Foto: Philip Ytournel
Debatindlæg

Lektor: Hvis vi vil kæmpe for at redde verden, bør vi vælge piskeriset som våben

Et bortkommet stykke køkkengrej og en potentiel familiekonflikt fik mig til at overveje det materialistiske samfunds fremtid. Og det ser faktisk ganske lyst ud.

Debatindlæg

Jeg vil ikke være uenig med min svigerdatter. Et egentligt skænderi er utænkeligt, men blot en uenighed vil være utilfredsstillende. Og hvad er så grunden til, at det måske kan komme så vidt?

Jeg sidder i mit hus i Småland (100 år gammelt, rødt med hvide hjørner) og kigger på den væg til væg-lange hylde i køkkenet. Oven på den står kander, dåser og flasker med nyttigt indhold, neden under hænger rækken af kopper i deres hanke – samt rivejern, hjulpisker, kartoffelmoser og andet grej egnet til ophæng; alt sammen fornuftigt og dekorativt, for som PH sagde: Hvad der er funktionelt er – stort set – også smukt.

Men jeg sidder med en sær uro. Her mangler et eller andet. For pokker: piskeriset! En lille ydmyg sag lavet af afbarkede sammensnørede enebærkviste. Selve snøringen er også af kviste, ikke noget sejlgarn her. Riset er købt i en svensk designbutik, hvor der altid er en sentimental hylde, der røber, at svenskerne trods jernalderens metal, volvoer og jagerfly gudskelov aldrig er ophørt med at leve i træalderen. Riset! Hun har smidt det ud.

Det var lidt slidt, men lå godt i hånden og var ideelt til budding, æggemasse og pandekagedej. Mit ris. Panikslagen styrter jeg ud til skraldebøtten ved vejkanten. Jeg er heldig! Renovationen kommer kun i de dybe skove hver fjortende dag, og allerede i den øverste affaldspose genfinder jeg riset, går tilbage til huset og hænger det tilbage på sin plads.

Min svigerdatters udåd er gjort god igen, men jeg må jo gøre hende opmærksom på den, for ellers kommer det med tiden til at gå ud over andre ting. Hun vil som veluddannet bevidst kvinde argumentere med hele sin samtids rationale: Duer det piskeris lige så godt som det bedste, vi i dag har udviklet til samme formål? Hvordan argumenterer jeg mod det? Jeg må virkelig være vis. Måske var det en idé at lade tingene selv tale.

På hylden under bordet, hvor elkomfuret står, ligger en Bosch Turbofix med tilbehør, piskeris og dejkroge. Gaver fra den yngre generation, og jeg bruger dem faktisk indimellem. Ved vinduet hænger en gammel håndskåret træske, der bare fulgte med som inventar, da vi købte huset for mange år siden.

Jeg lægger riset og skeen ved siden af hinanden på køkkenbordet, et stykke til højre lægger jeg turbofixen og i midten min gamle pålidelige hånddrevne hjulpisker. Og hvad er det så, jeg ser? Hvad fortæller min lille tingenes parade læst fra venstre mod højre?

Det, vi vesterlændinge havde brug for i vores produktion og ikke havde nok af inden for egne grænser, hentede vi jo udefra

Hvis jeg bruger mine hænder rigtigt, kan ris og ske udrette det samme som turbofixen. Og hvad angår deres fremstilling og råstofferne brugt til formålet, så er manden i huset, måske tilskyndet af sin kone, for ca. hundrede år siden gået ud til nærmeste skovbryn med sin kniv og har derude hentet, hvad han skulle bruge. Han passerede hverken lens- eller landegrænser, og alt var én mands værk.

Hvad siger hjulpiskeren? Håndtag af indfødt eg og i østsvensk støbejern og stål. Uden tvivl er et par lensgrænser blevet overskredet ved fremstilling og transport, men så heller ikke mere.

Helt til højre ligger turbofixen med sit design og sin elektromotor, et konglomerat af jern, krom, nikkel, kobber og derivater fra olieindustrien. Regner vi fremstillingsprocessen med, indgår her vel i alt en snes råstoffer, og fra råstofudvinding til færdigt produkt har mindst hundrede mennesker lagt arbejdskraft til, mens råstoffer og produkt har krydset diverse landegrænser. Og hvordan ser det ’industrielle’ energiforbrug ud i vores lille opstilling? Stærkt stigende mod højre. Turbofixen burde rødme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men turbofixen giver os også noget igen. Med den behøver vi ikke at bevæge hænderne, når vi arbejder, og jobbet gøres lidt hurtigere. Jamen, så har vi vel, alt vort moderne apparatur medregnet, vundet noget mere fritid? Herom skriver Erik Ib Smidt, legendarisk nu afdød departementschef i Finansministeriet – altid et par hestelængder foran sine ministre, hvad angik indsigt og fremsyn – i sin bog ’Behøver vi at nå det hele’ (1990):

»Industrisamfundets forbrugere synes at blive trukket rundt i et system af onde cirkler. For at kunne anskaffe alle de mange aflastende hjælpemidler m.m. er det nødvendigt at tjene flere penge, altså bruge mere tid end ellers til betalt arbejde. For at kunne nyde fritiden i overensstemmelse med det gældende kulturmønster må der skaffes flere penge til fritidsudstyr, transport m. v.; også det forudsætter, der laves mere betalt arbejde – og så kan fritiden ikke øges«.

Så meget om den interne mangel på logik, men hvordan er status, når vi vender blikket ud mod verden? Den nyligt afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman sagde det sådan:

»Hvis vi virkelig ønsker at forstå årsagerne til krig og ulighed i verden, behøver vi blot at kaste et blik på den materielle ophobning i vore egne hjem, historiens største nogensinde«.

Det, vi vesterlændinge havde brug for i vores produktion og ikke havde (nok af) inden for egne grænser, hentede vi jo udefra. Vi var ikke altid lige velkomne i de oversøiske territorier, men det kunne der kompenseres for med en genial teknologisk opfindelse, der som kollateral bonus gjorde engelsk til verdenssprog. ’Aha!’, tænker du måske. En tidlig wirerecorder med indbygget engelskkursus? Ikke helt. Apparatet hed ’The Maxim Gun’. Det var et maskingevær, og det beskrives i historiske kilder som »The weapon most associated with British imperial conquest«.

Så hvad gørvi nu, er der lys forude? I det nye årtusinds første årti skrottede økonomi– og erhvervsminister Bendt Bendtsen tilskuddene til vindmølleindustrien, og statsminister Anders Fogh Rasmussen atomiserede Svend Aukens miljøministerium med bl.a. kommentaren: »Der er ikke en fugl, fisk eller frø, der har fået det dårligere«, skønt optællinger viste, at både arts- og individantal raslede/rasler ned.

Men siden har vi fået Parisaftalen, og i Danmark siger nu selv en borgerlig energi-, forsynings-, og klimaminister: »Danmark skal være fossilfrit i 2050, og vi skal være halvvejs i 2030«, så vist er der håb!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dog gnaver en lille orm: I industrisamfundets første faser producerede vi for at dække nogle reelle fysiske behov. I dag overproducerer vi, fordi vi endnu ikke magter at forestille os et samfund med et andet fundament end penge-, stof- og energistrømmen igennem et produktionsapparat, som samtidig genererer ressourceknaphed og forurening. Her skylder politikerne permanent at vise os et alternativ. Selv om vi er begyndt at flytte os!

Nu er jeg vist blevet klar til at argumentere med min svigerdatter. Og jeg behøver ikke at bruge emotionelle argumenter.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce