte ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Genopdragelseslejre og hårde straffeaktioner kan lyde voldsomt – men husk på, at hvis politikerne blot opfører sig ordentligt og nøjes med at passe det arbejde, de er sat til at udføre, vil straffene overhovedet ikke komme på tale. Og husk på, at det er i vores alle sammens interesse – højre som venstre, høj som lav. Der er tale om en sikkerhed for, at vores fællesskab ikke skal kunne udnyttes.

Vi bør ikke være naive – det er længe siden, korruption og mafiametoder blev introduceret i dansk politik. Nu er det på tide, vi forholder os til det. Det er desværre nødvendigt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce