Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Enøjede danske medier fremstiller afrikanere som statister

Pressens fremstilling af Afrika og afrikanerne ødelægger vores forståelse af kontinentets udfordringer.

Debatindlæg

Den danske dækning af flygtningekrisen og Afrika er simpelthen for navlebeskuende. Ligegyldigt om vi taler regeringens nye strategiplan eller DR’s seneste nyhedsdækning af Senegal, så er Afrikas rolle at være statist i vores egen selvfortælling.

Afrika eksisterer ikke i sin egen ret, men kun i kraft af, hvordan denne statist påvirker hovedrolleindehaveren, os selv.

De lokale stemmer udelades eller opsøges slet ikke, og det ødelægger forståelsen af udfordringerne i de vidt forskellige afrikanske lande.

I den seneste tid det kammet fuldstændigt over. Narrativet er nu, at det at lade børn og voksne drukne skal forestille at være fornuftigt. Personerne er kun statister, og derfor tæller deres liv mindre end vores. Vi er trods alt de vigtigste i vores fortælling.

Tendensen er ikke ny. De seneste 200 år har kontinentet Afrikas vigtigste rolle været at bekræfte vores egen selvforståelse som verdens midtpunkt og styrke vores eget selvbillede.

Under kolonialismen blev kolonierne vores tjenere. Deres eksistensberettigelse var dels at forsyne os med de råstoffer, Europa havde behov for, og dels at bekræfte den hvide europæer som det menneske, alle ønskede at blive.

Vores krige er ingen undtagelse. Under begge verdenskrige deltog afrikanske soldater, men hvor ofte husker vi deres bedrifter? Aldrig.

Det fortsatte under den kolde krig, og selv i dag bruges afrikanske lejesoldater til at udkæmpe vores krige. Tidligere børnesoldater fra de to vestafrikanske lande Sierra Leone og Liberia deltog som lejesoldater i henholdsvis krigene i Afghanistan og Irak. Deres navne er ikkeeksisterende.

Afrikas job er at stå til rådighed for vores behov, og der sættes sjældent spørgsmålstegn ved dette stærkt eurocentriske udgangspunkt. Det gør os blinde for de lokale dynamikker, og hvordan vores indgreb og politik påvirker lokalsamfundene i Afrika. Dermed afholder vi afrikanerne fra at blive ligeværdige aktører.

Denne egoistiske dynamik går igen, når samtalen falder på migrant- og flygtningestrømmen over Middelhavet. Det påvirker løsningsmodellerne og den måde, medierne dækker historien på.

Når flygtningekrisen fremstilles i danske medier, virker det, som om alle flygtninge er på vej mod os

Regeringens strategiudspil fra juni i år taler stort set kun om, hvordan flygtningenes hjemlande skal tvinges til at tage imod egne statsborgere, og hvordan afrikanske lande kan gøre mere for at forhindre, at flygtninge når Middelhavet. Vi vil have afrikanske stater til at servicere os, men har kun minimalt fokus på de lokale behov.

Derfor ser vi gennem fingre med, at diktatorer belønnes for massive menneskerettighedskrænkelser. Politiken fortalte for nylig, hvordan militsen bag folkemordet i Darfur nu modtager penge fra EU i håbet om, at den kan bremse flygtningestrømmen. Samme fremgangsmåde bruges i Libyen, hvor både FN og Amnesty International beretter om grufuld behandling af personer i detentionscentrene.

Når flygtningekrisen fremstilles i danske medier, virker det, som om alle flygtninge er på vej mod os. Alle kort, der bringes, viser flygtningeruter fra Vest- og Østafrika mod Europa. Ruteangivelserne er korrekte, men de mange ruter internt i Afrika udelades; ruter fra Sydsudan til Uganda, fra Burundi til Tanzania eller fra Den Centralafrikanske Republik til Cameroun. Uganda alene huser over 1 million flygtninge. Når alle piler peger mod os, glemmer vi de lokale indsatser, og vi overser, at Europa faktuelt modtager en yderst begrænset del af flygtningene. Langt hovedparten af afrikanske flygtninge bliver i Afrika.

Et eksempel på denne glemsomhed ses i DR’s seneste rapport fra Senegal om, hvordan lokale ønsker at tage rejsen mod Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Artiklens synes alene at bekræfte vores opfattelse: Europa er bedst, og alle ønsker derfor at komme hertil. Der sættes aldrig spørgsmålstegn ved hvorfor. Svaret er jo selvindlysende.

Medierne må til at give Afrika og afrikanere en ret i sig selv og ikke kun som statister i vores navlebeskuende verdenssyn

Der spørges ikke ind til, hvorfor fiskerne ikke kan tjene penge. Så havde man kunnet fortælle, at der inden for de senere år er skudt fiskemelsfabrikker op i landet, så fisk, der skulle være endt på senegalesiske spiseborde, i stedet sendes til udlandet, deriblandt EU, som billigt dyrefoder.

Yderligere fører tilstedeværelsen af udenlandske trawlere til, at fiskebestanden er under pres. Det medfører færre fisk i havet, højere markedspriser og færre jobs til de lokale fiskere.

Medierne må til at give Afrika og afrikanere en ret i sig selv og ikke kun som statister i vores navlebeskuende verdenssyn. Først da kan vi løse de problemer, der får et menneske til at forlade sin familie for at sætte sig op i utæt gummibåd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce