Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Konfirmationen handler mere om gaver end Gud, så der bør være alternativer

Forældre bør give deres børn flere valgmuligheder end den klassiske konfirmation

Debatindlæg

Snart kommer tiden, hvor utallige konfirmander udklækkes. Unge drenge og piger i deres stiveste puds marcherer ud af kirken og hen til festen, der har kostet deres forældre lidt for meget, og de pengegaver, som de dagen efter begejstret vil tælle.

Det er enden på et forløb med ugentlige kirkebesøg og indsigt i den religion, som de er blevet tildelt fra fødslen. Nu er de trådt ind i de voksnes rækker, i hvert fald i religiøs forstand. De har valgt kristendommen til, og det skal fejres.

Da jeg for 6 år siden stod med selv samme valg, takkede jeg nej til kristendommen. Ganske simpelt, fordi at jeg ikke troede på Gud. Og så føltes det forkert at stå og påstå det i Guds eget hus.

Mine forældre er ligeglade med, hvad jeg tror på, og om jeg overhovedet tror. Derfor ville de ikke snyde mig for den fejring, som alle mine venner fik. Så jeg fik lov til at holde en nonfirmation. En ellers meget udskældt fejring. For hvordan kan man fejre noget, som man ikke har gjort? Noget, man har fravalgt?

Konfirmationen er et kristeligt overgangsritual fra barn til voksen. Men det er også en bekræftelse af dåben. Man bekræfter, at ens forældre tog det rette valg for én.

Og det var faktisk lige præcis det, jeg følte, at jeg gjorde, da jeg blev nonfirmeret. Jeg bekræftede mine forældres valg om ikke at lade mig døbe. For jeg lavede ikke bare et fravalg. Jeg tog et aktivt valg om ikke at tro.

Overgangsritualet i de unge teenageår er i højere grad blevet et kulturelt fænomen end et religiøst

Om man er kristen eller ej, lever vi i et kulturkristent samfund. Overgangsritualet i de unge teenageår er i højere grad blevet et kulturelt fænomen end et religiøst. Derfor er det også helt naturligt, at man føler sig udenfor, hvis man ikke tager del i det.

Mange forældre giver deres børn to valgmuligheder: Du kan blive konfirmeret og få en fest, eller du kan lade være og ikke få en fest.

Anklag mig gerne for at tænke lavt om børn på 13-14 år. Men jeg kan ikke lade være med at tro, at mange vælger konfirmationen for festen og gaverne og ikke for kristendommen. Og er der ikke noget paradoksalt i, at man vier sig til en religion for materielle goder?

Jeg tror, at man ved at give børn de to valgmuligheder ubevidst nudger børn til at blive kristeligt konfirmeret. Det, mener jeg, er ærgerligt, og jeg synes faktisk også, at det underminerer værdien af det at være konfirmeret.

Så når jeg får børn, vil jeg ligesom mine forældre give dem andre valgmuligheder. Det kan være en humanistisk konfirmation, som flere i min familie har fået. Der får man en ureligiøs indsigt i etik og humanistisk livssyn. Det kan også være en nonfirmation, som jeg selv fik, hvor jeg op til festen på egen hånd skulle tilegne mig indsigt i blandt andet buddhismen.

For når de smukke unge mennesker marcherer ud af kirken, synes jeg, at de skal have gjort det på et velovervejet grundlag. Ikke fordi de gerne ville have en fest.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce