Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Forsker med en opsang til skeptikerne: Træf jeres eget valg om hpv-vaccinen, men gør det på et oplyst grundlag

Selv om vi alle har ret til vores egen holdning, som vi frit kan udtrykke, har vi ikke ret til vores egne fakta. Her gendriver en forsker de argumenter, Lars Henrik Lundsgaard kom med forleden i hpv-debatten.

Debatindlæg

I et debatindlæg i Politiken 4. juli skriver en alternativ behandler om sine bekymringer ved hpv-vaccinen, som hans datter har fået helt uden bivirkninger. Det er jo glædeligt. Nu har hun markant nedsat risiko ikke bare for at udvikle livmoderhalskræft, men også for at få behandlingskrævende celleforandringer og kønsvorter (da det ifølge skribenten er Gardasil, hun har fået).

Alligevel er han ikke glad, men benytter i stedet chancen til at udbrede en række uunderbyggede myter og generel konspiratorisk mistillid, som jeg mener, man bør rette op på. I sidste ende handler det her jo om sygdom, liv og død. Selv om vi alle har ret til vores egen holdning, som vi frit kan udtrykke, har vi ikke ret til vores egne fakta, og meget af det, han skriver, er decideret forkert.

For det første er biologien bag livmoderhalskræft velstuderet. Uden hpv-infektion får man ikke celleforandringer, og uden celleforandringer får man ikke kræft. Det er ikke en formodning, det er viden. Hvis man kan nedbringe antallet af infektioner med højrisiko-hpv, vil man også reducere kræfttilfældene. Det gode er, at vi kan se, at det virker – der er rapporter om markante reduktioner af celleforandringer i de lande, der vaccinerer.

Han kalder også brugen af aluminium adjuvans for kontroversiel, og det er ganske enkelt forkert (også selv om han hægter et buzzword som nano foran). Det har været anvendt i årtier og er en velstuderet komponent i vacciner med en kendt risikoprofil. Han forholder sig heller ikke til, at mængden af aluminium er større i flere andre børnevacciner, uden at de er udsat for samme bølge af skepsis.

Hans skræmmende historier om aluminium i hjernen, tusindvis af syge kvinder med ens symptomer eller adskillige dødsfald i Sydamerika på grund af vaccinen savner enhver form for substans og evidens

Det forklarer også hans meget udbredte misforståelse omkring placebo: Dels har der været en gruppe, der fik rent saltvand som placebo, men pointen er, at placebo kan være mange ting. Hvis man ønsker at se på risikoprofilen ved en ny vaccine, giver det mening at sammenligne med noget, man kender risikoen for – det kunne være en anden vaccine eller en opløsning med indholdsstofferne, men uden den nye aktive komponent. Man har gjort begge dele, og derfor kan man konkludere, at risikoen ved hpv-vaccinen er den samme som for andre vacciner. Der er ikke noget fordækt i det.

Hans skræmmende historier om aluminium i hjernen, tusindvis af syge kvinder med ens symptomer eller adskillige dødsfald i Sydamerika på grund af vaccinen savner enhver form for substans og evidens.

Der er ingen troværdige rapporter om dødsfald på grund af vaccinen, og når man studerer sygdomsbilledet blandt vaccinerede og uvaccinerede – senest med kronisk træthedssyndrom og tidligere med POTS og CRPS – ser man det samme hver gang: Der er den samme hyppighed. Vaccinen gør ikke folk syge.

Han slutter med et meget ensidigt fokus på risikoen for at dø inden 65-årsalderen, men glemmer, at størstedelen af tilfælde af livmoderhalskræft rammer unge kvinder. Selv om de oftest overlever, er det bestemt ikke uden ganske alvorlige gener. At gå igennem en kræftbehandling er ikke sjovt.

Derudover ignorerer han de 15.000 kvinder, der får celleforandringer, de ca. 6.000, der får keglesnit, de ca. 350 andre hpv-relaterede cancertilfælde, og de ca. 5.000 tilfælde af behandlingskrævende kønsvorter.

Over for dette står en række udokumenterede påstande, anekdoter og myter. Så træf jeres eget valg, men gør det på et oplyst grundlag.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce