Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Tegning: Jørn Villumsen (arkiv)

Debatindlæg

Enlig 41-årig: Skal min ikke-eksisterende mand virkelig have en million kr., når jeg dør?

Vi har et pensionssystem, der er indrettet til en far-mor-og-børn-kultur. Det er håbløst gammeldags i en verden, hvor flere og flere lever som singler.

Debatindlæg
FOR ABONNENTER

Jeg er 41 år gammel. Jeg har ingen mand, ingen børn og ingen husdyr. Til gengæld har jeg et skønt hjem i en herlig andelsforening på Amager, dejlige venner og et fantastisk Djøf-job i det offentlige med en god overenskomst og en dertilhørende fornuftig pensionsordning og forsikring. Troede jeg.

Jeg blev nemlig overrasket, da en nylig pensionsgennemgang viste, at min ikke-eksisterende ægtefælle og mine ikke-eksisterende børn får en god sjat penge udbetalt, hvis jeg bliver alvorligt syg, invalid, eller hvis jeg dør inden pensionsalderen. Hvis jeg dør, bliver de tilgodeset med en engangsudbetaling på 1.091.000 kr. Altså, en million kroner lige ned i kisten.

Men det er vel et snotforkælet ilandsproblem at problematisere, at man bliver millionær? Grundlæggende kan jeg være ligeglad. Jeg er jo død. Skråt op med millionen.

Sagen er blot, at uagtet hvor ligeglad jeg end er med min død, så kerer jeg mig om, hvordan jeg lever, mens jeg lever. Én million kroner er immervæk en del penge. Især set i lyset af, at pensionsgennemgangen også viste, at skulle jeg miste min arbejdsevne, så var jeg kun sikret 152.000 kr. om året via min pensionsordning. Jeg kunne for eksempel blive ramt af den turkise 5C-bus på Amagerfælledvej, blive tidligt dement eller få en hjerneblødning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce